Eilif Larsen

Selvom jeg som ven af Eilif Larsen har fulgt hans forgæves kamp mod malign sygdom de sidste par år og derfor var forberedt på hans død, så er tomrummet efter ham meget følbart. Et næsten 60-årigt venskab er kommet til vejs ende. Et venskab, som tog sin begyndelse i 1962, da Eilif og jeg indledte vores livsgerninger på studenterkursus og et par år senere sammen startede på medicinstudiet. Også uden for studium og fag havde vi et tæt venskab, både nogle år som makkere i bilvæddeløb, men også da vi stiftede familier.

Eilifs fokus blev tidligt ortopædkirurgien, og han blev speciallæge i 1984. Han blev hurtigt en stor kapacitet inden for området og arbejdede på både Gentofte, Hvidovre og Rigshospitalet. Han blev dr.med. i 1993 med sin disputats om kroniske ankelskader.

Især ortopædiske belastningsskader kom til at fylde en stor del af hans hverdag. Han var tæt knyttet til Den Kongelige Ballet i en lang årrække og udgav i 2014 en bog om balletskader. I 1991 grundlagde han Gildhøj Privathospital, hvor han bl.a. behandlede et stort antal professionelle danske idrætsfolk, som kan takke Eilifs ekspertise for, at de kom lykkeligt igennem deres skadesforløb. Men utallige andre patienter kan også takke ham for at have lettet deres hverdag på det helbredsmæssige område.

Eilif var umådelig flittig, bl.a. forfatter til mere end 70 videnskabelige artikler, offentliggjort både nationalt og internationalt, og efter at have afhændet sin privatklinik i 2007, forsatte han sit lægelige arbejde inden for idrætten i Brøndby-regi med etablering af ortopædkirurgisk speciallægeklinik.

Uden for sit kliniske arbejde var Eilif familiemenneske og trivedes i hverdagen sammen med sin hustru, datter og tre børnebørn. Hans store fritidsinteresse var billedkunst, og han kørte eller rejste ofte ud for at få personlig kontakt med de kunstnere, hvis værker han holdt af og kom i besiddelse af hen ad vejen.

Eilif var et meget varmhjertet menneske, interesseret og engageret i sine medmenneskers ve og vel, og trods sin omfattende patientkreds meget beskeden. Hans kamp mod en malign sygdom formørkede hans sidste år, men han kæmpede sin kamp med værdighed og holdt kontakt med venner og bekendte i forsøget på at være den glade og positive person, som vi alle kendte.

Eilif vil blive savnet af alle, der kendte ham. Æret være hans minde.