Vi skal lære at kommunikere med patienterne

Lige nu er der i medierne stort fokus på, at mange patienter oplever, at de ikke bliver hørt, når de møder sundhedssystemet. Ofte med alvorlige konsekvenser for deres behandlingsforløb. Den indledende og løbende samtale mellem patienten og lægen halter tilsyneladende en del steder.

Nogle af disse historier handler om uklar kommunikation mellem læge og patient og forkerte informationer, men måske handler det i endnu højere grad om selve indholdet i kommunikationen dvs. om, hvad der er fokus på i samtalen mellem lægen og patienten.

Jeg har nu været på mange forskellige hospitalsafdelinger og i almen praksis, men jeg har desværre alt for sjældent været sammen med læger, som i samtalen med patienten har haft fokus på andet end de biologiske aspekter af patientens sygdom.

Jeg er ikke i tvivl om, at det tidspres, som mange læger arbejder under, kan betyde, at det kan være uoverskueligt, hvis der bliver bragt alt for mange sider af patientens liv i spil i en samtale mellem læge og patient. Men det handler måske i højere grad om, at det for mange læger ikke er en del af deres lægefaglige baggage at se den brede kommunikation mellem læge og patient som helt afgørende for, at patienten bliver inddraget i sit behandlingsforløb og dermed for, at patienten kan tage ejerskab for sin sygdom. En forklaring på dette kan være, at mange læger stadig opfatter og italesætter de psykosociale komponenter som en del af plejen og ikke som en del af behandlingen.

Selvom de fleste læger nok ikke ville anfægte, at det biologiske, sociale og psykologiske spiller sammen i menneskets liv og sygdomme, findes trygheden for mange læger i den biologiske dimension, hvor lægen er eksperten, som har løsningen på patientens sygdom. Denne lægeadfærd smitter af på os studerende, og vi kommer til at kopiere denne adfærd, når vi bliver færdige som læger. Og det duer simpelthen ikke.

Vi skal som lægestuderende rustes til et fag og et sundhedssystem, hvor diagnosticering og behandling baseres på et biopsykosocialt paradigme og sker på baggrund af grundige samtaler mellem patienten og lægen. Vi skal lære at kommunikere med patienterne, så de er med til at tage stilling til, hvad der skal ske, og hvad de selv kan gøre i forhold til deres sygdom.

Fremtidens sundhedsvæsen er afhængigt af, at læger besidder disse kommunikative kompetencer. Det skal vi som studerende tage ansvar for at få lært, og vi skal i undervisningen på universiteterne og i vores kliniske uddannelsespraksis møde læger, der prioriterer disse sider af lægevidenskaben.