Vrangforestilling

Overlæge Malene Hilden punkterer i en artikel bragt i Ugeskrift for Læger 31.8.2020 (“Ni myter om transkønnethed”) en myte, der lyder “Transkønnethed er en psykiatrisk lidelse”, hvor der står:

»Der er i dag international konsensus om, at transkønnethed ikke er en psykiatrisk sygdom, ALTSÅ EN VRANGFORESTILLING« (fremhævning K.R-P).

Det giver mig anledning til følgende kommentar:

Sætningen falder i to dele. Første del, »Der er i dag international konsensus om, at transkønnethed ikke er nogen psykiatrisk sygdom«, og anden del »altså en vrangforestilling«.

Første del har karakter af en konstatering, men det uddybes ikke nærmere. Hvorfra har M.H. denne konstatering? Foreligger der noget på skrift, der eventuelt nærmere uddyber, hvad denne konsensus bygger på? Eller forholder det sig sådan, at det drejer sig om et indtryk, måske i kraft af en ren faktisk konstatering af, at mange lande har trukket transkønnethed ud af deres psykiatriske diagnoselister,evt. at diagnosen er fjernet fra ICD? Det er den slags spørgsmål, der naturligt kan opstå,når man blot nøjes med en konstatering, uden at dette nærmere uddybes.

Anden del har karakter af en vedhæftelse. Her rejser der sig også et par spørgsmål. Som læser spørger man sig selv, om det forholder sig sådan, at ordet vrangforestilling på en eller anden måde indgår i den internationale konsensus. I så fald må det næsten forudsætte, at der netop foreligger noget på skrift, hvoraf det skulle kunne fremgå, om ordet vrangforestilling spiller en særlig rolle i forbindelse med, at transkønnethed ikke længere er en psykiatrisk sygdom. Eller forholder det sig sådan, at vedhæftelsen er M.H.'s egenhændige tilføjelse, hvilket jeg er tilbøjelig til at mene, men det kan jeg naturligvis ikke vide noget sikkert om. Spørgsmålet kan i første række kun besvares af M.H. selv.

International konsensus

Jeg er klar over, at den ovenstående decifrering fra min side for nogle kan virke som det rene pindehuggeri. Imidlertid finder jeg det vigtigt, at opnå en afklaringog præcisering af, hvordan man skal forstå grundlaget for den internationale konsensus, som har bevirket, at den psykiatriske diagnose transkønnethed ikke er en psykiatrisk diagnose. Ligedan med vedhæftelsen og dens nærmere relation til og forbindelse til den internationale konsensus. Sagen drejer sig om ophævelse af en psykiatrisk diagnose, hvilket bør behandles seriøst og ikke med luftige udtalelser.

Jeg er tilbøjelig til at mene, at man med rimelighed kan og må læse vedhæftelsen, altså en vrangforstilling, som M.H's opfattelse af, at den tidligere psykiatriske diagnose transkønnethed hvilede på tilstedeværelsen af en vrangforestilling hos de transkønnede, og det er netop det, der nu er opnået international konsensus om ikke er tilfældet, altså at de transkønnede skulle have en vrangforestilling. Derfra og til så nærmest som en konsekvens af dette at afvise transkønnethed som en psykiatrisk diagnose er et spring, man ikke kan gøre eller tage. Men det er med M.H's mulige egenhændige vedhæftelse, »altså en vrangforestilling«, hun – metaforisk udtrykt – netop foretager springet. Lad mig prøve at forklare dette lidt nærmere, men nu med et sprogbrug, som det anvendes i psykiatrien

Forskellig sprogbrug

En vrangforestilling kan optræde i to forskellige sprogbrug, dels i daglig hverdagssprogbrug, og dels i psykiatrisk sprogbrug. Når det bruges i almindelig, dagligdags tale betegner det blot en forkert forestilling, som kan korrigeres på passende vis, men brugt i psykiatrisk sprogbrug betegner det ligeledes en forkert, falsk forestilling, men med den afgørende forskel, at forestillingen er ukorrigerbar, og da benævnt paranoid forestilling. Det skal her siges, at man i psykiatrisk sammenhæng ofte bruger ordet vrangforestilling som identisk med paranoid forstilling. Det er indforstået tale. Har en person paranoide forestillinger, er han eller hun psykotisk og kan få en psykosediagnose. Den psykiatriske diagnoseliste har flere hovedgrupper, deriblandt hovedgrupperne »Psykotiske sygdomme« og »Ikke psykotiske sygdomme«. Såfremt M.H. anvender ordet vrangforestilling i dets faglige betydning, altså en ukorrigerbar forestilling, er diagnosen transkønnethed en psykosediagnose. Hertil er blot at sige, at den psykiatriske diagnose transkønnethed aldrig har været en psykosediagnose. I de psykiatriske lærebøger beskrives de transkønnede som apsykotiske, og dermed er der ikke beskrevet vrangforestillinger af paranoid type. Såfremt M.H. anvender ordet i denne betydning, henviser hun til en diagnose, som aldrig har eksisteret. Der er derfor heller ingen diagnose at fjerne fra den psykiatriske diagnoseliste. Skulle M.H. derimod anvende ordet vrangforstilling i den ikkepsykotisk betydning, en forestilling, der er korrigerbar, kommer der nye problemer. For at forklare dette, er det nødvendigt at give en kort beskrivelse af de transkønnedes karakteristika.

Misforhold

Det centrale er, at han eller hun giver udtryk for, at der er et udtalt misforhold mellem deres biologiske køn og deres psykologiske kønstilhørsforhold, dvs. deres kønsidentitet, som er et sjæleligt fænomen. Det er vigtigt, særligt i denne her sammenhæng at understrege, at det er noget, vi hver især i vores indre oplever og således har adgang til. Vi kan være mere eller mindre bevidste om vores kønsidentitet. De transkønnede synes at være ret bevidste om deres kønsidentitet, måske mere end mange andre, hvilket måske hænger sammen med, at deres kønsidentitet står i skærende kontrast til deres biologisk køn. Der råder et misforhold mellem deres biologiske køn og deres kønsidentitet, og det er vigtigt at understrege, at det er et misforhold som den transkønnede oplever og ikke forestiller sig. Misforholdet har rod i oplevelsesverdenen og ikke i forestillingsverdenen, f.eks. »Jeg ved, jeg er en mand af udseende, men inderst inde føler jeg mig som en kvinde«.
Det centrale i deres tilstand er derfor, at de oplever en indre disharmoni, som præger dem fra den tidlige barndom og videre op gennem puberteten og voksenlivet, og de har et intenst ønske om kønsskifte. Deres grundproblem – den indre disharmoni – er ikke noget de forestiller sig, men noget de oplever, og som de har erkendelse af.

Det korte af det lange er, at ordet vrangforestilling ikke finder plads i beskrivelsen af de transkønnede. M. H. synes med det, jeg ovenfor har benævnt som en vedhæftelse (altså en vrangforestilling) at mene, at psykiaterne anvender vrangforestilling i deres beskrivelser af de transkønnede, hvad der nu er opnået international konsensus om, ikke er en korrekt beskrivelse, og derfor kan diagnosen slettes. Men som det gerne skulle fremgå er ordet vrangforestilling ikke til stede i de psykiatriske beskrivelser, og M.H. rammer således forbi målet – at ophæve den psykiatriske diagnose – som således fortsat eksisterer, som jeg ovenfor
i kort udgave har beskrevet. Jeg ved, at udtrykket vrangforestilling har forvildet sig ind i sprogbruget om de transkønnede, men det er en lemfældig omgang med ordet, når det anvendes i forhold til de transkønnede.

Profilering

Jeg har med mit indlæg ikke taget stilling til ophævelsen, da jeg ikke er bekendt med argumenterne for ophævelsen. Mig bekendt er der ikke beskrevet sådanne argumenter i de psykiatriske tidsskrifter eller andre steder, men de kan naturligvis være forbigået mit kendskab. Der synes at råde påfaldende tavshed vedrørende emnet. Nu henvises de transkønnede til f.eks. det nye Center for Kønsidentitet der er ledet af M.H., der er gynækolog. Tidligere ville de være blevet henvist til sexologiske klinikker ledet af en psykiater. Nu er det ikke længere en psykiatrisk diagnose, men en somatisk kontaktårsag, hvilket står med store bogstaver i Ugeskrift for Læger 31. august 2020, side 1540. Er det den ny diagnose? Ganske tankevækkende. De transkønnede er kommet ind under somatikken. M.H.'s. indlæg giver intet nyt i henseende til det faglige. Hendes mytebetegnelse får karakter af statements, der har til hensigt at profilere det nye Center for Kønsidentitet. For mig eksisterer den psykiatriske diagnose transkønnethed stadig, jævnfør min beskrivelse ovenfor. De lider meget ofte under deres indre disharmoni, og livet bereder dem til tider mange kvaler. De er ikke sindssyge/skøre i hovedet, men derimod psykisk lidende. De hører primært hjemme i psykiatrien og psykologien og ikke i somatikken.