Martin Friis Koenig
Anne Grethe Jurik, Thomas Erik Møller Christiansen og Bent Madsen
1.2.1932-23.7.2020
Martin Friis Koenig var født i Indien, men tog studentereksamen fra Herlufsholm Kostskole langt væk fra familien, hvorefter han studerede medicin i Aarhus; blev kandidat fra Aarhus Universitet i 1958. Martin Koenig, der altid blev kaldt Mifa, har taget næsten hele sin uddannelse i Aarhus. Blev speciallæge i røntgendiagnostik og i 1969 ansat som overlæge på Røntgendiagnostisk afdeling, Århus Kommunehospital.
Mifa var den første Aarhus-læge, der tog til USA for at studere mammografiteknik hos en af verdens førende pionerer inden for brystundersøgelser og indførte mammografi på Århus Kommunehospital. Hans anden vigtige indsats var indførelse af gennemlysningsvejledt finnålsbiopsi af sygdomme i thorax, specielt mhp. undersøgelse for kræft, så patienter kunne spares for en operation. Det blev til næsten 5.000 procedurer i alt.
Mifa var højt respekteret for sin faglige ekspertise, specielt indenfor mammografi, urologi, thoraxundersøgelser samt finnålsbiopsier, og kunne altid spørges til råds. Dette benyttede såvel yngre som ældre kolleger hyppigt, og de medicinstuderende ved afdelingen forgudede ham for hans altid tjenstvillige gennemgang at thoraxrøntgenbilleder. Mifa holdt desuden løbende øje med afdelingens diagnostiske kvalitet. Han mødte således gennem årene næsten dagligt op på sektionsstuen medbringende relevante røntgenbeskrivelser med det formål at få bekræftet røntgenfundene eller opdage fejltolkninger. Eventuelle fejltolkninger blev præsenteret ved afdelingens ugentlige møde; enkelte følte sig hængt ud, men det var noget, vi alle lærte meget af.
Mifa holdt meget at det radiologiske arbejde, og da han faldt for aldersgrænsen på 70 år blev han en periode ansat som konsulent i Aalborg og Herning og har været konsulent i mammografi i Speciallægernes Hus i flere år. Vi fik heldigvis Mifa tilbage som radiologisk konsulent ved Radiologisk afdeling, Aarhus Universitetshospital (tidligere Århus Kommunehospital), hvor han to formiddage om ugen vedblev at udføre et omhyggeligt radiologisk arbejde indtil 85årsalderen. Havde vi problemer, specielt vedr. thoraxdiagnostik var han altid behjælpelig med sin store viden.
Martin Koenig efterlader sig sin elskede hustru Lis og børnene Dorte og Klaus samt børnebørnene Sara og David, som ligesom os vil savne en elskelig og vidende mentor.
Æret være Mifas minde.