Content area

|

Vi skal ikke lade os narre af snak om nærhed

Foto: Claus Bech
Forfatter(e)
Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen

At være nogen nær. Det lyder dejligt. Vi ønsker alle at være nær på dem, som betyder mest for os. Og det er trygt at vide, at hjælpen er nær, når man har brug for den – for eksempel hvis helbredet svigter. Så hos de fleste af os forbindes ordet »nærhed« med noget positivt.

Det er derfor heller ingen tilfældighed, at regeringen som retorisk greb igen og igen betoner nærhed, når den sporadisk løfter sløret for, hvilke planer den har for sundheden. Senest har vi hørt om de såkaldte nærhospitaler, som der er mellem 10 og 20 på vej af. Men der er grund til ikke at lade sig forføre af dette begreb, heller ikke selv om det garneres med ord som tryghed og sikkerhed.

Endnu har vi ikke fået en klar udmelding om, hvad nærhospitaler egentlig er, og hvilke opgaver de skal løse. Og det følger måske af, at vi ikke engang ved, hvor mange der skal være. Det bliver spændende at se – snart tre år efter, at begrebet blev lanceret første gang. Er de overhovedet, hvad vi normalt forstår ved hospitaler? Meget tyder på, at det ikke er tilfældet. Men hvad er de så?

Det er tankevækkende, at nærhospitaler ikke er et krav fra patienterne. Tværtimod har både patientforeninger og faglige organisationer på sundhedsområdet udtrykt bekymring for kvaliteten. Også fra lægeside har vi mange gange givet udtrykt alvorlig bekymring for, at vi ender med et tilbud, hvor det at være nær, er prioriteret over, at kvaliteten er i orden. Det betyder b-hospitaler og endnu flere problemer for patienterne.

Misforstå mig ikke. Alt, hvad der kan klares på kvalificeret vis nær borgerens hjem og vante omgivelser, skal naturligvis ske der. Det giver god mening at kunne få den nødvendige hjælp i et sundhedshus tæt på frem for at skulle rejse langt for at få samme tilbud, og der er al mulig grund til at se på, hvad der yderligere kan foregå nært på borgernes daglige omgivelser. Men alle borgere, også de mest sårbare og dem, der bor i tyndt befolkede områder, skal også kunne tilbydes specialiseret lægehjælp og udredning, når de har brug for det. Det er centralt for Lægeforeningen.

  • Målet er at få reformeret den måde, vi samlet set varetager sundhedsopgaverne på, så vi kan give alle patienter behandling af høj kvalitet

Principielt har jeg det også svært med, at konkrete løsninger på de store problemer, som vi slås med i sundhedsvæsenet, skal passes ind i et stærkt, overordnet ønske fra regeringen om at signalere nærhed. Når man ved, hvad det kan have af alvorlige konsekvenser for patienten, hvis kvaliteten ikke er på plads, eller der ikke er adgang til specialiseret diagnostik og behandling, så er det svært at lytte til romantiserende beskrivelser af nærhospitaler. Og det er frustrerende at skue forgæves ud i horisonten efter svar på de udfordringer, som vi er rigtig mange, der savner svar på.

Og her er målet ikke, at det skal være nært. Målet er at få reformeret den måde, vi samlet set varetager sundhedsopgaverne på, så vi kan give alle patienter behandling af høj kvalitet. Som mange oplever i dagligdagen, kan sygehusene simpelthen ikke rumme det store og stadigt stigende antal patienter, der har brug for hjælp.

At komme i mål med svar på det er en meget kompleks opgave. Der er faglige og praktiske udfordringer, der skal løses, herunder at sikre de rigtige snitflader mellem sygehuse, praksis og kommuner, og at de kan arbejde sammen på tværs. Der er udfordringer med at få speciallæger nok – både på sygehusene, i almen praksis og speciallægepraksis, og der er udfordringer med at sikre, at kommunerne – dem alle sammen – leverer et ensartet tilbud og den kvalitet, der skal til. Både for at løfte det aktuelle niveau mange steder, og for at man med ro i maven kan flytte flere opgaver fra sygehuse til praksis, speciallægepraksis og kommuner. Og det er en forudsætning, hvis de mange ældre patienter, som i de kommende år søger hjælp i sundhedsvæsenet, kan få, hvad de har brug for.

Der er kort sagt nok at tage fat på, og hvis det skal lykkes, så kræver det, at vi – læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og andre sundhedsprofessionelle – kan have en åben og konkret dialog om rigtige, velunderbyggede og ambitiøse forslag med regeringen og andre politikere.

Lad os bruge tiden på det frem for et mantra om »nært« og uklart formulerede planer om nærhospitaler som et saligt svar på sundhedsvæsenets udfordringer. De er blot at smøre leverpostejen tyndt ud – eller at ville stoppe en massiv blødning med en enkelt vatrondel, og problemerne bliver ikke løst.

Blad nummer: 

Right side