Vi skal kæmpe for etikken på den internationale scene

Kampen for lægeetikken og grundlæggende menneskerettigheder kræver internationalt engagement. Det er en kamp, der aldrig bliver færdig, og selvom der er masser at tage fat på herhjemme, så er problemerne på globalt plan i en helt anden størrelsesorden. Derfor har Lægeforeningen traditionelt lagt mange kræfter i arbejdet i Verdenslægeforeningen, The World Medical Association (WMA). Her søger vi indflydelse, så Lægeforeningens politik og etiske principper bliver styrende for internationale beslutninger og dokumenter til gavn for sundheden i Danmark og globalt. Og sammen med de øvrige nordiske lande, som vi er på linje med, har vi en tungtvejende stemme.

Således også på det netop overståede WMA-rådsmøde i Seoul i Sydkorea. Her har vi i WMA-regi bl.a. udarbejdet en resolution, som tager meget kraftigt afstand til den nye ugandiske lovgivning, der diskriminerer og undertrykker LGBTQ+-personer. Konkret har Uganda vedtaget den såkaldte »Anti-Homosexuality Act«, som straffer såkaldte »homoseksuelle handlinger«. Ud over at det er fuldstændigt uacceptabelt, er det også lovgivning, der skaber diskrimination og frygt. På samme måde betyder lovgivningen, at læger og andre sundhedspersoner risikerer sanktioner fra ugandiske myndigheder, hvis de – som læger naturligvis er forpligtet til – behandler LGBTQ+-personer.

Lægeforeningen har også som en del af WMA bakket kraftigt op om en resolution, der kritiserer Gambias planer om igen at lovliggøre omskæring af piger og kvinder. Vi står fast på, at denne middelalderlige lemlæstelse, der er i åbenlys strid med menneskerettighederne, skal bekæmpes, og at det er noget, alle verdens læger skal stå sammen om.

Både Ugandas »Anti-Homosexuality Act« og Gambias omskæring af piger og kvinder vil Lægeforeningen i øvrigt snarest kritisere i breve til begge landes repræsentationer her i Danmark.

På WMA-rådsmødet i Seoul blev der vedtaget en resolution om konflikten, der udspiller sig i Gaza og Israel. At nå til enighed er ikke naturgivet, og også i WMA opleves den svære balancegang mellem at mene noget om patienter, sundhedspersonale og sundhedsvæsener mod at mene noget om krigens politiske konflikt og konsekvenser bredere set. I resolutionen kræver WMA en bilateral, forhandlet og vedvarende våbenhvile for at beskytte alle civile og skabe grundlag for, at den hårdt tiltrængte nødhjælp kan nå frem til alle. Det er nødvendigt, fordi krigen har resulteret i tusindvis af dræbte og en humanitær katastrofe af enorme dimensioner. Den må og skal stoppes – derfor står vi sammen i Verdenslægeforeningen og lægger et internationalt pres. Hertil kommer så de opfordringer, vi har sendt til den danske regering om at bruge sine kræfter til at presse på for fred.

Herudover er det også igennem det internationale arbejde, at vi bliver klogere på – og tager afstand fra – den tilbagerulning af abortrettigheder, som f.eks. ses i Polen og USA. De bevægelser er en vigtig påmindelse om, at rettigheder, vi herhjemme måske anser for at være selvfølgelige, faktisk er under angreb i lande, vi normalt sammenligner os med. Jeg er glad for, at vi i WMA nu igangsætter et arbejde, der skal sætte fokus på, at muligheden for at afbryde en graviditet bør være en grundlæggende sundheds- og selvbestemmelsesret for alle verdens kvinder.

Der er meget i denne verden, som kunne og burde være bedre – og gerne hurtigere, end det sker. Men det internationale arbejde er også en påmindelse om, at vi ikke kan tage fremskridt for givet, og at vi er nødt til selv at skubbe på for at bevæge verden i den rigtige retning. På det globale plan er Danmark og dermed også Lægeforeningen en mindre aktør, men det stopper os ikke i at skubbe på for bedring til gavn for læger, patienter og samfundets sundhed internationalt – og vi bliver faktisk også hørt.