Vi vil have lægevikariater tilbage

Ledelsen på Aarhus Universitet har besluttet, at de lægestuderende ikke længere kan tage et lægevikariat, fordi det er med til at hæve universitetets samlede gennemførelsestid, og dermed reduceres bevillingerne. Denne absurde kobling mellem universitetsfinansiering og en særdeles anerkendt måde for lægestuderende at dygtiggøre sig på, illustrerer hvordan kvaliteten af landets offentlige sundhedssektor, konsekvent reduceres med forklaringer om effektiviseringer og rationaliseringer.

Men måske er det meget smart. For de studerende, der tager vikariater på en klinisk hospitalsafdeling, får ikke bare en smagsprøve på, hvordan det kliniske arbejde er på en afdeling i forhold til patientkontakt, operationer osv. De får samtidig også en smagsprøve på, hvordan det er at arbejde fuldtids med lange nattevagter, på overbelagte afdelinger, der konstant mangler personale på grund afen evig dominoeffekt af sygemeldinger, der nok ofte bunder i arbejdsstress og belastning. De lærer om arbejdsdage med for lidt tid til at kunne tale med patienterne på en respektfuld måde, fordi der er en kolossal mængde af administrative opgaver og kontrolsystemer. De møder elendige IT-systemer og overtagelse af funktioner, der tidligere var varetaget af andre personalegrupper.

Jeg har flere studiekammerater, der efter et ophold på deres drømmevikariat på en klinisk afdeling har fortalt mig, at det eneste, det har motiveret dem til, er at søge imod et paraklinisk speciale eller f.eks. ud i privat praksis.

Heldigvis har lægen Thomas Emil Christensen nu sat foden i og har åbent fortalt om arbejdsforholdene på de offentlige hospitaler. Kæmpe respekt for det! Især fordi man både i diverse kommentarspor og på hospitalsgangene hører læger fortælle, at de ikke tør udtale sig åbent om forholdene.

Derfor er det en pligt for os studerende at fortælle om, hvad vi oplever i den kliniske hverdag, og hvorfor mange overvejer ikke at søge den vej, når vi er færdige med vores uddannelser. Vi er ikke på samme måde bundet op på ikke at tale kritisk om vores arbejdsplads, og vi kan ikke blive fyret.

På Københavns Universitet så vi i forbindelse med dimensioneringsreformen, hvor stort en effekt det har, når vi lægestuderende protesterer og råber op. Jeg vil derfor opfordre FADL og medicinerrådene til at gå mere aktivt ind i debatten om vores fremtidige arbejdspladser og mine medstuderende til at blande sig og protestere mod denne »effektivitetstænkning«. Jo tidligere vi får sagt fra over for urimelige arbejdsvilkår, desto stærkere vil vi stå i vores tid som læger. Vi kunne jo starte med at kræve muligheden for lægevikariater tilbage.