Vores samfund blev sygt – nu skal det hele

Forleden talte jeg med ung kvinde, der netop havde afsluttet en hård kræftbehandling og nu skulle hjem. Alle var glade. Undtagen kvinden. Hendes liv var ændret for altid. Hun var ramt, og nu kunne alt ske. Hun mærkede tomhed, angst og meningsløshed. Hun delte ikke omverdenens trang til at fejre at »være kommet ud på den anden side«. For det var ikke slut her. Nu begyndte det eksistentielle og åndelige arbejde – det, der ikke kan handles på og derfor let bliver overset. Og det var der ingen, der havde talt med patienten om.

Dette eksempel på et patientforløb kan sammenlignes med, hvad der sker for os som samfund i denne coronatid. Et behandlingsforløb begynder med en diagnose, der kan medføre både chok, krise og forvirring. Så starter behandlingen, som tit er så hård, at patienten bruger al energi på at overleve. Så kommer »efterbehandlingen«, hvor patienten skal vende tilbage til et forandret liv. Her opstår der ofte eksistentielle tanker som; »Hvis verden er sådan her, har jeg ikke lyst til at være i den«, eller »Hvad er meningen med, at jeg er blevet ramt?«. Det kan føre til både meningsløshed og håbløshed, men også til tanker om, hvem og hvad der er vigtigt i livet.

Samfundet er sygt. Det blev diagnosticeret med corona, blev behandlet, og kurven blev grøn. Men som hos den unge patient er vi ikke »ude på den anden side«. Der er et åndeligt stykke arbejde foran os. I en vis forstand er vi alle patienter i et samfund, der lider under krisen. Og her er der heller ikke nogen til at hjælpe os, fordi vi har været så besatte af praktik og tørre tal, at ingen har set de eksistentielle følger i øjnene. Jeg blev ellers opløftet, da statsministeren for et par dage siden sagde, at nu skulle vi i gang med at lære af pandemien – for så straks at tale om værnemidler og smittebegrænsning uden overhovedet at nævne alt det, pandemien virkelig lærer os om ikke at være herre i eget hus. Men det kræver, at vi overgiver os til, at vi ikke kan styre, hvad fremtiden bringer. Vi skal finde ny mening og genopfinde os selv i de måder, vi er sammen på, arbejder på og tænker på.

Hvis du forstår parallellen her, så forstår du også, hvordan mange patienter har det. Forskellen her er, at pandemien har åbenbaret, at vi alle kan blive ramt. I sidste ende er vi alle patienter, og det skaber det fællesskab, vi har brug for, når vi ikke længere kan handle, men må være i afmagt, taknemmelighed, meningsløshed, sorg og glæde - alt det, der angår det at være menneske. At komme »ud på den anden side« kræver mere end flag. Det kræver magtesløshedens fællesskab.