Videnskabsministeren påtager sig et stort ansvar

Først prøvede Aalborg Universitet at få en lægeuddannelse. Alle faglige instanser inklusive Sundhedsstyrelsen vendte tommelfingeren nedad. Der var ikke behov for uddannelsen, og i øvrigt var skitsen til uddannelsen meget præliminær, tilsyneladende kun baseret på en ret begrænset indsigt i, hvad et lægestudie skulle indeholde. Derefter poppede et nyt forslag op, tilsyneladende med næsten den samme sundhedsvidenskabelige intention, men nu under dække af, at det skulle dreje sig om en uddannelse rettet mod industrien, såvel den medikotekniske som den farmaceutiske. Sundhedsstyrelsen og universiteterne blev atter spurgt, og igen blev tommelfingeren vendt nedad, først og fremmest fordi den skitserede uddannelse hverken er fugl eller fisk. Det er ikke en lægeuddannelse, det er heller ikke en ingeniøruddannelse. Den er tilsyneladende ikke tværfaglig, men lidt polemisk sagt tværet faglig. Ydermere er uddannelsens etiske konsekvenser blevet bragt i diskussion. Det drejer sig om, at man uddanner personer, der ikke skal behandle patienter, men patienterne udsættes alligevel for, at de studerende kan foretage undersøgelse på dem og observere dem i ret vidtgående grad.

Det drejer sig også om, at man laver en uddannelse, hvor de færdige kandidater skal konkurrere med rigtige biomedicinske ingeniører, som industri og sundhedsvæsen ganske rigtigt har brug for, og som i de kommende år vil blive udklækket fra Aalborg Universitet selv samt DTU/KU og Aarhus Universitet i et trecifret og fuldt sufficient antal. Mange af de sidstnævnte bliver i øvrigt yderligere kvalificeret ved senere at gennemgå en forskeruddannelse. En væsentlig begrundelse for behovet for uddannelsen er, at den kan aflaste trykket på læger, således at disse ikke går ind i industrien. Nu er forudsætningen for en del funktioner i industrien faktisk, at man har autorisation som læge, ikke mindst i forbindelse med hele sikkerhedsproblematikken omkring lægemidler. Derudover vil der være ganske mange med en lægefaglig uddannelse, der oveni har en forskeruddannelse.

Når overskriften derfor her er, at videnskabsministeren påtager sig et stort ansvar, er det fordi man sender nogle unge mennesker ud fra universitetet med en 5-årig uddannelse, der indeholder lidt af hvert, som skal konkurrere med rigtige bioingeniører og rigtige læger. Det er simpelthen uforsvarligt over for de unge. Derudover er der ansvaret over for de patienter, som i forløbet bliver udsat for studerende, der ikke senere må have noget med patientbehandling og -pleje at gøre. Da begrundelsen for etablering af uddannelsen ikke kan være funderet i etik eller faglighed eller samfundets behov, hvad er det så?