Det svære valg: Skal patienten skånes mod smitte eller tilses af en læge?

Patienter, der er i risiko for at udvikle kritisk sygdom, hvis de bliver smittet med coronavirus, skal beskyttes særligt i disse dage. Det betyder, at læger på ambulatorier i rekordfart skal vænne sig til, at de ikke kommer til at se ret mange patienter i øjnene i den kommende tid. Kliniske fund som kuløren på patienternes kinder eller måden, de går på, bliver tilsidesat for at mindske risikoen for smitte.

En af de læger, der i den kommende tid kommer til at føre mange svære samtaler over telefonen, er Lotte Engell-Nørregård, der er formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi og ansat på afdelingen for kræftbehandling på Herlev Hospital. Her forsøger man at skærme og skåne patienterne ved først og fremmest at begrænse fremmødet.

»Det er hele tiden en afvejning. Jeg vil helst have mine patienter ind, så jeg kan se deres øjne og se, hvordan de reagerer på de beskeder, de får. Jeg vil gerne se, hvordan de bevæger sig. Det er det, vi plejer at gøre, og det vil vi selvfølgelig helst, men hvis de bliver smittet med coronavirus, så er de i større risiko for at få en alvorlig infektion, og det vil vi gerne skåne dem for«, siger hun og fortsætter:

»Det er en knivsæg, et valg mellem pest eller kolera kan man sige«.

Patienter skal stadig ses

Nogle patienter skal have besked om behandling, der ikke længere virker, og dårlige prognoser. De må møde op alene i langt de fleste tilfælde uden en pårørende at holde i hånden.

»Vi ved jo godt, at der er nogle samtaler, hvor man gerne vil have de pårørende med, og der prøver vi at have de pårørende med på telefon, så de kan deltage i samtalen og høre, hvad der bliver sagt«, siger Lotte Engell-Nørregård.

Og sådan må det være. De fleste patienter bliver ringet op, hvis det overhovedet kan klares over telefonen. På kræftafdelingen kender de mange af patienterne rigtig godt igennem arbejdet med patientansvarlig læge, så de ved, hvordan de skal håndtere telefonkonsultationerne med dem.

»Nye patienter, som vi skal snakke med og vurdere, ser vi selvfølgelig stadig, men så har vi relativt tomme venteværelser, det er med til at skærme de fremmødte Og der skal selvfølgelig tages blodprøver, for vi kan ikke give behandling uden, men vi prøver at få dem taget på sygehuse med nummerfunktion, hvor patienten kan bestille tid i stedet for at sidde i kø i venteværelset«, siger Lotte Engell-Nørregård.

Andre patienter er nødt til at komme på hospitalet, fordi de skal modtage deres behandling med kemoterapi, fordi de skal have lyttet på deres lunger, eller fordi det alligevel viser sig, at man ikke kan klare alt med telefonsamtaler, selv under risiko for coronavirus.

»Så det er ikke sådan, at vi slet ikke ser patienter, men det er hele tiden et kompromis mellem, hvad der er forsvarligt og ordentligt i forhold til patientens behandling, og risikoen for, at de bliver smittet med coronavirus«, forklarer Lotte Engell-Nørregård.

Ny virkelighed hver dag

Ud over de mange telefonkonsultationer, er der også mange, mange patienter og pårørende, der ringer ind hver dag, fortæller Lotte Engell-Nørregård. De vil vide, om de skal blive hjemme, og hvilken betydning det får for deres behandling? Om de må gå ud at handle, og hvor stor risiko de har for at blive alvorligt syge?

»Det er svært at svare på, vi ved jo heller ikke alt. Vores viden øges hele tiden, det er jo helt nyt, også for os. Så vi skriver også internt og får nye beskeder hele tiden, for eksempel nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen eller regionen, som vi så må oversætte, så godt vi kan, for patienterne, så de har en forståelse af, hvad der sker. Situationen er alvorlig, og vi er nødt til at være realistiske i vores kommunikation«, siger Lotte Engell-Nørregård.

Usikkerheden og den manglende viden har fået hospitaler og specialer til at rykke tættere sammen. Der er brug for at dele al den viden, man har, og få gode idéer fra hinanden, som processen udvikler sig. Alt er pludselig blevet et potentielt opmærksomhedspunkt.

»Vi har talt om, hvor mange der må stå sammen i en elevator eller sidde og spise sammen i frokoststuen. Man bliver hele tiden opmærksom på små ting, vi ikke har tænkt på før«.