Content area

|

Vi skal holde politikerne fast på en psykiatrihandlingsplan

Foto: Claus Bech
Forfatter(e)
Camilla Rathcke formand for Lægeforeningen

En mor skriver om sin søns psykiske sygdom. Han er 17 år og fik for to år siden diagnosen differentieret skizofreni. Han begyndte at skære i sig selv og havde selvmordstanker. Men to år efter diagnosen er han endnu ikke i behandling for sin skizofreni. Der er så få pladser på psykiatrisk afdeling, at de reserveres til de patienter, der er endnu mere syge. Imens oplever hans mor, at hun ikke kan nå ham.

Ja, det var hjerteskærende at læse denne kronik for nylig i Information. Man kan knytte mange kommentarer til den. Om at indsatsen kommer for sent, om at de rigtige tilbud ikke er der. Alt sammen brikker i et samlet billede af, at sundhedsvæsenet i dag ikke magter sin opgave for denne gruppe af patienter.

Når en 17-årig dreng, som er truet på liv og helbred, ikke kan få den nødvendige hjælp, er svigtet kolossalt. Intet mindre. Så er der ikke tid eller tålmodighed til at høre på mellemregninger og forklaringer fra politisk hold. Så skal alle kræfter sættes ind på at få løst problemet så hurtigt som overhovedet muligt.

Var der tale om en teenager med kræft, så var han naturligvis kommet i hurtig behandling, og alle ville være optaget af at sikre, at ingen skal vente så længe, at udsigten til helbredelse forringes. Men sådan fungerer det slet ikke for psykiatriske patienter. Forpinte og ofte livstruede mennesker parkeres i et limbo uden adgang til den rigtige behandling. Manglen på kapacitet er mange steder rystende. Kolleger inden for både voksen- og børne- og ungdomspsykiatrien oplever alt for ofte at måtte udskrive patienter før tid, og at deres patienter ville have haft et mindre alvorligt sygdomsforløb, hvis behandlingen var begyndt tidligere.

  • »Når en 17-årig dreng, som er truet på liv og helbred, ikke kan få den nødvendige hjælp, er svigtet kolossalt. Intet mindre«

Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen

Samtidig står vi med et glimrende fagligt oplæg – med bred opbakning fra både patientorganisationer og faglige organisationer – til en psykiatrihandlingsplan fra Sundhedsstyrelsen, som peger på alle de nødvendige tiltag, herunder større kapacitet og en målrettet rekruttering. Så skulle man tro, at det nu bare var med at komme i gang? Men nej. Udmeldingerne fra regeringen er uldne, grænsende til det pinlige. Tiden trækkes i langdrag med møder, hvis formål det ærligt talt er svært at få øje på.

Nu er der så endelig sat dato på de politiske forhandlinger – i skrivende stund indkaldt til den 9. september – frem mod en aftale. Behovet for handling er desværre sørgeligt aktualiseret af tragedier, senest tragedien i Field’s. Men snart ser vi også ind i et folketingsvalg, og det dæmper ikke ligefrem de bange anelser. Det er sket før, at politiske planer og udspil »forsvinder« i en valgkamps hede. Derfor er det så vigtigt både at holde regeringen fast og at forpligte hele Folketinget på, at der faktisk også er en tiårig handlingsplan efter et valg.

Vi er mange læger – i og uden for psykiatrien – som er dybt engagerede i at få ligestillet mennesker med psykisk sygdom med andre patienter. Midt i frustrationen over, at vi stadig venter, er det opløftende at opleve det store lægelige engagement i denne sag. Det gælder både hos Dansk Psykiatrisk Selskab, hos Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab og hos kolleger i andre specialer. Vi har samtidig et godt samarbejde om denne sag med patienternes organisationer og med kolleger i andre fag, som også kæmper for, at patienter med psykisk sygdom får den nødvendige behandling.

Det er vigtigt, at vi både som læger og sammen med andre aktører holder fast i den dagsorden. Vi skal holde det høje niveau i indsatsen for, at psykiatrien ikke igen overses. Vi skal blive ved. Konstruktive, hvis politikerne kommer os i møde. Direkte og uden omsvøb, hvis ikke vi ser handling.

Vi kan desværre ikke skrue tiden tilbage for Informations kronikør og hendes søn. Men vi kan holde politikerne fast på deres løfter. Stop forskelsbehandlingen af psykisk syge. Sørg for, at sundhedsvæsenet kan holde samme kompetente og omsorgsfulde hånd under dem, når de rammes af alvorlig sygdom som under andre. Det er opgaven. Alt andet er et svigt.

Blad nummer: 

Right side

af Sebastian von Huth | 09/08
2 kommentarer
af Philippe Adam Grandjean | 08/08
5 kommentarer
af Rune Jacobsen | 06/08
5 kommentarer
af Anna Sofie Bech | 02/08
4 kommentarer
af Lars Bønløkke | 01/08
13 kommentarer
af Henrik Ib Nielsen | 01/08
2 kommentarer
af Jamila Stephanie Hussein Eriksen | 01/08
2 kommentarer
af Helge Grane Madsen | 27/07
2 kommentarer