Skip to main content
Mindeord

Kirstine Kim Schmidt Karnov

Sannia Sjöstedt, Eva Kirkegaard Kiær, Susanne Scott, Anne Madsen, Caroline Plaschke, Elisabeth Arndal, Eva Lykke, Charlotte Lynggaard, Maria Christine Krog, Lærke Toftegaard Andersen og Christian von Buchwald

8.2.1985-17.8.2019

Vi har desværre mistet vores dejlige og dygtige kollega, Kirstine Kim Schmidt Karnov, som vil blive dybt savnet af os alle, særligt på Rigshospitalets Øre-næse-halskirurgiske og Audiologiske Klinik.

Kirstine var en livsglad, ung kvinde med fart på og en imponerende karriere i løbet af sit alt for korte liv. Hun blev læge i 2012 fra Københavns Universitet og havde KBU i Holstebro. Hun var allerede under studiet en målrettet og enormt engageret studerende, som arbejdede som anatomiunderviser og dissektionsvejleder på Københavns Universitet, hvor hun sammen med to kolleger også påbegyndte det, der skulle blive til et histologikompendium på både dansk og engelsk.

Som studerende fattede Kirstine tidligt interesse for øre-næse-hals-specialet og blev med sit kvikke hoved og vindende væsen udvalgt til studieophold på Massachusetts Eye and Ear Infirmary i Boston, USA. Hun blev en engageret og arbejdsom næstformand i Foreningen af Yngre Otologer, og så var hun heldigvis ansat hos os på Rigshospitalet, hvor hun fortsatte i et ph.d.-forløb, der desværre blev afbrudt pga. hendes kræftsygdom.

Alle vegne, hvor Kirstine kom, affødte hendes facon respekt og beundring. Hun havde patienternes tillid, hun var fagligt meget dygtig og engageret og hertil hjælpsom, varm og smittende glad med en ukuelig energi og gåpåmod; et forbillede for mange af os andre som læge såvel som privatperson. Sidst, men ikke mindst, var Kirstine en kærlig mor og hustru. Vi kolleger har aldrig været i tvivl om, at familien var det allermest dyrebare for Kirstine.

Kirstine var også stærkere end de fleste. Gennem sit meget korte, men svære sygdomsforløb formåede Kirstine på forbilledlig vis fortsat at være en kærlig mor og hustru og havde samtidig overskud til at åbne sit dejlige hjem for os kolleger. Tro mod sine værdier fastholdt Kirstine til det allersidste, at vi alle skal huske at leve i nuet og nyde livet.

Den overfyldte kirke ved Kirstines bisættelse vidnede om, hvor stort et aftryk hun har sat i os alle, og hvor elsket hun var blandt både familie, venner og os kolleger.

Vores kærligste tanker går til Kirstines efterladte: Niclas, Ellen og Valdemar.

Æret være Kirstines minde.

Kolleganyt