Skip to main content

Yngre læger på vagt

Reservelæge Abir Al-kalemji, Arbejds- og miljømedicin, Odense UniversitetshosptalE-mail: abir1206@hotmail.com

28. mar. 2008
6 min.

Tackling af akutte problemstillinger kræver erfaring, ro og et godt arbejdsmiljø, og håndtering af akutte patienter behersker man primært gennem erfaring og oplæring fra en ældre læge. Det er måske logik for burhøns, men det er bare ikke virkeligheden på sygehusene. Den yngre læge får ofte ikke en læremester og gode betingelser til det akutte arbejde. På grund af uhensigtsmæssige forhold på sygehuset oplever de nyuddannede læger vagtarbejdet som belastende og utilfredsstillende, hvilket påvirker deres lyst til at være sygehuslæger. Magtforhold, institutionslogikken på sygehuset og metoder til professionalisering af den yngre læge er med til at påvirke lægens praksis i negative rammer, som dette oplæg beskriver. Oplægget er lavet på basis af et antropologisk studie, som undertegnede lavede på en medicinsk afdeling på Odense Universitetshospital med det formål at undersøge problematiske arbejdsvilkår under den yngre læges vagtarbejde samt konsekvenserne heraf for den yngre læges virke og tilfredshed med specialet.

Det drejer sig om feltarbejdet på skadestuen, og det empiriske materiale var de relevante cases, jeg oplevede under feltarbejdet, samt interview, jeg foretog med de yngre læger.

Under observationerne af de yngre læger i aktion og ved interview blev der påpeget en række problemer, som de yngre læger støder ind i, eksempelvis begrænset feedback og indlæring under vagtarbejdet, tekniske problemer (visitationsproblemer og henvisningsproblemer, formidling af patientens problem ud til forskelligt personale), travlhed, ringere kommunikationskvalitet, da noget af informationsformidlingen foregår i forbifarten og nemt kan overhøres, uforudsigelige arbejdsbyrder og manglende optimale fysiske rammer.

Hvilke konsekvenser har disse problemer for de yngre lægers arbejde, og hvilke mekanismer kan være bag formning og opretholdelse af den yngre læges arbejdsvilkår? I det følgende vil jeg prøve at give et bud på svaret.

Bevaring af den sociale orden

Den yngre læge kommer ind i det institutionelle rum på sygehuset og indordner sig de allerede eksisterende rammer for arbejdsgangen. Arbejdsgangen kan absorberes af de yngre læger og efterleves uden videre refleksioner over logikken og rationalet bag, for inputtet kan være så overvældende under deres ansættelse, at de får travlt nok med at udføre arbejdet og tilpasse sig forholdene. Institutionslogik er et analytisk begreb, som kan hjælpe i forståelsen af nogle af de mekanismer bag opretholdelse af arbejdsvilkårene for de yngre læger.

Allan (fiktivt navn af hensyn til anonymitet), en yngre læge, har ved et interview udtrykt frustration over forholdene på afdelingen. Han oplyste, at han ved en morgenkonference forsøgte at give udtryk for, at hans vagt var et helvede. Han fik følgende respons af en overlæge: »Du mener en travl vagt, Allan«. Allans modstand bliver således responderet på med irettesættelse i form af korrektion af hans udsagn. Dette kan tolkes som en afvisning af Allans »opposition« og en slags håndhævelse af orden som en reaktion på modstand og brud på »konventioner«. Således afviser denne form for institutionslogik hensynstagen til Allans egen forståelse og derved en konstruktiv brug af den, f.eks. til at reflektere over systemet og vilkårene for de yngre lægers vagtarbejde.

Magtforholdenes betydning

De yngre læger er lavest placeret i hierarkiet, da de som regel er nye og skal lære, hvordan tingene hænger sammen af dem, der allerede er der, f.eks. ældre sygeplejersker og overlæger. Foucault, en fransk idehistoriker, der har beskæftiget sig en del med magtbegreber, gør opmærksom på, at magten ikke nødvendigvis er lokaliseret til dem, der er øverst i hierarkiet, men til dem med evnen og muligheden for at forme og bestemme. Sygeplejerskerne kan have en del at sige i kraft af deres erfaring, og derved besidder de en vis magt trods deres lavere placering i ranghierarkiet. Overlæger er højt placeret i ranghierarkiet og har yderligere magt i kraft af deres viden og erfaring. Disse magtforhold og den hierarkiske struktur kan have en negativ indvirkning på den yngre læges arbejdsvilkår. F.eks. har en yngre læge på et tidspunkt oplevet problemer med at visitere en patient til CT, idet røntgenlægen insisterede på, at hendes bagvagt personligt tilså patienten. Og da røntgenlægen senere skulle forklare hende, hvad CT viste, sad han med ryggen til hende uden at engagere hende i sin forklaring. Hun forsøgte ikke at diskutere med røntgenlægen, for imens han talte til hende, signalerede hans kropsholdning, at hun blot skulle tage imod informationer og ikke stille spørgsmål. Han besad altså en position, der var indiskutabel, og hans praktisering af sin magt og bureaukrati gjorde sig ikke til genstand for forhandling men stod i vejen for hendes arbejdsproces og indlæring. Hun reagerede ved at resignere og lade være med at diskutere med røntgenlægen. »Tingene bliver jo ikke anderledes« ifølge den yngre læge.

Desuden har denne hierarkiske opdeling konsekvenser for forståelsen af de forskellige roller. De yngre læger opfatter dem, der er øverst i hierarkiet, som dem, der skal gøre noget ved tingene. De finder endda på forklaringer på, hvorfor det ikke kan gøres anderledes, hvilket ikke nødvendigvis hviler på fakta. Da jeg spurgte Allan, hvorfor han ikke troede, at forholdene kunne være anderledes, foreslog han egne forklaringer, såsom ressourcemangel, økonomiske forhold og interne uenigheder mellem lægerne. Det var angiveligt hans egne spekulationer, som han ikke har drøftet eller forsøgt at få be- eller afkræftet.

Systemet får således lov til at eksistere i kraft af de styrende magtforhold. Og disse magtforhold mødes nogle gange med modstand, stikpiller, som ikke rykker på så meget, eller med total resignation.

Den yngre læges rolle og professionalisering

Den professionelle sektor har med sit syn på sig selv som den vidende fået status som sand og autoritativ. Dette former attituden hos den professionelle som den, der besidder vidensmagt til at vurdere patienternes klager og symptombillede. En institution som hospitalet består primært af professionelle behandlere, der i kraft af deres autoriserede profession bliver betragtet som eliten inden for medicinverdenen. Det professionelle rum, som den yngre læge kommer ind i, forventer, at den yngre læge vil kunne tackle akutte og problematiske patienter. Der tages ikke hensyn til, at håndtering af patienter kræver hensigtsmæssige arbejdsforhold samt en erfaring, som bøger, illustrative cases og kortvarige praktikophold under studiet ikke er nok til at give. Den yngre læge står ofte og fumler med sin lærebog og prøver at afklare patientens problem samtidig med, at han skal forholde sig til praktiske ting, som jeg oplevede i flere eksempler, og hvor udbyttet af behandling og interaktion med patienten af samme grund bliver mindre.

Kort sagt: Forventningerne til den yngre læge matcher ikke nødvendigvis den reelle kompetence, men hvad der forventes ifølge kulturelle og biomedicinske forestillinger om, hvad en læge bør kunne. Dette stiller den yngre læge i en vanskelig situation, som der bliver kompense ret for ved at bevare masken og leve op til rollen, selv om personen ikke altid kan. Dette i tillæg til de øvrige beskrevne, problematiske arbejdsforhold gør vagtarbejde til en belastende affære, og en del yngre læger bliver derfor opgivende og umotiverede i forhold til at vælge et medicinsk speciale med vagtarbejde. Samfundet bør være opmærksomt på dette problem og overveje sine forventninger til de yngre læger samt forbedre arbejdsvilkårene, så de yngre læger får en bedre debut på deres karriere og fastholdes inden for medicinske specialer.