Skip to main content

WHO: Klimaforandringer er en trussel mod folkesundheden

Vores pensionskasse støtter klimaaftalen fra Paris. Det skal den blive ved med.

Praktiserende læge Jan-Helge Larsen, fhv. lektor ved Københavns Universitet
E-mail: jhl@dadlnet.dk
Professor emeritus, dr.med. Ole Færgeman, Afdelingen for Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital
Læge Charlotte Carina Holm-Hansen, Pædiatrisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital
Læge, MSc Health Policy Anna Roe Rasmussen. Kirurgisk Afdeling, Nordsjællands Hospital
Professor, dr.med. Øjvind Lidegaard, Gynækologisk Afdeling, Rigshospitalet
Interessekonflikter: ingen

2. dec. 2016
3 min.

Climate change is not an equivalent of a disease: it is a symptom. The cause is our unbridled dependence on fossil fuels. Christina Figueras

Vores afbrænding af fossile brændstoffer, kul, olie og gas, er den største trussel mod vores sundhed og trivsel og i sidste ende vores overlevelse. Når vi indser dette, indser vi også nødvendigheden af en omfattende teknologisk omstilling hen mod anvendelse af vedvarende energi herunder sol- og vindenergi – jo før vi indser det, desto mindre omfattende vil effekten af klimaforandringerne være. Måske er vinduet for forandring mindre end fem år.

Denne ubekvemme sandhed forsøger vi at fortrænge både som enkeltpersoner og som nation. Vi bor i et land, hvis ledelse handler som om, de slet ikke har forstået situationens alvor. I kraft af vores uddannelse må vi som læger gøre en ekstra indsats for at oplyse både befolkningen og politikerne om de alvorlige sundhedsrisici, som en fortsat brug af fossile brændstoffer indebærer. WHO anslår, at der årligt dør 12,6 millioner af forurening, især den fossile, men »kun« seks millioner af tobak [1]. En omstilling vil give kontante fordele for befolkningens sundhed i form af færre dødsfald af hjerte-kar-sygdomme, diabetes, KOL og lungekræft.

Vi må også spørge os selv, hvilken verden vi vil give videre til vore børn, børnebørn og næste generationer. Verdens årlige udslip af kuldioxid, metan- og lattergas fra fossile brændsler, biobrændsler og landbrug er faretruende højt. Nogle vil indvende, at hvad vi gør i lille Danmark, ikke kan betyde så meget. Men som et lille, rigt land kan vi vise vejen – og sikkert også selv drage fordel af det, fordi andre lande bliver nødt til at gå samme vej. Jo senere vi handler, desto sværere og dyrere bliver det at afbøde følgerne, f.eks. vil den CO2 vi producerer i dag være op til 100 år om at forsvinde fra atmosfæren [2].

Lægernes Pension er opmærksom på risikoen ved brug af fossile brændstoffer og er begyndt at sælge deres investering i fossile brændstoffer fra og investere i vedvarende energi. Som medlemmer af pensionskassen må vi støtte denne udvikling. Ved sidste års generalforsamling fik vi rejst denne debat og fik enstemmig støtte til, at Lægernes Pension i sin investeringspolitik vil understøtte den klimaaftale, som blev indgået i Paris i 2015. Ved næste års generalforsamling den 28. april 2017 ønsker vi atter at fastholde presset på pensionskassen. Vi håber, at de medlemmer af pensionskassen, der måtte dele vore synspunkter, vil bakke os op på pensionskassens generalforsamling. Denne opbakning kan gives i overensstemmelse med de gældende regler (enten direkte som delegeret eller via stillersystemet) – se https://www.lpb.dk/Om-os/Generalforsamling/Generalforsamling-2017.

Referencer

LITTERATUR

  1. www.who.int/globalchange/mediacentre/news/ministers-pledge-climate-actions/en/

  2. https://www.epa.gov/climate-indicators/climate-change-indicators-atmospheric-concentrations-greenhouse-gases