Vi uddanner alt for mange læger i Danmark: Optaget på medicinstudiet skal ned
Det nuværende optag på medicinstudiet skal reduceres med 250 pladser.


Kære regering, I kan ikke blive ved med at lukke øjnene. For som samfund står vi med et problem, der kun vil vokse sig større de kommende år, medmindre I politisk udviser rettidig omhu og griber ind nu.
Problemet er, at Danmark uddanner alt for mange læger. Optaget på medicin på universiteterne har i en række år været for højt, og som led i sundhedsreformen blev det endda – desværre – aftalt, at optaget skal øges med 140 ekstra lægestuderende.
Endnu ser vi ikke decideret arbejdsløshed på det lægelige arbejdsmarked, heldigvis, men mange læger oplever, at det er blevet tiltagende sværere at få ansættelse.
Læg dertil, at en fremskrivning fra Finansministeriet udgivet i 2023 viser, at i 2035 kan Danmark stå med et overskud af læger på 10.300. At fremskrivningen er udgivet i 2023 – altså før man i Sundhedsreformen aftalte at øge optaget med 140 ekstra – er blot yderligere benzin på bålet.
Det skal siges, at Finansministeriet selv bemærker, at fremskrivningen er forbundet med stor usikkerhed, og at udviklingen vil afhænge af en række faktorer, som ikke nødvendigvis er medtaget. Men når der er udsigt til, at der uddannes læger i så stort omfang – 10.300 for mange – er det naturligvis noget, man skal tage alvorligt. Det giver ingen mening, at vi i Danmark risikerer at uddanne tusindvis af læger til arbejdsløshed. Vi skal ikke tilbage til 1980’er-tilstande, hvor arbejdsløshed i stor stil drev læger fra Danmark til Sverige. Vi skal i det hele taget ikke uddanne læger til arbejdsløshed. Det har ingen gavn af – hverken de unge mennesker selv eller Danmark som samfund. Da slet ikke med tanke på, at mange af de unge mennesker kunne gå andre uddannelsesveje inden for professioner, hvor der faktisk er brug for deres viden og arbejdskraft. For listen over brancher med mangel på kvalificeret arbejdskraft er lang i disse år.
Det giver ingen mening, at vi i Danmark risikerer at uddanne tusindvis af læger til arbejdsløshed. Vi skal ikke tilbage til 1980’er-tilstande, hvor arbejdsløshed i stor stil drev læger fra Danmark til Sverige. Vi skal i det hele taget ikke uddanne læger til arbejdsløshedCamilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Alligevel fastholder forsknings- og uddannelsesminister Christina Egelund (M), at regeringen ikke vil skrue ned for optaget på medicinstudiet. Hun kalder Finansministeriets analyse retvisende, men konkluderer samtidig, at den ikke bør få konsekvenser. Det er med andre ord et erkendt problem, men altså ikke et problem, regeringen vil tage skridt til at løse. Javel, ja. Hvis der er en logik bagved, ja, så er den tabt på mig.
Så sent som på dagen for valget til kommuner og regioner følte jeg mig kaldet til at skrive en kommentar på statsministerens Instagram, fordi hun her fortæller danskerne, at vi skal uddanne flere læger. Det er jo helt skævt. Så nu har jeg inviteret hende på kaffe, så jeg en gang for alle kan forklare hende, at det er speciallæger og ikke flere cand. med’er, vi mangler.
Hvorfor vil man fortsætte en uddannelsesproduktion, der med stor sandsynlighed skaber et overudbud, og dermed uddanne unge mennesker til arbejdsløshed i et fag, der kræver mange års investering fra både dem selv og samfundet? Det kommer der kun knuste drømme og spildt liv og spildte penge ud af, og derfor skal optaget på universiteternes medicinstudier skrues ned.
Fra Lægeforeningens side har vi udarbejdet et estimat, der viser, at det nuværende optag skal reduceres med 250 pladser. Det er naturligvis et tal, vi gør vores til at få lydhørhed for hos politikere og andre beslutningstagere. Vi forventer også, at det estimat indgår i den analyse af efterspørgslen på speciallæger, myndighederne har stillet i udsigt siden 2023. Når den analyse langt om længe lander, skal den give grundlag for at uddanne alle de speciallæger, Danmark mangler, og på den baggrund også mulighed for at skære optaget på medicinstudiet til.
For skæres til, det skal der. Og det arbejder Lægeforeningen for, at regeringen får øjnene op for.