Skip to main content

Vi skal stå sammen om at styrke lægestandens stemme

Josephine Rathenborg, formand for Lægeforeningen. Foto: Jesper Schwartz

Af Josephine Rathenborg, formand for Lægeforeningen

4. jun. 2026
3 min.

Da jeg var barn, elskede jeg kluddermor, og jeg kan stadig godt lide en god knude. Ikke fordi det er nemt at binde en kompleks knude op, men fordi der er noget utrolig tilfredsstillende ved at løse noget, som er filtret og kompliceret. Ved at komme ind til kernen og ved at gøre mit til at forhindre, at knuden genopstår. Det er præcis den rolle, jeg ønsker at udfylde som formand for Lægeforeningen.

Jeg er både ydmyg og glad for at være valgt som formand for Lægeforeningen. Først og fremmest vil jeg sige tak for tilliden. Den betyder meget. Ikke kun for mig personligt, men fordi den forpligter. Som formand vil jeg hver dag arbejde for, at vores fælles sundhedsvæsen bliver bedre for lægestanden og for de patienter, vi er her for.

Det kan jeg selvfølgelig ikke gøre alene. Det kræver sammenhold, så vi som læger står sammen på tværs af forskelligheder. For ja, vi er læger i almen praksis, på hospitaler, i psykiatrien, i forskning, i administration og mange andre steder. Vi har forskellige arbejdsliv og forskellige perspektiver. Men vi deler et ansvar for patienterne, for fagligheden og for sundhedsvæsenets udvikling. For vi er læger, og vi skal fortsat stå sammen og tale med en stærk fælles stemme. Lægeforeningen står stærkt, og jeg lægger mig som nyvalgt formand i selen for at fastholde og udbygge den position.

»Lægestanden skal være med ved bordet, når beslutningerne træffes. Lægers erfaringer fra den kliniske ­virkelighed skal ikke bare være et appendiks til sundheds­politikken. De skal være en forudsætning for den«Josephine Rathenborg

Lægestanden skal være med ved bordet, når beslutningerne træffes. Lægers erfaringer fra den kliniske virkelighed skal ikke bare være et appendiks til sundhedspolitikken. De skal være en forudsætning for den. Når politiske beslutninger påvirker patientforløb, uddannelse, forskning, kvalitet, udredning og behandling, skal man kunne se et solidt, lægeligt aftryk på de løsninger, der sættes i søen.

En af mine vigtigste mærkesager er at bekæmpe ulighed i sundhed. Ulighed opstår ikke kun, når mennesker bliver syge på forskellige måder. Den opstår også, når systemet er svært at navigere i, når der er for lange ventetider hvad end i psykiatrien eller somatikken, eller når der ikke er tilstrækkelig adgang til specialiseret udredning og behandling, fordi vi mangler speciallæger i Danmark.

Derfor kommer jeg som formand for Lægeforeningen til at fortsætte kampen for, at alle læger kan blive speciallæger. For alle danskere skal have lige adgang til speciallæger på sygehuse og i praksissektor uanset sygdom og geografi. Sundhedsreformen skal sikre speciallægedækning i hele landet. Det er et samfundsansvar, og læger skal være konstruktivt kritiske medspillere i det arbejde. Det kræver sammenhæng i hele uddannelseskæden, så der er de rette typer og det rette antal I- og HU-stillinger.

Samtidig kræver det, at der bliver skåret markant ned for optaget på medicinstudierne, så Danmark ikke uddanner massevis af læger til arbejdsløshed. For det har ingen gavn af.

Selv om Lægeforeningen står stærkt, er der masser af komplicerede knuder, vi som stand har brug for at få løsnet op, så vi kan binde sundhedsvæsenet sammen på den rigtige måde.

Det arbejde ser jeg frem til at stå i spidsen for i godt samarbejde med alle jer, gode lægekolleger.