Vi spørger til kost, rygning, alkohol og motion – men der er andet, der også kan redde liv

Vi er systematiske, når vi arbejder med forebyggelse. 

Når vi screener for sygdom. 

Når vi spørger til livsstil og risikofaktorer.

Men vi er stadig usystematiske, når det gælder noget, der har mindst lige så stor betydning for sundhed:

Seksualitet. Køn. Relationer.

Det er et strukturelt problem i sundhedsvæsenet – som potentielt rammer hver tiende patient og i praksis langt flere.

For når vi ikke spørger, får vi ikke svar. 

Og når vi ikke får svar, træffer vi kliniske beslutninger på et ufuldstændigt grundlag.

Det har konsekvenser.

Vi overser symptomer. 

Vi fejlvurderer risici. 

Vi giver rådgivning, der ikke passer til patientens liv.

Og vi mister noget endnu vigtigere: tillid.

Vi ved, at det ikke er et spørgsmål om vilje

Langt de fleste sundhedsprofessionelle ønsker at gøre det rigtige. 

Problemet er ikke manglende empati eller engagement.

Problemet er, hvad vi er trænet til – og hvad vi ikke er.

Vi er uddannet til at arbejde systematisk med KRAM-faktorer. 

Men ikke til systematisk at inddrage sex, køn og relationer i vores kliniske vurderinger.

Vi vil gerne være stærke i det biopsykosociale og holistiske patient- og sygdomsoverblik.

Men vi er mindre sikre i det relationelle, når det bevæger sig uden for det forventelige.

Derfor bliver det ofte udeladt. Ikke af modvilje – men af usikkerhed, vaner og manglende strukturer.

»Vi har ikke tid« – eller har vi bare ikke god struktur?

En klassisk indvending er, at vi ikke har tid til endnu et emne i konsultationen.

Men det her handler ikke om længere konsultationer. 

Det handler om bedre spørgsmål.

En enkel, neutral indgang kan være nok:

»Jeg spørger alle patienter om trivsel og relationer – også om sex og køn – fordi det kan have betydning for helbredet«.

Det tager sekunder. 

Men kan ændre kvaliteten af den kliniske vurdering.

Det er ikke et spørgsmål om at gøre mere. 

Det er et spørgsmål om at gøre det rigtige.

Et fælles ansvar – på tværs af fag

Hvis vi vil ændre det her, kræver det mere end opråb fra individuelle læger, ildsjæle, interessegrupper og organisationer.

Det kræver systemiske ændringer:

• Uddannelse: Sundhedsprofessionelle skal lære at håndtere disse samtaler – både klinisk og kommunikativt 

• Struktur: Relevante spørgsmål skal normaliseres som en del af den kliniske praksis 

• Systemer: Patienter skal have mulighed for at dele relevante oplysninger på forhånd 

• Ledelse og politik: Prioritering af lige adgang til sundhed – også i praksis.

Og det gælder hele sundhedsvæsenet.

Med vores aktuelle arbejde forsøger vi at tage de første skridt:

Vi udvikler undervisning til sundhedsprofessionelle. 

Vi samarbejder på tværs af sektorer. 

Vi undersøger patienters oplevelser systematisk. 

Og vi arbejder for, at det her bliver en integreret del af klinisk praksis.

Ikke som et særhensyn. 

Men som en naturlig del af god lægefaglig praksis.

En blind vinkel, vi kan gøre noget ved

Det her er ikke en kritik af den enkelte læge. 

Det er en påpegning af en blind vinkel i vores fælles system.

Og det er en blind vinkel, vi faktisk kan ændre.

Spørgsmålet er ikke, om vi kan tale om sex, køn og relationer i sundhedsvæsenet.

Spørgsmålet er, hvorfor vi stadig accepterer, at vi ofte ikke gør det.

Hvis vi mener, at sundhedsvæsenet skal være for alle, 

så skal vi også turde stille spørgsmålene til alle.