Skip to main content

Ydernumre og speciallægemangel

Speciallæge Kjeld Lyngborg, Frederiksberg, & overlæge Mogens Tangø, Hjertecentret, RigshospitaletE-mail: mogens.tangoe@rh.regionh.dk

13. jun. 2008
3 min.

I tiden før 1977 havde enhver læge ret til at praktisere uden for hospitalerne, hvis vedkommende havde erhvervet jus practicandi. Dette krævede ud over medicinsk embedseksamen et års turnustjeneste på et hospital. Inden for intern medicin havde de fleste, der praktiserede uden for hospitalet, deres hovederhverv som overlæge på det lokale sygehus; de brugte således noget af deres fritid til at give patienterne del i deres specialviden. Da der dengang var betydelig konkurrence om de ledigblevne overlægestillinger, var der nogle speciallæger, der ikke fik en overlægestilling, men måtte leve af at praktisere uden for hospitalsvæsenet - ofte kom de til at fungere som en slags alment praktiserende læger.

I 1977 var man blandt alment praktiserende læger bange for, at der ville blive for mange læger i lægepraksis. For at kontrollere tilgangen enedes man derfor med den relativt nyligt etablerede offentlige sygesikring om at indføre en ordning, hvorefter enhver alment praktiserende læge skulle have et såkaldt »ydernummer« for at få en betalingsaftale med Sygesikringen. Ved at begrænse tildelingen af ydernumre opnåede man kontrol med antallet af alment praktiserende læger. Ordningen med tildeling af ydernumre udvidedes i 1978 til også at gælde speciallæger, hvorefter man også havde kontrol med antallet af speciallæger.

Siden da har erhvervelse af et ydernummer - sædvanligvis ved køb - været en betingelse for, at en speciallæge kan praktisere »efter aftale med Sygesikringen«. Denne »aftale« betyder, at hele lægehonoraret betales af Sygesikringen, forudsat at patienten har fået en »henvisning« fra patientens alment praktiserende læge (denne ordning gælder for Sygesikringens gruppe 1 - for Sygesikringens gruppe 2 gælder en særlig ordning). Sygesikringen har - i et vist samarbejde med de etablerede speciallæger - holdt skrap kontrol med tildelingen af nye ydernumre i den naive tro, at man herved sparede det samlede sundhedssystem for penge (men realiteten er, at omkostningerne til service fra praktiserende speciallæger er betydeligt mindre end den samme service i hospitalsambulatorier).

I en tid med tiltagende speciallægemangel og stigende ventetider for at komme til speciallæge er der grund til at overveje, om ydernummersystemet skal bevares i speciallægepraksis. Hvis man i stedet (gen)indfører den logiske regel, at enhver, der havde erhvervet en speciallægeanerkendelse, også var berettiget til at drive en speciallægepraksis (med lægehonorarerne betalt af Sygesikringen som nu), ville dette medføre, at flere speciallægetimer blev tilgængelige for patienterne. Der findes nemlig en »skjult« speciallægereserve i form af frivilligt overarbejde. Dette gælder specielt blandt vagtbærende overlæger, der som kompensation for vagtarbejdet får tildelt afspadseringsdage.

Mange speciallæger bruger disse afspadseringsdage til at rejse til Norge eller Sverige for at passe vikariater der. Denne arbejdskraft kunne bedre og rimeligere bruges i Danmark.

Der har i dagspressen været omtalt planer om, at staten skulle give yderligere 600 mio. kroner ekstra til sundhedsvæsenet for at reducere ventetiderne. Det har dog været uklart, hvordan de nødvendige speciallægetimer skulle skaffes. Afskaffelse af ydernummersystemet kunne medvirke til at løse dette problem.

Konklusion: Ydernummersystemet er en af de sidste rester af en stalinistisk inspireret planøkonomi. Liberalisering på dette område indebærende afskaffelse af ydernumrene er en tiltrængt reform. Det vil bl.a. give flere speciallægetimer til glæde for patienterne og til en rimelig pris.