Videreuddannelsen risikerer at sande til

Interessekonflikter: ingen

For få uger siden kunne ca. 1.400 unge begynde på uddannelsen til læge. De drømmer langtfra alle om det samme. Nogle vil i almen praksis, andre ser frem til et arbejdsliv som ortopædkirurg, psykiater eller pædiater. Der er nok at vælge imellem, men fælles er, at de skal have mulighed for at blive speciallæger og dermed folde deres faglighed helt ud og imødekomme befolkningens efterspørgsel efter sundhedsydelser.

Hvis muligheden for, at de til sin tid kan blive speciallæger, skal være reel, er det helt afgørende, at der i de kommende dimensioneringsplaner sker en markant udvidelse af videreuddannelseskapaciteten. Sker det ikke, er det eneste alternativ at reducere det fremtidige optag på medicinstudiet. Det skal i så fald allerede ske nu - og er faktisk allerede tæt på at være for sent, da der går ca. 12 år, fra en studerende optages på studiet til det tidspunkt, hvor han eller hun begynder sin egentlige speciallægeuddannelse gennem hoveduddannelsen.

Bekymringen i Lægeforeningen bunder i, at videreuddannelseskapaciteten på sigt ikke er stor nok til at tage imod de kommende læger. Det betyder, at de unge læger potentielt vil skulle stå i kø til at blive videreuddannet, og det har ingen interesse i.

Hvis man fastholder det nuværende studenteroptag uden kraftigt at udvide den postgraduate uddannelseskapacitet, betyder det nemlig helt automatisk, at ud af de 1.400 optagne nu her i 2012 vil ca. 225 som minimum ikke kunne forvente at få et hoveduddannelsesforløb i 2024, fordi der på det tidspunkt allerede vil stå flere læger i kø foran dem til en speciallægeuddannelse.

Da den daværende videnskabsminister øgede optaget på medicinstudiet, var det med opbakning fra Danske Regioner. Lægeforeningens holdning var, at et øget optag kun var acceptabelt, så længe videreuddannelseskapaciteten fulgte med antallet af medicinkandidater. Den forpligtelse påtog Danske Regioner sig dengang.

Men nu har Danske Regioner i sit seneste uddannelsespolitiske udspil meldt ud, at organisationen vil arbejde for at reducere efterspørgslen efter speciallæger. Med den melding er vi nu i Lægeforeningen blevet usikre på, hvor det stiller de kommende læger og deres fremtidige beskæftigelsesmuligheder. Vi vil gerne forsikres om, at regeringen og Danske Regioner står ved deres synspunkter om, at videreuddannelseskapaciteten skal øges i de kommende år, så alle læger kan blive til speciallæger. Ellers må de erkende, at det er nødvendigt at skære i optaget til lægeuddannelsen.

Lægeforeningen foreslår, at myndigheder og arbejdsgivere sammen belyser den fremtidige efterspørgsel efter speciallæger. Lad os få nedsat en bredt sammensat gruppe, der kan give sit bedste skøn over det fremtidige behov for speciallæger i Danmark. Det skal ske hurtigt. Det haster med at få en lagt en fornuftig plan for, hvordan vi sikrer en smidig videreuddannelse.

> Svar:

Formand for Danske Regioners sundhedsudvalg

Ulla Astman, E-mail: mde@regioner.dk

Interessekonflikter: ingen

Danske Regioner er enige i, at det i højere grad skal være billedet af efterspørgslen, som er styrende for, hvordan vi som samfund tilrettelæger optaget på lægestudiet og dimensioneringen af den lægelige videreuddannelse. Vi bruger samfundets resurser bedst, hvis vi kan planlægge udbuddet af uddannelsessøgende læger og speciallæger sådan, at vi kommer meget tæt på det niveau, der rent faktisk efterspørges.

Ikke mindst er et større fokus på efterspørgselssiden nødvendigt, for at vi fremadrettet kan sikre selve formålet med at drive uddannelsesplanlægning, nemlig at vi i alle specialer og i alle dele af landet har de speciallæger, vi har brug for.

Derfor har vi også i vores uddannelsespolitiske oplæg fra foråret understreget behovet for, at vi løbende kvalificerer billedet af efterspørgselsudviklingen og dermed beslutningsgrundlaget for dimensioneringen af såvel lægeuddannelsen som den lægelige videreuddannelse for at få den bedst mulige balance mellem udbud og efterspørgsel.

For Danske Regioner er pointen ikke, at vi skal kunne sige noget meget præcist og nagelfast om efterspørgslen mange år frem, men at vi skal have et system, der fleksibelt kan håndtere, når billedet skifter som følge af udviklingen i sundhedsvæsenet.

I det uddannelsespolitiske oplæg har regionerne understreget behovet for en fleksibel dimensionering, hvor vi løbende kan justere på det samlede antal stillinger og på fordelingen af stillinger mellem specialer og videreuddannelsesregioner i lyset af de behov og muligheder, der tegner sig. Det har vi tænkt os at arbejde efter.

Med hensyn til muligheden for at få en uddannelsesstilling må man konstatere, at dimensioneringsplanerne bygger på Sundhedsstyrelsens vurdering af udbuddet af uddannelsessøgende læger, dvs. hvor mange der er klar til f.eks. at søge et hoveduddannelsesforløb. Og selvom vi på det seneste har kunnet besætte flere hoveduddannelsesforløb, end vi har været vant til i en årrække, er der altså stadig specialer og uddannelsessteder med ubesatte forløb.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at vi ikke har et system med en indbygget garanti for, at alle, der optages på medicinstudiet, kan blive speciallæger. Og slet ikke en garanti for, at man kan blive det på det uddannelsessted og i det speciale, man allerhelst vil. Til gengæld er der gode muligheder for et godt uddannelsesforløb, hvis man som uddannelsessøgende læge er åben over for en bredere palet af specialer og uddannelsessteder end de allermest søgte.