Skip to main content

Vi skal tale mere om de svære følelser

Katharina Oravsky Sandström. Foto: Claus Bech
Katharina Oravsky Sandström. Foto: Claus Bech

Katharina Oravsky Sandström, læge, terapeut og sexolog

4. aug. 2025
5 min.

For blot få dage siden dansede vi sammen til høj musik. Nu findes du ikke mere. For et par uger siden viste du mig et fjollet billede, og vi grinte. Nu er du ikke længere i denne verden.

Du var læge, ligesom mig. Vi havde begge et særligt sted i vores hjerter for de psykisk sårbare. Vi havde begge et brændende håb om, at psykiatrien ville blive bedre. Vi delte ønsket om at hjælpe, lindre og være et kærligt medmenneske.

Hvad du ikke delte med nogen var, hvor sårbar og skrøbelig du selv var. Hvor mørkt der var i dit inderste rum. Ingen vidste, undtagen du. Udadtil var du, som du nok altid har været: ambitiøs, intelligent, pligtopfyldende, ansvarlig, dygtig. En person, som var der; både for dem, du kendte privat, og for dem, du var læge for.

Ingen vidste og alle føler skyld. Skyld for at vi burde have vidst bedre. Burde vi ikke have vidst bedre? 
Burde vi ikke have kunnet se igennem den skønne overflade? Var der aldrig nogensinde små sprækker i sløret, små huller igennem hvilket mørket kastede sine skygger?

Jo, selvfølgelig var der det. Og jeg kunne da også fornemme dem, skyggerne. Jeg kunne fornemme dem som noget koldt og skræmmende på min hud. Noget koldt og skræmmende, som jeg ved også bor i mig selv. Som jeg ved kan flytte ind hos alle os mennesker – læger som patienter som professorer som hvem som helst, hele verden.

Dig og mig, vi gik også på opdagelse i det Mørke, sammen. Du fortalte mig endda om nogle tanker, som de fleste andre, du kendte, ikke magtede at høre på. Vi interesserede os begge to for de store eksistentielle spørgsmål. Hvad er mere eksistentielt end døden? Døden og livet. Hvad er ellers vigtigt at beskæftige sig med, om ikke netop disse to vilkår?

Det var enormt vigtigt for dig at blive set som professionel. Som vidende og korrekt. Lægefagligheden var en meget stor del af din identitet, nok større end du i virkeligheden ønskede, at den var.

Ligesom livet er en modsætning til døden, og døden ikke kan eksistere samtidig med livet, kan patientrollen ikke eksistere samtidig med lægerollen. I hvert fald tror jeg, det er sådan, mange af os læger har det.

Hvis en læge har brug for hjælp fra en anden sundhedsfaglig på grund af personlige helbredsproblemer, vil det så sige, at lægen er mindre professionel? Vil lægens rolle svækkes, hvis hun bliver patient?

Du, som læser dette, vil måske intuitivt tænke: »Nej, selvfølgelig ikke, vi er mennesker som alle andre og har også brug for hjælp fra andre læger!«. Men hvis du mærker efter, hvordan føles det indeni? Hvis du forestiller dig en situation, hvor du er i så stor krise, at du har brug for psykiatrisk hjælp. Hvordan ville du egentlig have det med det? Hvordan ville du have det med at skulle være sårbar og hjælpeløs i et system, som du kender indefra? At vise dig sårbar i en kultur, hvor det at være robust, effektiv og ambitiøs vurderes som det vigtigste overhovedet. Hvis du herudover er ansat i det selv samme system, som du har brug for hjælp fra, hvordan ville du så opfatte situationen?

Jeg tror sagtens, at du kan se problematikken. Jeg tror bestemt, at du kan sætte dig ind i, at en læge i en sådan situation prøver at tage sagen i egne hænder. At så at sige behandle sig selv. De konsekvenser, man forestiller sig vil være en følge af at søge hjælp, kan simpelthen føles uoverskuelige.

Hvilke følelser ligger der til grund, når et menneske – som også er læge – beslutter sig for at ikke være her mere? Det kan vi selvfølgelig ikke svare på. Jeg vil rigtig gerne have, at vi taler mere om de svære følelser, vi går med. Jeg vil rigtig gerne have det for min døde vens skyld. Hun, som brugte størstedelen af sin vågne tid på at hjælpe andre. Som havde planer og ambitioner om at forbedre vilkårene for de mest svage og sårbare mennesker i vores samfund.

Det er så meget nemmere for os at tale om sårbarheden hos de andre; dem vi er sat i verden for at hjælpe. Men vi må aldrig nogensinde glemme, at vi – lægerne – ikke er anderledes mennesker end de mennesker, vi vil prøve at hjælpe. Vi er alle sammen ens! Vi er meget forskellige personligheder, og vi er alle sammen ens: Vi har brug for at blive forstået, lyttet til og accepteret med alle de styrker og svagheder, vi rummer. Vi er ikke uprofessionelle, fordi vi har følelser. Vi er ikke skøre, fordi vi bliver kede af det. Vi er både livet og døden og succesen og nederlaget og ambitionen og opgivelsen!

Til sidst søgte du faktisk hjælp. Til sidst blev du sat i behandling. En behandling du kendte godt, fra et fagligt perspektiv. En medicin du har udskrevet til mange andre mennesker, men ikke selv prøvet på egen krop. Var det fordi, du selv var læge, at du ikke blev grebet nok? Var det fordi, du selv var læge, at den professionelle, som skulle hjælpe dig, tænkte, at du var kapabel til at hjælpe dig selv, at det ikke var nødvendigt at følge op så tæt? At du sikkert havde styr på det selv?

For bare nogle få dage siden skålede vi i bobler, fordi vi havde afsluttet en uddannelse. Vi planlagde en fremtid med en masse spændende projekter. Nu sidder jeg her og ønsker, at jeg havde brugt tiden sammen med dig til at kradse meget dybere ned i overfladen. Men nu er det for sent.