Vores overenskomstforhandlinger er begyndt - i hvert fald i pressen

Vores kommende overenskomstforhandlinger er allerede begyndt i pressen. Vi kan se frem til at blive mødt med krav om, at vi er nemmere at få fat i, har længere åbent, samling i større lægehuse, individuel specialisering, ophør af kilometergrænsen, alt sammen ting, der går i retning af, at vores patienter ikke mere har deres egen læge men deres eget lægehus, hvor de kan frekventere diverse »specialister«/læger, når det passer patienten. Overblikket vil så blive som på sygehuset, at vi har en fælles journal, men ingen læge mere, der kender patienten som et helt menneske, dvs. farvel til familielægen og de goder, det system havde.

Hvad har vores forening så luftet af emner, de synes er interessante? Ja, i formandens beretning er det bedre telefonsystemer og frivillig livslang efteruddannelse, som han synes, at det kan være spændende at forhandle. Alt sammen er for at sikre kvaliteten. Andre emner kan jo komme op, når de tager på rundtur til praksisudvalgene til september, som det fremgår af køreplanen for overenskomstforhandlinger.

I køreplanen mangler jeg en ting, nemlig hvad med input fra medlemmerne - skal vi ikke høres hverken før eller efter en overenskomst?

Jeg mener, at vi har nogle store problemer, der er meget vigtigere, og som man åbenbart ikke vil tale mere konkret om end i form af idekataloger. Vi mangler læger og bør derfor tage det som udgangspunkt i alle forhandlinger, indtil det problem er overstået om 10-20 år. Jeg vil derfor foreslå en debat om emnet, og jeg lægger gerne ud med, hvad jeg selv mener.

Fastholdelse af ældre kollegaer

Belønning til de læger, der vil blive efter 60 år. Mit forslag er, at laves der en aftale med regionen om at blive til 62 år, udløser det et års basishonorar (gennemsnit af de sidste to år) ved ophør. Kan forlænges for hvert år dvs. til 63-64-65 år med års ekstra basishonorar ved ophør. Dvs. totalt 2 års basishonorar til udbetaling ved det fyldte 65. år. Hvis der er 1.600 patienter, er det maksimalt 800.000 kr. Det er trods alt et beløb, der burde kunne få nogle til at overveje, om de ikke vil tage en tørn lidt længere. Ordningen skulle køre i en fastsat periode, f.eks. ti år.

Hvis 1.000 læger ville bruge muligheden fuldt ud i den periode, blev det en engangsudgift på 800 millioner kr., ikke meget, når man i sygehusvæsenet taler om 100 milliarder.

Rekruttering af nye kollegaer

Der indføres et årligt praksislægetillæg i forbindelse med næste overenskomst. I 2009 er det på 25.000 kr. i 2010 på 50.000 kr. og i 2011 og fremover 75.000 kr. Dette tillæg tilfalder alle i praksis med eget ydernummer. Dvs. har man en delepraksis, falder tillægget kun en gang. Da det er tillæg, der kun findes i praksis, kunne det tiltrække dem, der er speciallæge i almen medicin men ikke bruger deres uddannelse i praksis, eller dem, der kun kører vagter, til at få sig en praksis. Det vil være en merudgift på i alt 90 millioner kr. år 1, 180 millioner kr. år 2 og 270 millioner kr. fra år 3 og fremover. Da det vil blive en del af vores overenskomst, er jeg godt klar over, at det kan gå ud over andre områder, hvor vi ville ønske en indtægtsstigning, men jeg tror, at det vil gavne rekrutteringen og også fastholdelsen.

Placering af praksis

Ønsker man at have indflydelse på, hvor der skal være læger, kunne landlægetillægget genindføres. Men kunne så kaldes for et zonetillæg. Jeg forestiller mig fire zoner. Zone 1 med en radius på 30 km fra universitet, zone 2 radius > 30 km og maks. 50 km fra universitet, zone 3 radius > 50 km og maks. 80 km fra universitet og zone 4 > 80 km fra universitet. I zone 1 skulle der ikke være tillæg og så en stigende faktor, som basishonoraret bliver ganget med.

Ønsker man at samle praksis, er det også o.k., men så skal der betales kompensation til de praksis, der skal flyttes, eller som ikke kan sælges, når en læge stopper, hvis der tilbydes nedsættelse et andet sted af ydernummeret.

Gensidig kollegialitet

Jeg kunne godt tænke mig, at vi forsøgte at hjælpe hinanden. Jeg finder det meget ubehageligt at høre om kollegaer, der efter mange års arbejde blot må lukke deres praksis og aflevere deres knowhow i form af journaler uden nogen betaling. Vi er selvstændige erhvervsdrivende, får vi tit at vide, men vi bestemmer kun over vores udgifter, ikke vores honorarer, og nu heller ikke over vores journaler. Jeg vil derfor foreslå, at vi ændrer værdiansættelsen af praksis ved salg.

Knowhow (journaler) koster femover, hvad der svarer til to års basishonorar, aktuelt 400 kr. Det er så, uanset om du får en ny patient eller køber en hel praksis. Dette bør også gøre det nemmere at låne penge til praksiskøb, da det er en blivende værdi.
Inventar sælges efter værdien, kan altid prissættes af et firma, hvis man ikke kan blive enige.
Attraktionsværdi sættes helt frit, fra kr. 0 og til, hvad den der vil betale mest, vil give.
Bygninger sælges efter vurdering af ejendomsmægler.

Punkt et vil gøre, at ingen mister sin praksis og dens værdi, men er garanteret kr. 640.000, hvis man har 1.600 patienter; det vil betyde, at alle er mere ligestillede, ingen vil komme til at tjene på, at en kollega bare må stoppe, og ingen vil kunne få nye patienter gratis.

Vi har også diverse fonde, og måske var det en ide at lave en til praksis, der ikke kan sælges, og den så udbetaler, hvad der svarer til et eller to års basishonorar. Man kunne jo så sige, at starter der en ny 0-praksis eller udvidelse af praksis i området senere, skal der indbetales et tilsvarende beløb over en årrække til fonden, så den bliver selvfinansierende.

Respekt for vores arbejde

Vi må få forklaret politikerne en gang for alle, at så længe de vil have, at vi er selvstændige erhvervsdrivende, når det kommer til udgiftsiden, kan de ikke bare kræve ind uden at ville betale. Vil de ændre systemet helt til lægeklinikker med »ambulatorium«-funktion og forpost for sygehusene, snakker vi nationalisering og dvs. opkøb af samtlige lægepraksis. Er det ikke det, de vil, må de også være indstillet på at betale os en ordentlig pris for vores arbejde, hvilket vil sige en betydelig stigning i vores konsultationshonorar og ikke kun om dagen men så afgjort også i vagten. Vi har også et ansvar for de læger, der lever af at køre vagter, og for os andre er det at betragte som overarbejde, hvilket burde betyde 150% i A-vagt og 200% i B-vagt af daghonorar. I dag er det sådan, at respekten måles ikke længere i din viden men i din indtjening, og vores erhverv er ved at nå det punkt, hvor vi bliver betragtet som butikken henne om hjørnet med den fordel for patienterne, at de har betalt for vores ydelser, så det er et krav, at vi lever op til deres ønsker. På lang sigt duer denne glidebane ikke; vi må sætte hælene i nu. Det er på tide, at vi gør opmærksom på, at vi ikke tjener enorme summer og langtfra, hvad andre med tilsvarende uddannelser kan tjene.