Yderligere besparelser på »vagtberedskaber« og skadestuer kan blive meget kostbare

På trods af en betydelig øget produktivitet i hospitalsvæsenet de sidste mange år synes der at være et konstant krav om at øge produktiviteten yderligere.

Politikernes bud på dette er oftest sammenlægninger af afdelinger, og besparelsen ligger i den deraf følgende nedlæggelse af »vagtberedskaber«. Ideen har de desværre nok fået af lægernes repræsentanter. Lægeforeningen taler nemlig gang på gang om centralisering og færre vagtberedskaber som svar på ressourceproblemerne - dette gør efterhånden ondt at høre.

Selvom det formentlig ikke er Lægeforeningens hensigt, ved vi læger ude i marken, at det hver gang betyder færre læger til at behandle de syge i hovedparten af døgnets timer, nemlig kl. 16.00-08.00. Når to afdelinger sammenlægges, bevares ofte kun et lægevagthold, og dette betyder ofte halvering af ressourcerne om aftenen og om natten og dermed fordobling af belastningen på den enkelte læge. På nogle afdelinger er belastningen af speciallægerne i vagten blevet ekstremt høj. De møder fx lørdag morgen til seks akutte operationer, der allerede er »planlagt« samtidig med, at der ligger meget syge patienter på afdelingen. Vore kolleger har samtidig ansvaret for at tilse alle de nyankomne akutte patienter. Det, der belaster lægerne i denne situation, er ikke kun det hårde konstante arbejde i mange timer (skiftehold) men det, at man som læge ved, at situationen er potentielt risikabel for patienterne. Det er vanskeligt at lave anamneser og undersøgelser grundige nok, når man bliver konstant afbrudt, og risikoen for såkaldte (læge)fejl stiger derfor betydeligt.

Lægeforeningen har, ifølge mine erfaringer, ikke gjort tilstrækkeligt for at passe på de læger, der står tilbage med det dobbelte antal patienter efter fx fusioner af afdelinger. Man er som læge næsten forsvarsløs i denne situation, som mange af os har oplevet, og som endnu flere af vore kolleger med sikkerhed kommer til at opleve i de kommende år. Der er i de nye regioner planlagt mange sammenlægninger af afdelinger, og »besparelsen« på lægelønninger i vagten er formentlig allerede indregnet i de nye budgetter.

Den samme uheldige effekt vil en lukning af skadestuer om aftenen få. Man kan angiveligt spare mange millioner, men det er vel blot, fordi kollegerne på de ikke-»natlukkede« hospitaler forventes at løbe dobbelt så hurtigt. Når patienterne, efter min mening, i forvejen venter alt for længe på akut lægehjælp, kan dette kun gøre situationen endnu værre. Det er et alvorligt problem, at vore regioner åbenbart i deres planlægning accepterer, at mennesker, der fx har knoglebrud og kraftige smerter, må sidde i timevis i overfyldte venteværelser, før de overhovedet kan få lægehjælp. Til en eventuel efterfølgende operation accepteres yderligere mange timers ventetid. Vi må som faggruppe tage mere klart afstand fra disse forhold.

De nuværende tiltag med reduktion af antallet af læger på akutområdet er således kun rimelige inden for visse specialer og i nogle få geografiske områder. På de hospitaler, hvor jeg høster mine erfaringer, er der ikke mere at hente ad den vej, og flere steder skønner jeg, at man allerede er gået for vidt.

En af de vigtigste forudsætninger for en acceptabel patientsikkerhed er, at der er tilstrækkeligt med ressourcer til rådighed. Lægeforeningen opfordres til i større omfang at være med til at sikre, at dette er tilfældet. En god start ville være, at Lægeforeningen etablerer et nyt handlekraftigt råd.

Lægeforeningens råd for ressourcerelateret patientsikkerhed

Dette råd skal være meget stærkt bemandet således, at det alene ved sin tilstedeværelse vil være med til at begrænse de urimelige forhold, der ellers kan komme til at råde på nogle områder. Alle læger bør kunne henvende sig til rådet, hvis de føler, at forholdene for patienterne eller kollegerne er uforsvarlige eller bliver forringet væsentligt, uden at man lokalt er i stand til at løse problemet.

Jeg håber, at alle i Lægeforeningen får øjnene op for ressourceproblemerne efter kl. 16.00 og er villige til at gøre noget ved det.