Vivian Bertelsen

Den 14. december 2024 døde vores kære ven, Vivian Bertelsen, omgivet af sin familie, uden smerter, afklaret og som hun selv havde ønsket, det skulle ske. Hun blev begravet i den smukke kirke i Sønderho, hvor hun også boede. Vivian sagde om sig selv: »Det kan godt være, at jeg ikke er den bedste husmor, men jeg er fandme en god læge«. Og Vivian var en meget god og dygtig læge, som vi lærte meget af – og ikke bare fagligt. Vi var kollegaer i mange år, og vi blev gode venner. 

Vivian blev uddannet cand.med. ved Københavns Universitet, og under studiet mødte hun Boye, som hun blev gift med. Efter embedseksamen flyttede de til Esbjerg. Vivian blev speciallæge i radiologi, og Boye blev praktiserende læge. Han praksis var populær og folk kunne godt lide »københavnerlægen«. Han var en rasende dygtig kliniker, havde stor empati og, som Vivian, en særlig humor. Boye blev også vores ven. Boye blev syg og Vivian passede uendeligt godt på ham til han døde i 2013. Vivian savnede Boye, men karakteristisk for hende satte hun stor pris på sin tilværelse med børn og børnebørn og lod ikke sorgen bygge rede.

Efter sin pensionering var Vivian på mange rejser til store dele af verden og blev ofte ledsaget af sin datter. Vi var med i hendes madklub og nød de hyggelige middage og samtaler i huset på Fanø. Og Vivian var faktisk rigtig god til at lave mad.

Vivian blev overlæge på radiologisk afdeling i Esbjerg og ultralyd havde hendes specielle interesse. De sidste seks år, inden hun gik på pension, var hun ledende overlæge. Afdelingen var velfungerende og attraktiv. Vivian var vellidt og gjorde meget ud af at holde bureaukratiets diskrete charme på passende afstand fra de fagprofessionelle. Vivian ønskede ikke konflikter, men hun var bestemt ikke konfliktsky, som en del noget rystede Karl Smarts måtte erfare. Vivian var semper ardens, en ildsjæl for afdelingen.

Det var en fornøjelse og bestemt ikke kedeligt at arbejde sammen med Vivian. Hun var altid opdateret, hjælpsom og observant i forhold til andres befindende. Og hvis nogen af overlægekollegaerne blev lidt for (selv)højtidelige, kunne man være ret sikker på at få en passende humoristisk bemærkning, hvor ordet »sludder« ofte spillede en væsentlig rolle.

I Vivians huse var der højt til loftet og lav le-tærskel, og vi er glade for at have været i dem. Vi savner Vivian, og når sorgen har lagt sig, vil vi mindes hende med taknemmelighed for alt, hvad hun lærte os i vores professionelle liv, og med glæde for det personlige venskab vi havde igennem mange år.

Vores tanker går til hendes børn og børnebørn. Æret være Vivians minde.