Skip to main content

Vis mig dit h-indeks og jeg skal sige dig hvem du er

En interviewundersøgelse viser at der tegner sig to relativt klare – men også ret forskellige – forskerprofiler. For sjov kan vi kalde dem »prioritizers« og »promoters«.
Colourbox
Colourbox

Charlotte Wien Scholarly Communication OPEN Klinisk Institut Syddansk Universitet. E-mail: chw@bib.sdu.dk. Bertil F. Dorch ph.d. bibliotekschef, Evgenios Vlachos ph.d. forskningsbibliotekar, Daniella Bayle Deutz ph.d.. forskningsbibliotekar og Dorte Drongstrup ph.d .forskningsbibliotekar – Syddansk Universitetsbibliotek Syddansk Universitet. Interessekonflikter: ingen

21. jun. 2020
4 min

Det spørgsmål, som vi satte os for at undersøge, var, om forskerne er bevidste herom, og om der er nogen, der faktisk arbejder strategisk og systematisk med at forbedre deres h-indeks ved at holde nøje øje med de enkelte publikationers citationer og gennem forskellige former for fodarbejde plejer de enkelte publikationers citationer.

Først identificerede vi en stribe medicinske forskere med et højt h-indeks. Dernæst undersøgte vi, hvordan citationerne fordelte sig på deres publikationer. Så valgte vi 18 forskere ud, hvor fordelingen af citationer så meget forskellig ud. I vores artikel (2) beskrives proceduren mere detaljeret, men kort fortalt, valgte vi de forskere, der enten havde en meget jævn eller en meget ujævn fordeling af citationer på deres publikationer. Vi spurgte dem, om vi måtte gennemføre et semistruktureret forskningsinterview med dem om deres h-indeks. Ni af dem var villige hertil.

Gennem interviewene viste det sig, at der tegnede sig to relativt klare – men også ret forskellige – forskerprofiler. For sjov kan vi kalde dem »prioritizers« og »promoters«.

En promoter er i vores sammenhæng en forsker, der satser på at publicere i stærkt specialiserede tidsskrifter. De giver pokker i tidsskriftets formelle placering i hierakiet og er bedøvende ligeglade med Journal Impact Factors og SCImago Journal Ranks og publicerer som konsekvens heraf hyppigt og gerne, men i lavere rangerende tidsskrifter. For dem er det langt vigtigere, at den viden, de producerer, når det publikum, for hvem den er relevant og helst hurtigst muligt. Derfor er disse forskere også mere synlige på andre formidlingsplatforme end blot de videnskabelige: De er hyppige gæster i medierne og holder gerne populærvidenskabelige oplæg for lægfolk, og som en af dem sagde: Det vigtigste er, at vores viden bliver spredt og kommer derud, hvor den kan blive forstået og brugt.

En prioritizer ser anderledes på sagen. De publicerer generelt færre artikler, men i højere rangerende tidsskrifter. Det valg træffer prioritizerne, fordi citationer for dem er vigtige, og de ser typisk de højt rangerede tidsskrifter som vejen hertil. Der var ikke nogen af vores interviewpersoner, der tilkendegav, at de målrettet arbejdede med at skaffe de enkelte publikationer citationer ved at markedsføre deres publikationer gennem f.eks. sociale medier. Men de var alle meget bevidste om betydningen af internationale samarbejder. Dette blev gentaget i flere af interviewene, og efterfølgende sammenlignede vi de to grupper af forskere for at se, hvem der havde flest artikler med internationale samarbejdspartnere. Det viste sig, at prioritizerne havde internationale medforfattere på 55 procent af deres artikler mod 24 procent hos promoterne. Som en af dem udtrykte det: Det er ved at samarbejde internationalt, at vi skærper vores forskningsfaglige dygtighed. Disse forskere havde tilsvarende også fokus på at benytte forskellige sociale medieplatforme som f.eks. LinkedIn og Twitter til at markedsføre deres forskning, ligesom vi her fandt en større bevidsthed om betydningen af medforfattere i forhold til at sikre, at ens publikationer blev citeret. Nogle berettede om, hvordan de var strategiske i forhold til medforfattere og ville vælge samarbejdspartnere, der var kendte for at have et vidtforgrenet fagligt netværk, da deres erfaring tilsagde dem, at det var en relativt effektiv metode til markedsføring af sin forskning. En enkelt berettede, hvordan han havde tilbudt et tidsskrifts redaktør medforfatterskab, fordi han havde lært, at hans artikler så fik flere citationer.

Hvilken strategi er så den klogeste? Tja, det kommer vel nok an på, hvad man vil opnå. I sagens natur kan begge strategier lede frem til en strålende karriere. Fremskrivninger af tallene tyder dog på, at prioritizernes strategi vil vinde over promoternes på den lange bane, hvis målet er et højt h-indeks. Der er jo bare det, at det mål nok ikke er det mål, som promoterne har: De ønsker tilsyneladende en anden og mindre målbar – men måske også mere generel – synlighed og får den.

På mange måder er det heller ikke interessant, hvad de to forskellige typer af forskere ønsker at opnå i denne sammenhæng. Hvad der er langt mere interessant at forholde sig til er, hvad politikerne og borgerne ønsker at forskerne skal: Skal de optimere mod halvtomme og delvist misvisende performance indikatorer a la h-indekset, som i mangel af bedre anvendes som internationale standarder, og som derfor kan medvirke til at signalere »høj faglig standard« på den internationale scene? Eller skal de optimere mod at sprede deres viden hurtigst muligt til gavn og glæde for befolkningen måske på bekostning af et par points eller fem på de internationale rankinglister? Vi ved godt, hvad vi synes, er det rigtige at gøre, men det er vi muligvis meget uenige med nogle forskere om.

Referencer

Litteratur

  1. Hirsch J. (2005): An index to quantify an indicidual’s scientific research output. Proc Natl Acad Sci U S A. 2005;102:16569-72.

  2. Deutz DB, Vlachos E, Drongstrup D et al (2020): Effective publication strategies in clinical research. PLoS ONE 2020;15: e0228438.