Vi taler ikke om ledninger, kabler og arkitektur!

Sådan burde overskriften nok have været på det nyligt overståede medlemsmøde i Dansk Selskab for Klinisk Ledelse. Vi havde i stedet valgt det noget mere usexede »Moderne teknologi - hvad kan vi bruge det til i den kliniske ledelse?« Det signalerer åbenbart: Det her er ikke noget for mig - det er for nørder! Så glem nu alt om »it« - lad os tale om nye redskaber. Måske er det ikke så underligt, at vi går to skridt tilbage. Med i bagagen har vi formentligt alle sammen et eller flere kuldsejlede forsøg. Fordi teknikken ikke fungerede, fordi der ikke var uddannelse eller dårlig uddannelse. Eller måske fordi ingen havde tænkt på alle de praktiske organisatoriske implikationer med en ny given teknologi. Lad nu det ligge.

Jeg kunne have startet dette indlæg med: Kære Peter - Undskyld, jeg forstod det ikke. For det var først den 5. oktober til medlemsmødet i Vejle, at det for alvor gik op for mig, hvilke perspektiver der er i pervasive healthcare (it i alt), selv om den fremsynede cheflæge Peter Jest på Sygehus Fyn i flere omgange havde forsøgt at få mig til at forstå sine mange forskellige tiltag på området ... For det er rent faktisk sådan, at folk fra den store verden rejser til Sygehus Fyn i Svendborg - og danskerne rejser til Boston og Kaiser Permanente (ikke et ondt ord om Kaiser Permanente). Det var da også en af Erik Juhls konklusioner, da han for nylig rejste Danmark rundt som statsministerens personlige rådgiver for at høre om alle de gode initiativer. Vi behøver ikke at få jetlag - en retur med DSB til Svendborg er helt på sin plads.

Det var altså først, da jeg sad der i auditoriet på Vejle Sygehus en fredag kl. 13.00 og så en telemedicinsk opkobling mellem KOL-sygeplejersken og en nyligt udskreven patient, at jeg helt forstod, hvad telemedicin egentligt handler om. Den 75-årige udskrevne patient (kendt KOL-patient med eksacerbation, akut indlagt) var blevet udskrevet efter mindre end 48 timer. Med telemedicinsk kuffert og flere daglige konsultationer online. Der sad patienten så og tonede frem i auditoriet i en ni minutter og otte sekunder lang konsultation, hvor patienten tydeligvis var på hjemmebane. Det var patientens første kuffert, men der var ingen usikkerhed. Der var god kontakt, supervision i anvendelse af maske og medicintagning, saturationsmåling med samtidig mulighed for at trække resultatet frem, vejledning i iltbehandling, en snak om den svigtende kommune og så en aftale om »næste møde« dagen efter. Ni minutter og otte sekunder. Imponerende. KOL-patienterne i mit (prærie)område »koster« flere timer per konsultation blandt andet pga. transport. Et halvfyldt auditorium blev lettere euforisk. Det gentog sig, da vi senere så, hvordan en helt almindelig mobiltelefon var nok til at sende fotos af diabetiske fodsår til eksperten på hudafdelingen.

En af de øvrige oplægsholdere talte varmt for anvendelsen af telemedicin, som han mente, skulle overvejes i alle sundhedsorganisatoriske initiativer. Når blot det ikke gjaldt hans gamle mor - der er jo grænser for, hvad man kan få patienter til ... Jeg ringede til min gamle svigermor på 87 år på vejen hjem. Hun er altid vældig interesseret i min færden og spurgte da også, hvor jeg var på vej hen den dag. Jeg fortalte hende om den »flyvende kuffert«, og hvad vi havde set der i auditoriet i Vejle.

»Hvor er det enestående, hvad man kan nu om dage. Det er da skønt for alle dem, der bare kan blive derhjemme. Tænk, at de undgår al den transport og ventetid og kan nøjes med ni minutter. Det kan jeg godt forstå, at de gerne vil«.

Behøver jeg mere sige, at man ikke skal være it-nørd for at interessere sig for telemedicin?

Slides fra dagen kan findes på Dansk Selskab for Klinisk Ledelses hjemmeside: www.DSKL.dk