Skip to main content

Vi skal fokusere på læring, ikke straf

Foto: Claus Bech
Foto: Claus Bech

Camilla Rathcke formand for Lægeforeningen

18. dec. 2020
4 min.

Vi har i den seneste tid oplevet flere sager, som understreger, hvor vigtigt det er, at vi fortsat arbejder for et sundhedsvæsen med fokus på læring, ikke straf. De er meget forskellige i deres indhold, men der går en rød tråd igennem. Der er tale om læger, som efter bedste evne har foretaget et fagligt skøn, men hvor fokus efterfølgende er på alt andet end det, som burde have være svaret: dialog, læring, klare regler og fælles fokus på patientsikkerhed.

I den ene sag, som netop er afgjort ved Østre Landsret, har Styrelsen for Patientklager tabt en civil sag, som var anlagt af pårørende til en patient. Landsrettens flertal fandt, at alle væsentlige beviser i sagen entydigt pegede på, at patienten som en personlig, religiøs beslutning endegyldigt havde fravalgt at modtage blod. De behandlende læger mente, at det var nødvendigt at give blodtransfusion for at redde mandens liv eller for at forbedre hans overlevelseschancer, og de blev – da de pårørende senere klagede – bakket op af myndighederne i, at det var en korrekt beslutning at give ham det. De pårørende tog sagen til Østre Landsret, hvor de fik medhold med to stemmer mod en.

Hvis Landsrettens dom kommer til at stå til troende, vil klagesagen mod hospitalet formentlig skulle gå om. Samtidig er kolleger, som skal tage akut stilling til, om de skal give blodtransfusioner til bevidstløse patienter, der er i en livstruende tilstand, efterladt i en situation, hvor det er uklart, hvilke præmisser de kan handle på, og det er naturligvis ikke i orden. Nu bliver sagen prøvet for Højesteret, og forhåbentlig vil det give lægerne større klarhed over, hvordan de skal handle.

I en anden sag har læger fået kritik for at ændre generel anæstesi til lokal anæstesi samme dag, som patienten skulle opereres. Der skete af hensyn til patientsikkerheden, da patienten risikerede komplikationer i forbindelse med den generelle anæstesi. Proceduren kunne uden øget risiko for patienten foregå i lokal anæstesi. Men ændringen blev kritiseret af Styrelse for Patientklager. Ikke fordi ændringen var faglig forkert, eller proceduren ikke blev varetaget fagligt korrekt, fik et uønsket udfald eller medførte komplikationer, men fordi der ikke var givet tid nok til et informeret samtykke. Og det skal ikke lyde som om, at informeret samtykke ikke er vigtigt. Det er absolut afgørende – hvorfor patienten også blev informeret om bevæggrunden for at ændre anæstesiformen, nemlig patientens egen sikkerhed. Afgørelsen sagde imidlertid ikke noget om, hvad lægerne skulle have gjort i stedet for. Sendt patienten hjem?

Samtidig er der blandt andet på sociale medier debat om en sag fra sidste år, hvor to vagtlæger blev frikendt for uagtsomt manddrab i en sag om deres vurdering af en patient, som ringede ind med brystsmerter og kort efter afgik ved døden. En ulykkelig sag, som de involverede læger naturligvis også må være berørte af. Det principielt interessante her er, at der er tale om, at sagen kører som en straffesag og ikke som en faglig sag ved Disciplinærnævnet. Lovgivningen giver mulighed for at flytte en sag om et lægelig skøn fra et fagligt forum til et strafferetligt – eller begge dele. Sagen er ikke enestående. Men den rejser det overordnede spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt, at man kan risikere en retssag, når man foretager en fagligt skøn.

Læger og andre sundhedsprofessionelle har som vilkår hver eneste dag, at der kan klages over vores arbejde. Det er vi med på. Men vi har også som vilkår, at vi skal foretage faglige skøn baseret på de oplysninger, vi har til rådighed. Det vil sige foretage en vurdering af, hvad der er den mest sandsynlige diagnose, den mest optimale udredning og den bedste behandling for den enkelte på baggrund af generel viden kombineret med specifik viden om hver enkelt patient . Vi vil lave fejlskøn indimellem – og dem skal vi lære af – men kæden hopper af, når vi iagttager, at formålet bliver et helt andet, end det burde være. Nemlig at afklare tvivl om regler, rette fejl og blive dygtigere. I stedet oplever vi, at sager skaber større tvivl om, hvad der bør være rettesnoren i en dagligdag med travlhed, afbrydelser og krav om hurtig handling i et fag, der typisk ikke kan sættes på formel med et facit. Og det sætter en tyk streg under, at der er brug for at gentænke tilgangen til, hvordan sundhedsvæsenet skal håndtere klage- og tilsynssager, hvis vi fremadrettet skal sikre læring. Det er nemlig det, der sikrer patienternes sikkerhed.