Vi mangler tid til patienterne, og det har konsekvenser

Sundhedsvæsenet har i de seneste årtier præsteret markante fremskridt. Sygdomme, som folk døde af tidligere, er blevet tæmmet takket været forskning, udvikling af nye behandlingsmetoder og en intensiv indsats fra overlægerne og alle andre medarbejdere på sygehuse og hospitaler.

På den baggrund er det ikke overraskende, at otte ud af ti overlæger beskriver deres arbejde som særdeles meningsfyldt, og at flere end ni ud af ti føler, at de i høj grad yder en vigtig arbejdsindsats.

Tallene står at læse i den seneste arbejdsvilkårsundersøgelse fra Overlægeforeningen. Men undersøgelsen viser desværre også en mere dyster side af vores hverdag.

For selvom vi arbejder mere, får vi stadig mindre tid til patienterne. I 2011 arbejdede en overlæge i gennemsnit godt 46 timer om ugen. Nu arbejder vedkommende 47,6 timer. På trods af det har vi i dag fire timer mindre om ugen til patienterne end i 2011.

Hvad er det, der æder vores tid? Otte ud af ti overlæger fortæller, at de løser opgaver, som andre faggrupper med fordel kan klare. »Jeg kunne se mindst dobbelt så mange ambulante patienter pr. dag, hvis jeg fik hjælp til alle ikkelægelige opgaver, f.eks. rengøring, at fylde materialer op i undersøgelsesrum, hjælp til af- og påklædning af svage patienter, hjælp med praktiske spørgsmål om transport mv.«, fortæller en overlæge.

Det er en konsekvens af, at sygehusene har afskediget social- og sundhedsassistenter, lægesekretærer og andre medarbejdere og har flyttet deres arbejdsopgaver til en af de faggrupper, der er størst mangel på: lægerne og ikke mindst overlægerne.

Den udvikling forsøger vi at kompensere for ved at blive på jobbet i flere og flere timer. Men det går ikke meget længere. EU har et loft for den højeste gennemsnitlige arbejdstid på 48 timer, og flere steder rammer vi allerede loftet eller er tæt på.

Hvis det »bare« var et juridisk problem, ville det måske ikke være så slemt. Men vores undersøgelse viser, at det stigende arbejdspres og oplevelsen af ikke at have tid til patienterne har omkostninger.

Stress og koncentrationsbesvær

I alt 60 procent af overlægerne angiver, at de har oplevet symptomer på stress inden for det seneste år. Og af dem oplever 81 procent dårlig nattesøvn, 67 procent oplever irritabilitet, og 50 procent oplever koncentrationsbesvær. Det er et faresignal, som vi skal tage alvorligt. Allermest af hensyn til patienterne.

Når mennesker henvises til udredning for livstruende sygdom på hospitalet, kastes de ud i deres livs måske værste krise. Det samme gælder forældrene til det barn, hvis virkelighedsopfattelse smuldrer på grund af begyndende psykisk sygdom.

Det sidste, patienterne har brug for, er en stresset og fortravlet overlæge. Vi skal have tid og ro til at lytte, forstå og forklare, hvad der skal ske, og tilrettelægge et ordentligt udrednings- og behandlingsforløb, hvor patienter og pårørende bliver taget med på råd. Vi skal have tid til at vise, at vi kan hjælpe, og at vi ved, hvordan vores patienter får den bedst mulige behandling – uafhængigt af deres uddannelse, indkomst og sociale kår.

Derfor er vi nødt til at vende udviklingen, og det haster. For presset på sygehusene og sundhedsvæsenet vokser i takt med, at befolkningen lever længere, og at stadig flere lever med kroniske sygdomme.

Derfor haster det med at uddanne de speciallæger, vi mangler. Det haster med at sikre brugervenlige it-systemer. Og med at sikre, at vi som overlæger kan fokusere på vores kerneopgaver.

Alle de opgaver skal vi som overlæger være med til at løse. Vi er netop nu sammen med regionerne i gang med at styrke den lægelige ledelse på afdelingerne, og det er et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Men manglen på speciallæger, ordentlige vilkår for forskning og udvikling mv. kan vi ikke løse alene. Det kræver en politisk forståelse for, at det er nødvendigt at investere i et sundhedsvæsen, der sikrer god behandling for alle i samfundet.