1. reservelægelønnen blev reddet

I den nye speciallægebekendtgørelse er det ikke fastlagt, i hvilke stillinger speciallægeuddannelsen skal foregå. I den gamle speciallægeuddannelse fremgik det, at introduktionsstilling, undervisningstilling og den supplerende uddannelse (fase I og II) foregik i reservelægestillinger og fase III i 1. reservelægestillinger. Ingen af delene er fastlagt i den nye speciallægeuddannelse.

Inden overenskomstforhandlingerne blev det aftalt, at alle, der efter overgangsbestemmelserne i den nye speciallægebekendtgørelse blev ansat i en 3-årig overgangsblok, skulle ansættes som 1. reservelæger, mens forhandlingerne om løn- og ansættelsesvilkår i de nye hoveduddannelsesforløb blev henlagt til overenskomstforhandlingerne.

Den aftale, som Amtsrådsforeningen og Yngre Læger nu har indgået, slår fast, at 1. reservelægestillingen stadig skal anvendes som stillingskategori, og at overgang til 1. reservelægeansættelse sker 2,5 år inde i hoveduddannelsesforløbet.

To et halvt år inde i hoveduddannelsesforløbet bliver den yngre læge altså ansat som 1. reservelæge, uanset om lægen har opnået de kompetencer, der jf. uddannelsesprogrammet skal være opnået på dette tidspunkt, om lægen har holdt barselsorlov eller været ramt af længerevarende sygdom og dermed fået forlænget uddannelsen.

Lange og korte speciallægeuddannelser

Med den nye speciallægeuddannelse er der sket en omlægning af speciallægeuddannelsen. De nye videreuddannelsesforløb ser ud som følger:

• Kirurgi, intern medicin og onkologi er af 72 måneders varighed efter turnus (lange forløb).

• For de øvrige specialer er længden af uddannelsesforløbet 60 måneder efter turnus (korte forløb).

• Almenmedicinske uddannelsesforløb er ligeledes af 60 måneders varighed efter turnus.

Overgang til 1. reservelægeansættelse

Tidspunktet for overgangen til 1. reservelægeansættelse kan umiddelbart se ud til at foregå senere med den nye overenskomstbestemmelse end i den gamle speciallægeuddannelse. Det er dog ikke tilfældet. I Fig. 1 og Fig. 2 sammenlignes overgangstidspunktet i den gamle og nye speciallægeuddannelse.

Fig. 1. Intern medicin, kirurgi og onkologi

Som man vil kunne se i Fig. 1, sker overgangen til 1. reservelægeansættelse med de nye regler tidligere end det tidligst mulige i den gamle speciallægeuddannelse.

Den samlede længde af uddannelsen er afkortet, og det betyder, at overgangen til 1. reservelægeansættelse sker 3,5 år efter afsluttet turnus. Tidligere skete overgangen tidligst efter 4 år i det internmedicinske grundspeciale og tidligst efter 4,25 i det kirurgiske grundspeciale.

Sammenlignes med grenspecialiseringen sker overgangen til 1. reservelæge endnu tidligere end tidligst muligt i den gamle speciallægeuddannelse. Det præcise tidspunkt for overgangen til 1. reservelægeansættelse afhænger af det enkelte grenspeciales krav til supplerende uddannelse. I intern medicin varierer den supplerende uddannelse fra 0 til 12 måneder. I kirurgi varierer den supplerende uddannelse fra 0 til 6 måneder.

Under alle omstændigheder er der tale om en overgang til 1. reservelægeansættelse tidligere end det hidtil tidligst mulige.

Fig. 2. Øvrige sygehusspecialer

I Fig. 2 er specialerne arbejdsmedicin, samfundsmedicin, klinisk farmakologi og klinisk genetik ikke med, fordi det i den gamle speciallægeuddannelse ikke var fastlagt, om uddannelsen skulle foregå som reservelæge eller 1. reservelæge. Men der er tale om en markant forbedring i forhold til tidligere.

For de øvrige sygehusspecialer viser figuren længden af de forskellige uddannelseselementer i den gamle speciallægeuddannelse, og den gule del af søjlerne markerer, hvornår overgangen til 1. reservelægeansættelse skete. Over-gangen efter den nye aftale er markeret med den vandrette sorte linje - 2,5 år inde i hoveduddannelsesforløbet/42 måneder efter turnus.

For de fleste specialer sker overgangen til 1. reservelægeansættelse tidligere. Det drejer sig om gynækologi-obstetrik, klinisk biokemi, klinisk fysiologi og nuklearmedicin, klinisk immunologi, klinisk mikrobiologi, neurologi, klinisk neurofysiologi, ortopædkirurgi, patologisk anatomi og psykiatri.

For nogle specialer er der tale om status quo. Det gælder anæstesi, børne- og ungdomspsykiatri, dermatologi-venerologi, diagnostisk radiologi, neurokirurgi, oto-rhino-laryngologi og pædiatri.

I ét speciale sker 1. reservelægeansættelsen senere, nemlig i oftalmologi. Oftalmologi har tidligere haft et kort uddannelsesforløb med en 1. reserve-lægeperiode, der relativt betragtet udgjorde en større del af det samlede forløb end i andre specialer. Specialet kommer nu til at ligne de øvrige specialer.

I de almenmedicinske hoveduddannelsesforløb foregår de sidste 18 måneder som uddannelsesamanuensis. Uddannelsesamanuenser honoreres som 1. reservelæger, jf. uddannelses-amanuensisaftale mellem P.L.O. og Yngre Læger. Denne bestemmelse forventes bevaret i den kommende aftale om uddannelsesamanuenser.