Skip to main content

Yngre lægers ansvarlighed omkring egne uddannelsesforhold

Overlæge Eva Benfeldt, Dermatologisk Afdeling, Roskilde Sygehus. E-mail: evbe@regionsjaelland.dk. Overlæge Elisabeth Albrecht-Beste, Billeddiagnostisk Afdeling, Gentofte Hospital. Uddannelsesansvarlig overlæge Peter Johan Heiberg Engel, Patologiafdelingen, Roskilde Sygehus. Overlæge Knud Rasmussen, Medicinsk Afdeling, Roskilde Sygehus. Uddannelsesansvarlig overlæge Anne Braae Olesen, Dermatologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital. Uddannelsesansvarlig overlæge, MHPE Karen Skjelsager, Anæstesiologisk Afdeling, Næstved Sygehus
17. jun. 2011
04 min

INTERESSEKONFLIKTER: ingen

Uddannelsen af yngre læger, herunder det daglige arbejdsfællesskab, bedside-undervisning, oplæring i procedurer, kompetencevurdering og vejledning gennem uddannelsesforløbet varetages alt sammen ude på de uddannelsesgivende afdelinger.

SRW beskriver (Ugeskr Læger 2011;173:1523), hvordan hun »desværre ser flere og flere eksempler på uddannelsessøgende, der ikke opfatter sig selv som en del af en afdeling, men kun som en studerende på gennemrejse med krav om uddannelse i rygsækken« og beskriver tiltagende hyppige udsagn om manglende ansvarlighed, en udvikling der beskrives som »skræmmende«.

I kraft af vores ansættelser som enten uddannelsesansvarlige overlæger, post graduate kliniske lektorer (eller begge dele) er vi organisatorisk centralt placeret i den lægelige videreuddannelse og oplever yngre lægers adfærd og holdninger på tættere hold, end SRW gør det i hospitalsadministrationen. Vi er med vores baggrund helt uenige i SRWs beskrivelse af vore yngre kolleger:

Yngre læger går ikke rundt i en overbeskyttet dagligdag, hvor alting er tilrettelagt. De mødes med en lang række krav vedrørende både faglig kunnen, samarbejdsevner, håndtering af udfordrende patientsituationer og forståelse af en kompleks organisation. Nylige debatindlæg i Ugeskriftet (1, 2] beskriver dette med både humor og empati.

Vi oplever et stort engagement fra de uddannelsessøgende lægers side både til at ville tage ansvar for egen læring, og bestemt også for at bibringe afdelingen ny viden f.eks. ved artikelgennemgang, patientkonferencer m.m. Yngre læger er ofte meget dygtige og aktive, når det kommer til videnssøgning og navigering på nettet. Her går læringen ofte den modsatte vej!

Yngre læger er i flere specialer opsøgende mhp. at etablere relevante kvalitetssikringsprojekter, fordi de gerne vil være med til at forbedre patientbehandlingen, og selvfølgelig også fordi det giver merit - men der er vel heller ikke noget galt i at det tjener to formål.

At en yngre læger efter fire uger i en afdeling endnu ikke har haft en introduktionssamtale (sådan som det gengives i SRWs debatindlæg) og ved, hvem deres vejleder er - kan ikke lastes den uddannelsessøgende, men afdelingen. Det er afdelingens opgave at organisere og meddele navn på fast vejleder til den uddannelsessøgende, ingen tvivl om det.

Vi oplever hyppigt yngre læger, der bliver efter planlagt arbejdstid og gør et forløb »færdigt« (afslutter en anæstesi eller lignende), selv om de godt kunne blive afløst af den yngre læge, der møder ind i vagt - men selvfølgelig er der også dage, hvor de skal gå til tiden for at nå at hente børn eller overholde andre aftaler.

Vi oplever, at de læger, der nu er ved at afslutte deres speciallægeuddannelse, oftest gerne tager ansvar, er fagligt meget kompetente og at det i vid udstrækning skyldes, at de selv har sørget for at udbygge deres faglige ballast.

At yngre læger stiller krav er både et sundhedstegn (og naturligvis et tegn på ansvarlighed) og en naturlig følge af indførelsen af accelererede uddannelsesforløb. Hvis man som yngre læge ved, at man skal have visse kompetencer, før man forlader en stilling - ja, så skal man gøre opmærksom på sit relevante og uddannelsesrelaterede behov.

Kommentarenom at læger er den eneste faggruppe, der har krav på yderligere uddannelse efter endt (universitets)uddannelse, giver ikke mening. Den nuværende struktur for nyuddannede lægers arbejde i sundhedsvæsenet kræver en videreuddannelse til speciallæge, således at alle lægelige opgaver (i samfundet) kan løses, og alle specialer »bemandes«. Man kan vel derfor lige så vel anse det for et krav fra sundhedsvæsenets og dermed samfundets side, og ikke fra de enkelte uddannelsessøgende lægers side, at de skal videreuddannes.

I debatindlægget spørger SRW sig selv, »om denne glidebane på et tidspunkt vil føre til, at vi har speciallæger, der stadig ikke kan tage ansvaret for egen læring og derfor går læringsmæssigt i stå efter endt speciallægeuddannelse, når der ikke længere kan stilles krav til systemet om uddannelsesplaner og daglig supervision«. Vi er igen helt uenige. Bekymringen for, at resultatet af en kompetencestyret speciallægeuddannelse skulle blive læger med et problematisk forhold til at tage ansvar, følger en logik, vi ikke kan følge.

Vi oplever vores kolleger under videreuddannelse som voksne, højt motiverede fagprofessionelle - hvor det er positivt, at de stiller krav om en god uddannelse - og vi kan ikke genkende SRWs generaliserende beskrivelse af dem som curlingbørn. Legitimiteten af de synspunkter, der fremføres i debatindlægget, virker ikke overbevisende.

Referencer

  1. Al-kalemji A. Gammel lægekultur på nye læger. Ugeskr Læger 2010;172:3133.
  2. Bjarnason NH. Solidaritet og ligeværd er fundament for lægers fællesskab. Ugeskr Læger 2011;173:147.
Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen