Videndeling giver bedre behandling

Hvis vi skal sikre borgerne den bedste behandling, er det helt afgørende, at vi tilbyder de bedste vilkår for et samarbejde på tværs af sundhedsvæsenet, og her er deling af sundhedsdata helt afgørende. Derfor har jeg svært ved at forstå Per Pedersens modstand mod deling af sundhedsdata [1]. Ville det være sikrere slet ikke at dele oplysninger – måske slet ikke føre journal? Ja, formentlig. Ville patienterne få en bedre, hurtigere eller sikrere behandling? Nej, patientsikkerheden ville være dårligere. Vi har i dag regler for håndtering af personfølsomme data, der kan betyder, at patienterne kan forvente en fortrolighed i forhold til personlige oplysninger. Eftersom selve formålet med at opsøge en praktiserende læge er at blive udredt og helbredt, skulle det undre mig, om ikke de fleste borgere er ganske trygge ved, at oplysninger om deres sygdomshistorie er tilgængelige for de sundhedsfaglige, der skal varetage deres videre forløb.

Så lad os nu ikke diskutere, om man skal dele data, men hvordan vi sikrer den størst mulige sikkerhed omkring de personfølsomme oplysninger. Og det har vi som sagt systemer til.

Sundhed.dk giver sundhedspersonale mulighed for at søge oplysninger om de patienter, de har i behandling og giver borgerne et unikt indblik i deres egne journaloplysninger. Netop muligheden for elektronisk videndeling har betydet, at Danmark vurderes som førende inden for sundheds-it. Og det berører ikke sikkerheden, for data på sundhed.dk er krypteret og hackersikret.

Men måske drejer bekymringen sig ikke så meget om sikkerhed, men snarere om at de alment praktiserende læger nu skal til at dele deres viden med regionerne? De nye regler for videndeling vedrører hverken den enkelte patient eller det fortrolige rum mellem patient og læge. De data, der nu er skal gives adgang til hos praktiserende læger, har i flere år været tilgængelige i sygehusbehandlingen. Og det primære formål er heller ikke at kontrollere lægernes arbejde.

Det er vigtigt for regionerne at få data om kroniske patienter – så vi kan planlægge behandlingstilbud og vurdere, om den kvalitet, vi tilbyder, er god nok, og om patienterne gør brug af de tilbud, vi stiller til rådighed. Vi skal hele tiden se på, om vi kan gøre det bedre, og derfor har vi brug for data på individniveau. Vi har ikke brug for at kunne identificere den enkelte patient, men vi skal kunne følge anonymiserede patientforløb for at kunne vurdere, om patienterne får et godt behandlingsforløb eller bliver tabt i overgangen mellem praktiserende læge, sygehus og kommunal pleje.

Betyder det, at man i regionerne har adgang til enkeltpersoners sygdomshistorier? Nej! Men man har mulighed for at se på, om undersøgelser og kontroller har effekt, om patienterne, der kontrolleres regelmæssigt, bruger sundhedsvæsenet på en anden måde, får færre følgesygdomme, har lavere dødelighed etc. Det er til gavn for nuværende og fremtidige patienter – og for lægerne selv.