Vil vi et sundt sind i et sundt legeme?

Psykiatrien og somatikken skal lægges sammen, og der kommer snart en akutpakke til børne- og ungdomspsykiatrien (BUP). Eller kommer der en akutpakke til de børn, unge og familier, der rammes af psykiatrisk sygdom?

Sammenlægningen skal skabe et samfund, der giver borgerne muligheder for at udvikle en sund sjæl i et sundt legeme. Med sammenlægningen er vi tre specialer: Kirurgerne har en skalpel, medicinerne har en receptblok, og psykiaterne har den psykoterapeutiske tilgang.

Det skal blive lige så almindeligt og o.k. at blive ramt af psykiatrisk sygdom som af somatisk sygdom.

Hospitalssystemets stigmatisering

Men stigmatiseringen er ofte værst inde i hospitalssystemet. Et eksempel er forældresamtykke til behandling [1]: Henvisning og udredning af somatisk sygdom kan ske blot med den ene forælders samtykke. Kun behandlinger, der kræver en væsentlig beslutning, kræver begge forældres samtykke. Men det er helt anderledes, når det gælder psyken: Psykiatrisk henvisning, udredning og behandling er altid en væsentlig beslutning, hvor begge forældre skal give samtykke. Det skyldes, at psykiatrisk udredning og behandling i vid udstrækning er stigmatiseret i samfundet, og at en diagnose kan have konsekvenser for barnet i skole og daginstitution.

Denne praksis signalerer hele tiden, at det er flovt og skamfuldt, hvis man selv eller ens barn bliver psykiatrisk syg.

I psykiatriplanen bruges ordet »sygdom« slet ikke. Der er knyttet skyld og skam til ordet (psykisk) sygdom. Ved præsentationen af tiårsplanen beskrev direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, hvordan stigmata om spedalskhed, kræft og aids gjorde det umuligt at forebygge og behandle de sygdomme. Hans drøm var, at Danmark ændrer sin tilgang til psykiatrien, som samfundet ændrede sin tilgang til spedalskhed, kræft og aids. Tænk hvis det ku’ ske.

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab har samme drøm, og vi tager i vores visionspapir [2] afsæt i den bio-psyko-sociale forståelse af psykiatrisk sygdom. Vi har en vision for det fremtidige mentale sundhedsvæsen for børn og unge med fokus på forebyggelse og tværministerielt ansvar.

Når psykiske problemer rammer et barn, rammer det hele familien, og derfor skal hele familien have hjælp. Fremtidens sundhedsvæsen, og herunder BUP, skal være familiefokuseret, i forhold til forebyggelse, udredning, behandling og opfølgning.

Værdier er afgørende for det mentale helbred

I hele den vestlige verden stiger den psykiske mistrivsel. Men ventetiden ind i BUP var meget længere for 20 år siden. I dag er vi så veltrimmede, man kan blive. Idéen om hurtighed har ødelagt meget, og de ansatte slides ned i alt for hurtigt tempo. Men det fungerer faktisk ret godt mange steder. Vi ved, at man kan blive både sund og rask.

Vores samfund er så anderledes i dag, at den organisering, vi lige nu har, ikke adresserer befolkningens behov. Der var indtil 2026 ingen kommunal sektor for mental sundhed, og psykiatrisk sygdom adresseres derfor stadig næsten kun i børne- og ungdomspsykiatrisk regi, på hospital og speciallægepraksis med ydernummer.

Værdier som ligeværd, respekt og samarbejde er afgørende for alles mentale helbred, og de værdier bør i fremtiden gennemsyre hele vores samfund, også når det gælder sygdom. Det mentale helbred og psykiatriske sygdomme skal adresseres under mange lovkomplekser, og ikke kun under sundhedsloven. Et eksempel er pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR)-psykologerne, der er organiseret i skolevæsenet, men er første indsats, når et barn viser tegn på mistrivsel. De indgår både i forebyggelse og den tidlige behandling.

De kommunale lettilgængelige behandlingstilbud (LTT), hvor mange PPR-psykologer arbejder, er det første skud på en kommunal sektor for det mentale helbred [3]. Det kan vi takke tiårsplanen for.

Men de næste mange år skal mange børn og unge med svære sygdomme behandles med intensive pædagogiske og psykologiske familieindsatser/behandling og medicin, primært fordi de ikke blev grebet i tide. Vi vil først se en reel effekt af LTT om mange år.

Fokus på det rigtige

Vi skal stoppe ulykken og måle på noget relevant. Det har De Økonomiske Råd set på [4]: Ventelisten ind i BUP er ikke irrelevant, men den er heller ikke afgørende, og det ensidige fokus på nemme tal står i vejen for et fokus på det, der er hjælpsomt.

Hvad ønsker vi at opnå? At vores børn og unge vokser op trygge, sunde og i stand til at magte deres liv. Vi bør sætte tidligt ind, gøre mere af det, der giver værdi, det, der virker, og måle på det, der er relevant: om familierne kan magte livet, om børn kan gå i skole og forældre på arbejde.

Vi skal pege på det i samfundet, der driver mistrivsel og psykiatrisk sygdom: At der mangler tid til mødet mellem mennesker, den manglende menneskelige kontinuitet for småbørn, skolebørn og unge generelt og også for børne- og ungdomspsykiatriske patienter. Inklusionsdagsordenen med segregeringsretorik og mangel på forebyggelsesfokus betyder, at flere børn og unge med neuropsykiatriske vanskeligheder lider længere tid i almentilbud og får svær komorbiditet. Den virtuelle verden med traumatiserende content og afhængighed, ensomhed, selvskade og selvmordsadfærd. Konkurrencestat og new public management, der hylder hastighed og nedbryder velfærdssamfundets grundpille: gensidig tillid. Men læger kan og skal ikke ændre samfundet; det skal vi gøre i samarbejde med resten af befolkningen.

Ny virkelighed kræver nye regler

Angst og skolefravær er nok de mest almindelige symptomer på psykiatrisk sygdom hos børn og unge. Men skolefravær adresseres ikke som en sygdom, og der er ikke nok fokus på, hvorfor barnet bliver sygt. Førhen vidste man ikke, at børn fik astmatisk bronkitis, når forældrene røg med babyen på armen. I dag anerkender vi på samme vis ikke de årsager, der udløser skolefravær, for vi ser kun på adfærden, ikke på årsagen til lidelsen.

Der findes love og færdselsregler for, hvordan biler skal bygges, så skader ved uheld bliver mindst mulige. Men der findes ingen tilsvarende regler for, hvordan man bygger virtuelle verdener, så de ikke skader vores sind. Det er en hasteopgave for politikerne at lovgive om digitale platforme.

Ensomhedsfølelsen er noget af det farligste. For barnet, den unge og de fagprofessionelle. Den trækker en væk fra (de fysiske) fællesskaber, f.eks. i familie og skole.

Det politiske handlepres kan også lede til ensomhedsfølelse og skabe splittelse – og så opgives samarbejdet. Men ingen organisatorisk enhed eller fagprofession kan løse dette alene. Det er BUPs største styrke: Det ligger i vores DNA at samle hele familien og alle de fagprofessionelle og vise barnet, at det er vores ansvar at hjælpe. Og at det kan vi godt.

Det fælles ansvar for barnet

Det kommunale LTT er en succeshistorie, fordi det er lykkedes at få kommuner og regioner til at samarbejde, tage fælles ansvar, ingen overgange eller skarp ansvarsfordeling. LTT bygger på gensidig respekt, ligeværd og samarbejde.

Princippet er klart: Fungerer det ikke, er det et fælles problem. Det er en fejl, hvis en familie får besked på, at barnet hverken hører til i LTT eller i BUP og derefter overlades til sig selv. Det er et fælles ansvar at finde den rette hjælp til familien. Lider barnet f.eks. under en skilsmisse, svære økonomiske kår eller kognitive vanskeligheder, skal barnet ikke bare behandles for den medfølgende psykiske mistrivsel i LTT eller BUP. Måske skal familien have hjælp i kommunens familieafdeling eller skolens PPR.

Samme afvisningsforbud burde indføres overalt: Beder en kollega en anden kollega om hjælp, afviser man ikke at hjælpe. Hvis man ikke selv kan hjælpe, må man sammen finde ud af, hvor hjælpen så skal findes.

At dette princip ikke gælder alle steder i dag går i høj grad ud over de sværest psykisk syge, hvor det gode samarbejde i dag desværre er den smukke undtagelse. Gode eksempler findes: de regionale døgninstitutionsteams, der samarbejder med børne- og ungehjemmene. Det fælles ansvar bør også indføres her. Børn med psykiatrisk sygdom skal bo på opholdssteder med tværsektorielt ansvar og samarbejde, psykiatrisk uddannet personale og kapacitet til at samarbejde med familien.

Ingen familie bør stå som tovholder for sit eget barns fragmenterede tværsektorielle forløb.

Regeringens udspil [5] peger netop på den problematik med deres sammenhængende plan og en familieambassadør for de sværest syge. Den model kræver, at alle samarbejder. Statsministeriet bør samle alle relevante ministerier med et klart fokus: Hjælp familier med syge børn. Skriv den nødvendige tværministerielle lov, øremærk penge til implementering af modellen. Lad os få en folkesundhedslov med en forebyggelsesplan for barnets opvækst både i den fysiske og den digitale verden. Lad os få en specialeplan på social- og handicapområdet.

Akutpakken skal give flere penge til LTT og til tværfaglig kapacitetsopbygning i BUP.

Det er visionen om et samfund, der giver dets borgere muligheder for at udvikle en sund sjæl i et sundt legeme, der kan skabe et bæredygtigt sundhedsvæsen for både sjæl og legeme. Vi skal stå sammen om mere end blot symbolpolitik, lad os turde bruge ordet »sygdom«, både for somatiske og psykiatriske problemer. Lad politikere, embedsfolk og fagprofessionelle mødes i et ligeværdigt samarbejde om den fælles vision, at børn, unge og familier, der rammes af psykiatrisk sygdom, mødes med respekt og får den rette hjælp til rette tid.