Skip to main content

Virtual colonoscopy A practical guide Lefere P, Gryspeerdt S, red.

Overlæge Søren R. Rafaelsen E-mail: sorara@vgs.vejleamt.dk

16. okt. 2006
2 min.

Selv om virtuel koloskopi eller CT-kolografi allerede er gået ind sin anden dekade, er der kun få lærebøger om emnet. Bogen er skrevet af flere ledende forskere på området, og de 14 kapitler berører alle vigtige aspekter vedrørende CT-kolografi. Den fokuserer specielt på, hvordan man får påbegyndt teknikken på sin afdeling. Desuden giver den praktiske råd vedrørende tarmforberedelse og patientinformation. På indikationsområdet går bogen dog lidt videre end blot at nævne inkomplet koloskopi. Det skyldes nok, at dette afsnit er skrevet af en amerikansk forfatter. Derimod pointeres kontraindikationerne som: akut divertikulit, toksisk megacolon, nylig polypfjernelse, biopsi og kolorektalkirurgi.Der er illustrationer fra todimensionale billeder af kolorektal cancer til virtuel fremstilling af små polypper, flade adenomer og cancere ved hjælp af 64 array skannere. Der er god hjælp at hente i figurerne, der viser forskellen på divertikulitfølger og cancer i sigmoideum. I bogens register er der mange henvisninger til illustrationer af falsk positive og negative resultater, specielt i kapitlet om pitfalls.Forholdene ved »læsningen« af skanningen beskrives nøje, dels er det vigtigt at have tid og uforstyrrethed samt at undgå readers fatique. Ved computeraided detection er der ingen træthed. Det konkluderes, at teknikken yderligere skal udvikles og evalueres, før den kan anbefales. I nær fremtid behøver lægen måske kun at se på de todimensionale billeder, mens computeren selv ser på den virtuelle koloskopi og finder eventuelle polypper bag folderne. Dermed undgås tidsforbrug på at se både bug- og ryglejeoptagelserne igennem antegradt og retrogradt med virtuel endoskopi.CT-kolografi anbefales endnu ikke til førstevalgsundersøgelse i en screeningssammenhæng, kun hos ældre med kadiovakulære sygdomme. Ved screeningsprojekter fremhæves det, at det er nødvendigt, at røntgenafdelingerne har været igennem en indlæringskurve inkluderende hele processen: patientforberedelse, skanningsteknik, dilatation af colon, billedmanipulation og fortolkning.

Bogen kan varmt anbefales til røntgenafdelinger, der udfører CT-kolografi eller påtænker dette.

Berlin: Springer-Verlag, 2006.

200 sider. Pris: 120 EUR.

ISBN 3-540-22865-9