Skip to main content

Vurdering af behandling er en psykiatrisk specialistopgave

Sundhedsstyrelsen svarer på praktiserende lægers kritik af vejledning om behandling af angst og depression hos 18-25-årige.

Enhedschef, overlæge, ph.d. Anette Lykke Petri, Embedslægeinstitutionen Øst og Tilsyn
E-mail: sorp@SST.DK
Interessekonflikter: ingen

7. maj 2015
3 min.

Sundhedsstyrelsen kan oplyse, at udkast til vejledning nr. 9899 om behandling af voksne med antidepressive lægemidler [1] er udarbejdet af en arbejdsgruppe, der blandt andre bestod af Sundhedsstyrelsens sagkyndige i psykiatri og almen medicin samt deltagere udpeget af Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Selskab for Almen Medicin og Praktiserende Lægers Organisation.

Faktaboks

Fakta

Udkast til vejledningen har været i høring, og vejledningen blev præciseret efter modtagelse af høringssvarene. Høringssvarene kan læses på www.Hoeringsportalen.dk

Specialistopgave

Af vejledningens punkt 4.6 fremgår det, at antidepressive lægemidler kan øge selvmordstanker og -adfærd hos deprimerede unge under 25 år. Det er derfor en psykiatrisk specialistopgave at overveje fordele og ulemper ved medikamentel behandling. I stabil fase kan behandlingen efter konkret aftale overgå til egen læge. Dette gælder dog ikke behandling med monoaminoxidasehæmmere.

I situationer, hvor det ikke er muligt for patienten under 25 år at få tid til konsultation hos en speciallæge i psykiatri inden for den periode, hvor behandling er påkrævet, kan patientens egen alment praktiserende læge indlede behandling med antidepressive lægemidler efter samråd med en speciallæge i psykiatri og med anvendelse af de lægemidler, der er velafprøvede hos børn og unge. Patienten skal dog fortsat ses af en speciallæge i psykiatri, når det er muligt«.

Selvmordstanker

I forbindelse med udarbejdelse af vejledningen vurderede Sundhedsstyrelsen, at særlige forhold kan gøre sig gældende ved behandling af 18-24-årige med antidepressive lægemidler. En undersøgelse har vist, at antidepressiv medicinsk behandling hos yngre voksne under 25 år kan øge risikoen for selvmordstanker og selvmordsadfærd [2]. Selvom risikoen for fuldbyrdet selvmord ikke fandtes at være øget i undersøgelsen, er det Sundhedsstyrelsens vurdering, at unge voksne under 25 år bør vurderes af en speciallæge i psykiatri, før de sættes i antidepressiv medicinsk behandling pga. den formodede øgede risiko for selvmordstanker og selvmordsadfærd i denne aldersgruppe.

Vejledninger fra Sundhedsstyrelsen er et fortolkningsbidrag til, hvordan en autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed jf. autorisationslovens §17.

En læge kan fravige anbefalingerne i vejledningen i konkrete tilfælde, såfremt fravigelsen er klinisk begrundet og journalført.

Svar på de specifikke spørgsmål [3]

1. Hvor mange 18-24 årige har suicidalforsøg årligt?

Svar: Der findes ikke valide nationale tal, fordi der ikke findes et landsdækkende register for selvmordsforsøg.[4]

2. Kan disse suicidalforsøg især relateres til påbegyndt antidepressiv behandling hos den praktiserende læge?

Svar: Nej, de data findes os bekendt ikke. Vedr. de skærpede krav til antidepressiv behandling af 18-25-årige blev der i British Medical Journal i 2009 publiceret en undersøgelse med 99.231 personer, der havde deltaget i et lodtrækningsforsøg med enten antidepressiv medicin eller placebo [2]. Undersøgelsen viste, at antidepressiv medicinsk behandling hos yngre mellem 18 og 25 år kan øge risikoen for selvmordstanker og selvmordsadfærd, men ikke risikoen for fuldbyrdet selvmord.

3. Hvordan er patienttilfredsheden ved behandling hos hhv. praktiserende læger, praktiserende psykiatere og »pakkeløsningerne«?

Svar: Der er i overenskomsten for både almen praksis og praktiserende psykiatere aftalt løbende patienttilfredshedsundersøgelser, men der foreligger ikke aktuelle data.

4. Påtænkes der ventetidsgaranti ved henvendelse til praktiserende psykiatere og »pakkeløsningerne«?

Svar: Udrednings- og behandlingsgarantien gælder ikke for praksissektoren.

Overenskomsten for de praktiserende psykiatere er netop blevet opdateret. Der er aftalt ydelser ift. udrednings- og behandlingsforløb med inspiration fra sygehusenes pakkeforløb, men målrettet praksissektoren.

Referencer

LITTERATUR

  1. www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=165423.

  2. Stone M, Laughren T, Jones ML et al. Risk of suicidality in clinical trials of antidepressants in adults: analysis of proprietary data submitted to US Food and Drug Administration. BMJ 2009;339:b2880

  3. Østergaard MS et al. Ny vejledning fra Sundhedsstyrelsen er skidt for deprimerede unge. Ugeskr Læger 177 (10) s. XXXX

  4. www.selvmordsforskning.dk