Skip to main content

Vi skal kickstarte en nødvendig prioritering

Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen (Foto: Michael Hertz).
Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen (Foto: Michael Hertz).

Camilla Rathcke formand for Lægeforeningen

9. dec. 2022
04 min
Vi bliver færre i arbejdsstyrken til at klare behandling og pleje. Det er på tide at sige det så højt og med så stærke facts, at politikerne handler og tager det ansvar, som burde være løftet for længst.Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen

Det kan ikke blive ved. Vi kan ikke parkere problemet. Vi er for få til at behandle og pleje de mange, mange mennesker, som i de kommende år vil rette blikket mod sundhedsvæsenet i forventning om hjælp. Borgernes forventninger stiger i takt med, at antallet af ældre og behandlingsmuligheder vokser, mens vi bliver færre i arbejdsstyrken til at klare behandling og pleje. Det er på tide at sige det så højt og med så stærke facts, at politikerne handler og tager det ansvar, som burde være løftet for længst.

Det er politikerne, som har det endelige ansvar for, at sundhedsvæsenet fungerer. Men desværre har de endnu ikke rigtig taget hul på den meget svære proces, det er at sige til borgerne, at der ikke er sundhedsprofessionelle nok til at levere morgendagens sundhedsydelser på samme måde og på samme niveau, som vi gjorde det i går. Manglen på arbejdskraft i årene, der kommer – også i sundhedsvæsenet – er så betydelig, at der er brug for en forventningsafstemning med borgerne. Og brug for at anvende vores og andre sundhedsprofessioners arbejdskraft endnu bedre end i dag.

Det er derfor, vi i Lægeforeningen har taget initiativ til Sundhedssektorens Prioriteringsråd med repræsentanter for patienter og driftsorganisationer, erhvervsliv, fagbevægelse og ngo’er, etiske eksperter og prioriteringsorganer. Et uafhængigt og selvstændigt råd med det formål at kickstarte en bred debat om, hvordan samfundet bedst bruger de ressourcer, som vi og vore kolleger i andre sundhedsfag repræsenterer.

Det kommer til at kræve komplekse diskussioner af, hvor der kan frigives arbejdskraft, hvordan opgaverne løses bedre, og hvordan sygdomspresset kan mindskes. Forventningen er også, at det nye råd kan bidrage til at flytte debatten om prioritering ud i et åbent og kvalificeret rum og dermed lette vejen for, at landets politikere melder sig ind.

Jeg er meget glad for, at der er stor opbakning til rådet fra en uhyre kvalificeret kreds af personer med rødder i alle dele af det danske samfund. Nogle vil måske spørge, om ikke vi som læger selv burde kunne magte at prioritere opgaverne. Det kan vi til en vis grad, men hvis vi for alvor skal sikre, at vore egne og vore kollegers ressourcer bruges bedst muligt, skal der være politisk vilje til at aflaste sundhedsvæsenet ved at reducere overbehandling, satse på ny teknologi og prioritere forebyggelse, der kan nedbringe indlæggelser.

Da hele samfundet har en interesse i et velfungerende sundhedsvæsen, er der brug for at inddrage viden fra mange samfundsaktører. Men der er også behov for lægelige diskussioner med os selv, for vi har et særligt ansvar. Derfor vil der parallelt med diskussionerne i prioriteringsrådet være drøftelser med de lægefaglige selskaber om f.eks. livets afslutning og overbehandling. Initiativet »Vælg Klogt«, som Lægevidenskabelige Selskaber samarbejder med Danske Patienter om, peger på unødvendige undersøgelser og procedurer, som der ikke er evidens for fortsat at foretage. De perspektiver er også vigtige i en generel diskussion om prioritering.

Mit håb er, at det nye prioriteringsråd kan være katalysator for, at vi – som stand og hver især – engagerer os i debatten om, hvorvidt den nuværende prioritering af ressourcerne i sundhedsvæsenet faktisk er i patientens bedste interesse. Er endnu en de facto udsigtsløs og belastende behandling det bedste bud for uhelbredeligt syge patienter i deres allersidste levetid, eller er omsorg, ro og mere tid med de nærmeste et bedre alternativ? Det er en svær diskussion med flere perspektiver. Som læger kan vi blive bedre til at tage den vanskelige samtale med patienter og pårørende. Samtidig kan ressourcerne til behandlinger med marginal effekt på patienter gøre større gavn andre steder.

Sundhedssektorens Prioriteringsråd mødes første gang i januar. Ambitionerne er høje. Vi tager som lægestand et skridt ud af vores komfortzone og går ind i rum med mange aktører fra sundhedsvæsenet og fra helt andre dele af samfundet. Jeg forudser, at det bliver svært og vil komme til at gøre ondt på lægeidentiteten indimellem. Men jeg forudser også, at arbejdet vil være båret af engagement fra alle rådets deltagere – og en fælles forståelse af nødvendigheden af en bred og åben dialog om, hvordan vi sikrer et sundhedsvæsen, som er der for borgerne – også om 10 og 20 år. Med det nye prioriteringsråd tager vi nu den handske op, som politikerne har ladet ligge alt for længe.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen