Kjellberg: Misforståelse, at der skal udflyttes opgaver til primærsektoren

Siden der for snart et år siden blev indgået en bred politisk aftale om sundhedsreformen, er der lagt flere trædesten til et sundhedsvæsen af høj kvalitet for patienter i alle afkroge af landet. Hensigtserklæringer og ønsker skal løfte sig fra papir og udmøntes i noget mere konkret. Men hvad er mulighederne, udfordringerne og knasterne?

Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da FAS holdt sit årlige medlemsmøde i weekenden i Vejle.

Professor i sundhedsøkonomi og medlem af Sundhedsstrukturkommissionen Jakob Kjellberg erklærede, at han synes, reformen glider fremad som forventet. Men hullerne i osten kunne han sagtens spotte.

Ikke mindst den politiske beslutning i kølvandet på Sundhedsstrukturkommissionens rapport om at oprette 140 ekstra bachelorpladser på medicinuddannelserne uden for de store byer uden samtidig at skære ned på optaget på de store uddannelsessteder.

»Det er bimlende vanvittigt at tro, at vi kan rumme de 12-14.000 ekstra læger, vi uddanner frem til 2035, og hvoraf vi kun får brug for cirka 3000 af dem«.

Jakob Kjellberg punkterede desuden en eventuel forestilling om, at man kan betale læger ekstra for at tage sig af patienterne i udkanten eller tilbyde gratis bolig og transporttid.

»Det er superdyrt og virker ikke. Det er vanskeligt at lokke mennesker, der i forvejen tjener en million eller halvanden om året. Masser af forskning viser endvidere, at den interne motivation for at gøre noget godt bliver erstattet af ekstern motivation for at skulle gøre det, og det påvirker både arbejdsglæde og faglig stolthed«.

»I ved bedst, hvad I ikke længere skal lave«

Og så gjorde Jakob Kjellberg op med retorikken om at »udflytte« aktivitet fra sygehusene til primærsektoren.

»Det er noget af det mest misforståede ved reformen. Selv når vi når op på de 5.000 speciallæger i almen medicin, vil 80% af lægerne fortsat være ansat på sygehusene. Og der skal ikke udflyttes aktivitet til den sektor, der i forvejen er presset.

Sygehusene skal samarbejde og gå i dialog med almen praksis – f.eks. om afviste henvisninger.
Endvidere: Når vi går fra at være 3.500 til 5.000 praktiserende læger, får man så flere eller færre henvisninger?«, spurgte Jakob Kjellberg retorisk og lagde i stedet op til at afvikle aktivitet.

»Vi bruger i Danmark hver anden krone inden for sundhedsvæsnet på sygehusene, mens man i Holland, Sverige og andre lande, der ligner os, bruger hver tredje krone i sekundærsektoren. Og når vi er gået fra 70% vækst hér, i kun den ene del af butikken, er der sket en skævvridning. Hvad det så er, I ikke skal lave på sygehusene – det har I mere forstand på end mig«, sagde Jakob Kjellberg og tilføjede:

»Der er frem til 2030 afsat 2,4 mia kr. til nære sundhedsaktiviter, men det, der for alvor kommer til at drive omstillingen, bliver et maksimalt loft over sygehudsudgifterne. Men jeg kan godt forudse, at politikerne kan blive bange for sig selv og sin egen skygge, når det kommer til at skære fra. Har vi sikkerhed for, at det bliver dét, der ikke er af værdi for patienten, der bliver skåret fra, eller vil der være noget, de ikke tør røre ved?«

Spørgelysten var stor

En mangeårig hospitalslæge berørte det store træk på sygehusenes ydelser: »Da jeg var ung læge, kunne der gå flere uger, før en patient fik ordineret en CT af hovedet, mens det sker inden for en halv time i dag, og hvor en patient med hovedpine i almen praksis ofte henvises akut«.

Jakob Kjellberg påpegede, at det netop er den dialog mellem sygehusene og almen praksis, der har været forsømt. »Vi må se på de praktiserende lægers afvigende henvisningsmønstre, da der er meget store forskelle«.

I samme boldgade spurgte en overlæge til, om der er tænkt over, hvordan sygehuslæger og praksislæger kan samarbejde i det daglige, hvor praksislægerne »er svære at få fat på«.

Her mente Jakob Kjellberg, at der er inspiration at finde i regionsklinikkerne.

»Der er elementer i udkastet til den nye honorarstruktur, der imødekommer det behov. I regionsklinikkerne har de færre kontakter, men hvor mere til gengæld er samlet, og de har dedikeret tid til at kommunikere med det offentlige sundhedsvæsen. Elementer, vi også gerne vil overføre til PLO praksis. Hvordan kan vi afregne fundamentalt anderledes i stedet for at have siloer, der bare kører aktivitet«.

FAPS’ formand, Ann-Louise Reventlow-Mourier, efterspurgte, hvilke andre økonomiske incitamentsstrukturer, der kunne være tale om i speciallægepraksis, hvortil Jakob Kjellberg svarede: »Alt muligt, herunder løn, frem for at aflønning alene er koblet op på aktivitet«.

Inden da havde han slået fast, at der er »et stort potentiale i de praktiserende speciallæger«, og at han gerne ser en større integration af speciallægepraksis blive udmøntet.

Ændret mindset

Sundhedsreformen er kaldt en lægereform, men hvilke muligheder har lægerne for reel indflydelse, når det f.eks. kommer til at honorere ønsket om at sprede lægerne ud over hele landet.

FAS’ formand, Susanne Wammen, understregede, at lægerne på sygehusene kommer til at flytte sig på tværs af matrikler og sektorer.

»Men vi skal ikke bare ,hjælpe til’. Ikke bare løse opgaver i ambulatoriet eller på operationsstuen. Vi skal også bidrage til udviklingen det nye sted og være en del af det faglige og sociale fællesskab. Og så skal vi i øvrigt huske, at den del af aktiviteten, som vi skal af med, ikke alt sammen skal flyttes. Nogle af opgaverne skal vi ikke længere foretage«, sagde Susanne Wammen.

Formand for Yngre Læger, Wendy Sophie Schou, erklærede sig generelt tilfreds med, at der er blevet lyttet til YL’s indvendinger til det oprindelige udspil til sundhedsreformen.

»Men i en periode med speciallægemangel kommer vi nok til at arbejde på flere matrikler«, lød det fra YL’s formand, mens nogle i salen efterlyste en »akutordning«, indtil speciallægemanglen er ovre.

Og så opfordrede Wendy Sophie Schou til, at man ændrer sit mindset til at behandle de sygdomme, som de fleste fejler: »Det kan godt være, man blev kardiolog for at operere børnehjerter og ICD-patienter, men der er altså også nogen, der skal DC-konvertere AFLI-patienter på Nykøbing Falster«.

En national sundhedsplan er ved at blive udarbejdet, og formand for FAPS, Ann-Louise Reventlow-Mourier, luftede på mødet forhåbning om, at den vil bidrage til at skabe mere ensartethed, så fordelingen af speciallægepraksis bliver mindre skæv end i dag.

»At den er skæv, er et udslag af regionernes prioritering – ikke fordi vi ikke ønsker at slå os ned uden for de store byer. Afvisningerne fra sygehusene er eskaleret inden for de seneste år, og vi må ikke afvise patienter med eksempelvis begrundelse i, at vi enten er for få, eller fordi vores ramme er brugt op. Patienten bliver visiteret og mødetidspunktet hos den praktiserende speciallæge kan ligge noget ud i fremtiden«.