Skip to main content
Mindeord

Erik Langer Madsen

Ann Bovin, Dilek Hunerel Alan, Flemming Hald, Lone Due Vestergård, Lone Kærslund Andersen, Martin Busk, Susanne Elisabeth Hosbond, Tenna Gadgaard, Thais Almeida Lins Pedersen ,Thomas Andreas Fischer, Ulrik Hedegaard Eriksen, Vibeke Brogaard Hansen

29.8.1967-27.6.2021

Det var med tungt sind, at vi modtog beskeden om, at vores kære ven og kollega Erik Langer Madsen var gået bort den 27. juni 2021.

Overlæge Erik Langer Madsen var kendt blandt kollegaerne på Hjertemedicinsk Afdeling, Sygehus Lillebælt, som en grundig, arbejdsom, dybt engageret, empatisk, og ekstremt dygtig læge.

Erik blev uddannet speciallæge i kardiologi på Regionshospitalet Herning og Aarhus Universitetshospital og har efterfølgende været ansat på Sygehus Lillebælt i Vejle, hvor han arbejdede utrætteligt for at give hver patient det allerbedste behandlingsforløb.

Han var en uvurderlig kapacitet særligt indenfor ekkokardiografi, hjerteklapsygdomme og lipidbehandling, men beherskede også på elegant vis en stor viden indenfor alle andre mere eller mindre kardiologirelaterede specialer, fra sjældne endokrinologiske tilstande til de nyeste onkologiske behandlingsregimer.

Han var altid behagelig og berigende at være i selskab med, og han var yderst vellidt som kollega og ven.

Erik satte en stor ære i at dele sin viden og erfaring med andre. Uanset tidspunktet på døgnet, havde Erik aldrig for travlt til at lære, supervisere og gøre det kliniske arbejde til en undervisningssituation. Han var en mester i at give feedback – til både unge og erfarne kollegaer.

Hans godhed, retfærdighedssans og ordentlighed var Eriks kendetegn. Det er derfor så uendeligt tragisk, at det lige præcis var et spørgsmålstegn om hans integritet, der tvang ham til at vælge livet fra. Der blev i hans sind sat spørgsmålstegn ved alt det, der definerede ham. Hans faglighed, hans ordentlighed, hans retfærdighedssans, hans integritet – karaktertræk, som patienterne og vi kolleger kendte ham for og værdsatte højt

Vores kærligste tanker går til Eriks ægtefælle Marie-Louise, deres tre børn og andre kære omkring dem.

Hans død fylder vores hjerter med umådelig stor sorg og det er så ubærlig trist, at han ikke rakte ud, da det gjaldt. Vi skylder ham stor tak for faglig berigelse og enestående godt kollegaskab gennem alle årene.

Æret være Eriks minde.

Kolleganyt