Bettina Søholm

12.1.1961-26.5.2011

Da Bettina Søholm døde den 26. maj 2011, kom det som et hårdt og uventet slag for alle, der kendte hende, selv om vi alle vidste, at hun i december 2004 blev opereret for en hjernetumor. Heldigvis vendte Bettina tilbage til livet så overbevisende, at det blev glæden over, at hun stadig var her, der kom til at fylde - og ikke frygten for recidiv.

Bettina blev kandidat fra Københavns Universitet i 1990. Efter nogle år i somatikken og industrien gik hun i 1998 ind i psykiatrien, hvor hun frem til sin alt for tidlige død arbejdede dedikeret på at forbedre forholdene for og behandlingen af psykiatriske patienter. Bettina udmærkede sig fra starten på Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Hun var begavet, flittig, ambitiøs, varm, sjov og kærlig, altid »på patientens side« - og sådan forblev hun, også da hun selv blev ramt af sygdom.

Bettina engagerede sig sideløbende i klinisk forskning og publicerede flere artikler om skizofreni og psykofarmakologisk behandling, før hun i 2003 blev headhuntet til en forskerstilling ved Center for Neuropsykiatrisk Skizofreniforskning, der dengang lå på Bispebjerg Hospital. Hendes ph.d.-studium fokuserede på effekten af central kolinerg potensering på kognitive deficit og psykopatologi hos patienter med skizofreni. Bettina gik til forskningen med samme engagement og entusiasme, som kendetegnede hele hendes faglige virke. Ud over hendes intelligens og kreative og empatiske evner havde hun usædvanligt gode sociale evner, og hun blev hurtigt både en værdsat kollega og en skattet ven. Vi husker med stor glæde såvel lange alvorlige som sjove samtaler, cafe- og restaurantbesøg - og indimellem også powershopping.

Bettina havde en udsøgt smag mht. alle livets forhold, herunder også hvad der klædte hende selv og dem, der var så heldige at være hendes veninder. Inden Bettina blev syg, udviklede hun bl.a. i samarbejde med professor Ruben Gur fra University of Pennsylvania en helt ny computerbaseret test til undersøgelse af forstyrrelser i evnen til at genkende ændringer i ansigtsudtryk hos patienter med skizofreni (PICAF-testen). Selv om hun desværre aldrig nåede at publicere testen, har hendes indsats ført til publicering af andre væsentlige data vedrørende effekten af kolinerg potensering på kognitive deficit hos patienter med skizofreni, ligesom hun opnåede at skabe stor respekt omkring sig selv og sin forskning, ikke bare i dansk psykiatri, men også internationalt.

Trods Bettinas dedikerede indsats i patientarbejde og forskning var der aldrig tvivl om, at familien var hendes vigtigste prioritet, og familien var det faste og kærlige anker også under sygdommen. Med stor stædighed og viljestyrke kæmpede hun sig tilbage til livet, til familien og til alle os andre. Poul og børnene var konstant ved hendes side i denne lange og til tider svære proces.

Efter operationen måtte Bettina opgive ph.d.-studiet og en lovende forskerkarriere for at koncentrere sig om at færdiggøre speciallægeuddannelsen. Hun opgav imidlertid aldrig håbet om at færdiggøre arbejdet omkring sin ansigtsgenkendelsestest, hvilket givet ville være blevet ført ud i livet, hvis hun ikke var blevet syg igen i foråret 2011. Arbejdet som psykiater ønskede hun ikke at opgive - og behøvede det heldigvis heller ikke. Indtil kort før sin død arbejdede hun klinisk - i de første år på Distriktspsykiatrisk Center Rigshospitalet og senest på Psykiatrisk Center Glostrup. Her klarede hun jobbet som afdelingslæge med ganske få skånehensyn - og hvem ville ikke gerne hjælpe og aflaste Bettina, der om nogen var kendt for at være imødekommende og hjælpsom? Også i de sidste, svære måneder forblev hun mild og uden fordømmelse af andre.

Da det blev klart, at svulsten atter var vokset, og en ny operation var nødvendig, tog Bettina det med ukuelig optimisme. Hun blev opereret den 17. maj 2011, og alle regnede med, at hun ville komme sig igen. Men sådan gik det ikke - den 26. maj døde Bettina pludselig, og alle planer kuldsejlede.

For os, der har kendt Bettina som kollega og ven, er det ubegribeligt, at hun ikke er her mere. For familien, som havde Bettina som sit naturlige centrum, er tabet ufatteligt. Bettina har efterladt så megen kærlighed og så mange gode minder, at hun altid vil leve videre i vores bevidsthed og hjerter.

Vore tanker går til Bettinas mand Poul, døtrene Mette og Christine og sønnen Matthias.

MetteBrandt-Christensen