En ærlig fortælling om maniernes dragende energi og skræmmende gru

I denne lille mørkeblå bog med et indbydende grafisk design, fortæller Anne Marie Løkkegaard i 12 korte, læsevenlige kapitler om sit liv med en bipolar lidelse. Indledningen kridter banen op. Nøgternt beskrives den første mani efter 12 år med ro. Det i et tempo, så manien kan mærkes. Det starter med et debatindlæg i Politiken. Ægtefællen spørger overrasket til, hvornår hun har skrevet det (var det hypomanien?). Hun har ramt en god åre, kommer i medierne, der debatteres og duelleres på socialmedie-facon. Det hele vokser, også over hovedet, hun taber sit vanlige jeg, og ender med en indlæggelse i en vred manisk tilstand som dækkende indfanges »Når man er i den tilstand, er den virkelige verden visket væk«.

Tiden skrues tilbage til den første mani. Hun er 19 år gammel, midt i at flytte hjemmefra, nervøs og ambitiøs inden optagelsesprøve til musikkonservatoriet. Dertil en stor forelskelse, som ender med kærestesorg. Læseren er med, fra de tidlige symptomer til det ene symptom afløses af det næste. Fra diskret følelsesmæssig reaktivitet som over tid bliver voldsommere, mere impulsiv og desperat. Til at psykosen bliver manifest ved den endelig afvisning, som udløser et vakuum. Hun mister tidsfornemmelsen, psykosen tager over og lever sit eget liv. Oplevelsen af kaos, overtolkninger, det ændrede sanseapparat: hun får hørelses- og synshallucinationer, oplever sig som udvalgt med særlig forbindelse med alle i fællesskabet, er fascinerende og indlevende beskrevet. På trods får hun, da »angsten kom krybende som en slange, der hvislede« ringet efter sine forældre. Hun bliver indlagt og udskrevet anno 1990’erne uden opfølgning (det skærer og skingrer i hjerte og hjerne, anno 2022).

Der kommer flere svære ungdomsår, livet løber, som intet var hændt og samtidig hænder. Depression, mani og nye indlæggelser støder til, indtil et markant skift. Hun får en fast behandler, som følger hende tæt, ved behov og over lang tid. Sideløbende belyses familiens sorgfulde tab af ældste søn, hendes talentfulde storebror til selvmord, da hun var 11 år. Tabet, sorgens tyngde og ensomhed bliver en afsked med barndommen og faktorer som driver psykoserne som »en ulykkelig motor, der kunne køre helt selv«.

En vigtig vinkel, som understreger, hvordan forståelse og tryghed er bærende i en god behandling. At psykisk lidelse må mødes med et fleksibelt system, som i perioder, også i lange, kan tilbyde høj faglig integreret behandling.

Bogen er en nuanceret skildring af at leve med bipolar lidelse, der forstyrrer og invaderer selvopfattelsen, selvværdet, familien, uddannelse mv. Den rækker ud til behandlerne, til dem, der lever med psykisk lidelse og ikke mindst til de mange pårørende. Bogen fremhæver netop de pårørende, deres støtte, kærlighed og vedholdenhed som bærende og beskyttende. Kombineret med forfatterens begavede formidling, som har skabt en levende bog, der kun kan anbefales.