Sundhedssektoren er stødt på en ny og omvendt udviklingsvej: Teknologiske innovationer såsom wearables fandt først vej til forbrugermarkedet og derefter til klinisk brug. Det skal ses i kontrast til den traditionelle vej, hvor forskning og evidens typisk danner grundlaget for klinisk implementering. Den fortsat stigende anvendelse hos en teknologisk kyndig befolkning giver anledning til refleksion blandt egne rækker om, hvilken rolle wearables og tilsvarende ny teknologi kommer til at spille i fremtidens sundhedsvæsen.
Wearables har potentiale til mere end blot hjerteovervågning og monitorering af fysisk sundhed. .
Wearables til hjerte- og sundhedsovervågning er elektroniske enheder, som bæres på kroppen, ofte som armbånd eller ure. Disse enheder overvåger og registrerer forskellige sundhedsrelaterede data såsom hjertefrekvens, aktivitetsniveau og søvnkvalitet. Avancerede modeller kan endda detektere uregelmæssigheder i hjerterytmen som f.eks. atrieflimren. Ved at synkronisere med smartphones eller andre enheder giver de brugerne indsigt i deres daglige sundhedstilstand. Wearables spiller en stadig større rolle i forebyggelse og forvaltning af hjertesygdomme og generel sundhedsmonitorering [1, 2]. Imidlertid har wearables et potentiale til mere end blot hjerteovervågning og monitorering af fysisk sundhed. Vi befinder os kun i begyndelsen af, hvad disse enheder kan opnå, og deres rolle i at overvåge og forbedre mental sundhed er et lovende område. Mental sundhed er en afgørende, men undertiden overset dimension af vores velbefindende.
Set med videnskabelige briller har evidensgrundlaget for brug af wearables hidtil været begrænset, men den forskningsmæssige interesse for området er i vækst inden for flere store sygdomsområder, hvorfor denne situation kan ventes at ændre sig i løbet af få år. Det er imidlertid også et problem, hvis forskning kun baseres på yngre, generelt sunde populationer. Store valideringsstudier har omfattet Fitbit (n = 455.699), og Apple Watch (n = 419.297), hvoraf hhv. 94% og 88% var under 65 år [3, 4]. Der er et fortsat stort behov for forskning på bredere og mere forskelligartede patientgrupper for fuldt ud at forstå potentialet og begrænsningerne ved disse teknologier. Derudover er der fortsat et behov for at undersøge langtidsvirkningerne og pålideligheden af dataindsamling fra disse enheder.
Ud over manglen på solid evidens peges der på udfordringer vedrørende datahåndtering, herunder persondatasikkerhed, som betydelige hindringer for systematisk at integrere wearables i sundhedssektoren. Samtidig stiller den hurtige udvikling inden for forbrugerteknologi krav om agile og tilpasningsdygtige regulatoriske rammer, som kan være vanskelige at opretholde. Man risikerer, at initiativer kommer for sent i forhold til, hvor befolkningen og teknologien er, eller at de hurtigt bliver obsolete. Endelig er der også helt fundamentale aspekter af wearables, der sætter spørgsmålstegn ved det traditionelle læge-patient-forhold, idet diagnostik i højere grad initieres af patienten selv.
Skal vi trygt videre til en konkret diskussion om implementering af wearables i klinisk praksis, skal vi turde at spørge: Hvilke resultater ønsker vi at opnå og for hvem? .
Skal vi trygt videre til en konkret diskussion om implementering af wearables i klinisk praksis, skal vi turde at spørge: Hvilke resultater ønsker vi at opnå og for hvem? Der er potentiale for tidlig detektion og forbedret overvågning i patienter med kroniske tilstande. Integration af wearables i sundhedsvæsenet medfører en risiko for sygeliggørelse og overdiagnosticering af raske individer. Wearables kan udviske grænsen mellem syg og rask, og den kontinuerlige overvågning og feedback, som wearables muliggør, kan potentielt føre til, at sunde mennesker bliver bekymrede eller stressede over mindre udsving i deres sundhedsdata og have negative konsekvenser for deres mentale sundhed. Desuden er det vigtigt at overveje, hvordan disse teknologier kan integreres i det eksisterende sundhedssystem uden at skabe yderligere fragmentering, men derimod aktivt kan hjælpe patienterne i f.eks. de sårbare sektorovergange. I et system, der er præget af mangel på hænder, vil wearables som en hjælp til at udrede og følge et større antal patienter være ressourcebesparende og dermed også en gevinst. Derfor giver wearables anledning til overvejelser om, hvordan sundhedssystemet er indrettet i forhold til udredning, behandling og opfølgning.
Der har i over tyve år eksisteret en dagsorden om præcisionsmedicin og øget patientinddragelse. Det er sandsynligt, at de enorme mængder kontinuerlige data, som genereres af wearables, bliver afgørende for at realisere ambitionerne. Big data kræver særlige værktøjer og kompetencer inden for dataanalyse, både for klinikere og forskere. Derfor kan man ikke diskutere wearables uden også at inddrage kunstig intelligens som et værdifuldt værktøj til at kunne håndtere big data. Dette kan hjælpe med at forudsige sundhedsrisici og stille tidlige advarsler om potentiel progression af sygdom eller komplikationer.
Man kan ikke diskutere wearables uden også at inddrage kunstig intelligens som et værdifuldt værktøj til at kunne håndtere big data. .
Endelig er der en afgørende faktor i form af brugeradfærd og accept. For at skabe forandring i klinikken skal både patienter, sundhedspersonale og deres organisationer være villige til at implementere og effektivt anvende disse teknologier. Sundhedspersonalet skal også være uddannet i at fortolke de data, som enhederne indsamler, og forstå, hvordan de passer ind i det større billede af patientplejen. Herunder opstår udfordringen i utallige forskellige devices på markedet med tilhørende forskellige softwareopdateringer.
Samlet set repræsenterer wearables en spændende front inden for digital sundhed, og fremtiden afhænger af, hvordan vi som samfund adresserer blandt andet de praktiske og tekniske udfordringer, de medfører. Det er fortsat et dagligt problem for danske læger at overskue de datamængder, der genereres i adskillige separate systemer, som gør digital sundhed præget af silodannelse. Vi mangler simpelthen bedre dataintegration.
Vi skal omfavne det potentiale, disse teknologier tilbyder, samtidig med at vi kritisk vurderer deres anvendelse baseret på forskning, etiske og socioøkonomiske overvejelser. Lykkes vi med den udfordring, kan wearables potentielt blive en del af fremtidens optimerede, individualiserede udrednings- og behandlingstilbud.
