Knud Rasmussen
Per Holstein & Ditte Hansen
13.5.1945 - 3.12.2024
Pensioneret Regional Forskningschef, Ledende overlæge, dr. med. Knud Rasmussen, speciallæge i Intern Medicin og Nefrologi har 80 år gammel tabt kampen mod kræft.
I 1970 bestod Knud Lægevidenskabelig Embedseksamen (Københavns Universitet); fra starten med administrativ aktivitet som eksamensformand. Herefter medførte ansættelser på medicinske afdelinger en stigende interesse for dialyse og nyretransplantationer, og i 1991 en disputats om ultralyd kontrol af den transplanterede nyre. I 1992 blev Knud overlæge ved Roskilde Sygehus Medicinsk afdeling, fra 1998 en vellidt ledende overlæge. Der blev oprettet dialyseafsnit, nefrologisk sengeafsnit og ambulatorium. Ligeledes blev kardiologi, hæmatologi, onkologi og infektionsmedicin stærkt udvidet. Antallet af overlæger steg fra 8 i 1992 til 38 og afdelingen blev delt i de nu 5 selvstændige medicinske afdelinger og der oprettedes dermatologisk afdeling. Denne vækst skyldtes ikke mindst Knuds omfattende administrative erfaring og ledelsesmæssige interesse: 12 års deltidsansættelse som lægelig sekretær i Sundhedsstyrelsen, næstformand i lægeforeningen, medlem af hovedbestyrelsen og senere formand for lægekredsforening. Herudover 17 formandskaber og 28 medlemskaber eller sekretærfunktion vedrørende lægelige problemstillinger af enhver art. Knuds videnskabelige indsats var igen både faglig og administrativ: Doktordisputats og 125 artikler, over 100 foredrag, medvirkede ved 8 OSVALII opgaver og 13 Ph.d.-afhandlinger.
Knud opbyggede og var chef for forskningsenhed i Region Sjælland. Udnævnt af sundhedsministeren til den Nationale Videnskabsetiske komite og fik den sjældent uddelte fornemme Videnskabsetiske Hæderspris.
Knud var et selskabsmenneske med omfattende venne- og omgangskreds. En yderst habil golfspiller i ud- og indland, ikke mindst i pensionsalderen. Ny aktivitet blev korsang i Kai Dige Bachs Gadedrengekor.
Knud efterlader sig sin skønne kone Solveig, 3 kærlige børn og 10 børnebørn. Solveig passede kærligt og omhyggeligt Knud med malign lidelse. Han var fuldstændig afklaret og bredt informerende om sin sygdom. Talrige aflagde farvelbesøg og han døde fredeligt og værdigt i sit hjem omgivet af familien. En skarp hjerne, kærlig natur, generøsitet, empati og underspillet autoritet var hans fornemste egenskaber. Mange står med et meget stort savn.
Æret være Knuds minde.