Volapyk i journalen

Vedrørende artiklen i Ugeskrift for Læger [1] med emnet volapyk i journalen, som handlede om brug af talegenkendelse i forskellige afdelinger, vil jeg meget gerne tilføje en kommentar.

Jeg vil begynde med at sige, at jeg på ingen måde har oplevet den negative omtale og besvær med programmet som beskrevet i Ugeskriftets artikel. I hvert fald ikke på det niveau, som var påstået.

Jeg er oprindelig engelsktalende, og jeg lærte dansk for syv år siden. Jeg taler stadig med accent og taler på ingen måde så flydende dansk, som jeg kunne tænke mig, men alligevel har jeg været positivt overrasket over, hvor udmærket talegenkendelsesprogrammet fungerede. Jeg synes faktisk, at det fungerer så godt, at jeg udelukkende bruger det til alt stuegangsarbejde.

Programmet er selvfølgelig ikke uden udfordringer, især i starten hvor programmet lige skal lære brugerens sædvanlige udtryk, og der skal tilføjes en del ord til en brugerdefineret ordbog.

Man kan være udsat for at skulle gentage nogle ord flere gange, før programmet kan finde ud af det, men det er hurtigt overstået.

Som klinikere plejer vi stort set at have et fast udvalg af ord og grammatik, som bliver brugt i de forskellige specialer - det gør det betydeligt nemmere for programmet. Som læger er vi ansvarlige for notaterne i journalerne, og selv om notaterne er skrevet af en sekretær, er det stadig lægen, der har ansvaret for de ord og udtryk, der bliver skrevet, og derfor er det ikke anderledes, når man talegenkender.

Selv om vores afdeling ikke har adopteret talegenkendelse på alle notater endnu, arbejder vi på højtryk på dette, og man kan tydeligt se den positive fordel samt utallige muligheder, som talegenkendelse giver. Jeg vil lige nævne nogle eksempler:

1. Stuegangsnotater er klar med det samme, og alle tværfaglige medarbejdere kan hurtigt opdateres med notater i patientens journal.

2. Det er ikke unormalt, at vi udfører elektivt tilsyn i naboafdelinger, ofte i vagten, hvor der ikke er en sekretær til stede. Tidligere måtte man vente til næste dag, før notatet blev tilføjet i journalen, men nu er det muligt at få tilgang til, da det ligger digitalt og er godkendt af den læge, der har gået tilsyn. Den interne kommunikation er derfor mere effektiv med klar fordel i patientbehandlingen.

3. Skrivearbejdsgangen er lettet for de overbelastede sekretærer, som nu har mere tid til at lave alle de andre opgaver, der ligger hos dem.

4. Med hensyn til retningslinjer om patientinformation og kvalitetssikring kan behandlingsplaner journalføres uden forsinkelser, og patienten kan få en kopi med det samme.

Dette er bare få eksempler på områder, hvor jeg synes, at talegenkendelse i patientens elektroniske journal har lettet min dagligdag, og jeg synes på ingen måde, at Ugeskriftets artikel var en fair redegørelse over, hvordan det praktisk fungerer.

Jeg vil gerne tilføje dette link til en onlinevideo med et eksempel, hvor man kan se talegenkendelse i brug: www.youtube.com/watch?v=42bX8_Kiivg.

Interessekonflikter: ingen