100 års kamp mod kvaksalveri

Kvaksalveriet har eksisteret lige så længe som medicinen. Nogle gange har det første været svært at skelne fra det sidste.

I begyndelsen af 1900-tallet havde lægevidenskaben dog fået så fast grund under fødderne, at kvaksalverne gik hårdere tider i møde. De lidt smartere fandt så på at alliere sig med læger, der mod betaling var villige til at udlåne et skær af legitimitet til kvaksalvernes tvivlsomme forretning.

En af de mere driftige kvaksalvere var den tidlligere fisker Thomas Jensen – »den kloge mand fra Skjern«. I maj 1917 kunne Skjern Venstreblad fortælle, at lokale kræfter var ved at indsamle underskrifter til en anmodning om ministeriel tilladelse til, at Thomas Jensen kunne behandle patienter for mb. Basedow.

Den notits fik i 1918 læge Georg Jepsen, Nr. Nebel i Vestjylland, til at indlede et længere korstog i Ugeskrift for Læger. Året forinden havde han set en avisannonce fra en »klog mand« i Silkeborg – en ekviperingshandler, der tilbød urtefodbade som behandling mod gigt. I annoncen havde han netop pralet med, at han havde »ministeriel Tilladelse«, og sådan én ville Fiskerthomas også gerne have fat i.

Enenebærolie, lup og
senegræs

I Ugeskrift for Læger opfordrer dr. Jepsen lægestanden til at gøre samlet front mod kvaksalveriet og mod myndighedernes tolerance over for uvæsenet. En kamp, som han føler, at han står temmelig alene med.

To af dr. Jepsens egne patienter har været i behandling for stofskiftesygdommen Basedow hos Thomas Jensen. Den ene havde virkelig sygdommen, mens den anden efter dr. Jepsens bedste skøn havde myksødem og i hvert fald ikke Basedow. Den virkelige basedowpatient havde ikke rettet sig efter Jepsens anbefaling om indlæggelse. I stedet fulgte hun denne recept, som Thomas Jensen havde givet hende: »Hun skal grave (rødder af senegræs) op af Jorden og koge dem med Vand. Det halve skal drikkes. Resten skal smøres paa Halsen. Sygdommen vil saa kunne standses og rimeligvis helbredes«.

Den behandling virkede naturligvis ikke på kvindens sygdom.

Thomas Jensens diagnostiske redskab er et forstørrelsesglas. Gennem det stirrer han ind i patientens øjne og stiller så en meget sikker diagnose. Måske inspireret af dr. Jepsens skriverier opsøger en ung cand.med. ved navn Frans Djørup den driftige kvaksalver i Skjern. Han er nysgerrig efter at se troldmanden i hans naturlige omgivelser og banker på døren til villaen, hvor Thomas Jensen bor, og hvor han også indlægger patienterne.

Thomas Jensen tager imod i køkkenet, der også fungerer som venteværelse. Og der er godt fyldt op, konstaterer Frans Djørup. Han viser den kloge mand et operationsar på armen og fortæller, at det indimellem giver smerter, der stråler op i skulderen.

Med en cigarstump i munden lytter Thomas Jensen til den unge mands historie og beder ham tage plads på en plysbeklædt chaiselong, mens han selv sætter sig i en skrivebordsstol og betragter Djørup nøje: »Han rejste sig da og tog den berømte Lup, som laa paa hans Skrivebord, og førte denne 5-6 Gange op og ned foran hvert af mine Øjne, hvorpaa han udtalte: 'Ja, Lungerne fejler ikke noget', og – efter en Pavse – 'Hjertet er ogsaa godt'.

'Vil De saa ikke skrive noget op, som jeg kan tage?'

'Nej, men De kan tage 5 Draaber Enebærolje 1 Gang om Dagen i 3 Dage'«.

Jensen lod sig ikke lokke til at sætte noget på skrift.

Lægekompagnon som alibi

Men tilbage til dr. Jepsens enmandskrig mod kvaksalveriet. Det er galt nok, at Thomas Jensen som klog mand kan snyde den godtroende almue. Værre er det dog, at kvaksalveren er gået i kompagniskab med en praktiserende læge ved navn Christen Jensen Faurby. Officielt er Thomas Jensen lægens assistent. I realiteten er Faurbyes rolle at låne sin lægelige respektabilitet til kvaksalveren og hans gesjæft.

Georg Jepsen er vedholdende i sin kampagne mod kvaksalverklinikken i Skjern. En kampagne, som han det foregående år havde blæst i gang med flere indlæg i Ringkøbing Amts Dagblad. Her havde han bl.a. fortalt om et tilfælde, som han kendte til, og som i hvert fald ikke var blevet helbredt af Thomas Jensens mirakelmedicin. Samtidig havde han stemplet lægekollegaen Faurbye som »samvittighedsløs«, hvad der bragte Faurbye til at kalde Jepsen for en »bevidst Løgner«.

Det lykkedes den energiske Georg Jepsen at få adgang til klinikken for at følge behandlingen gennem en dag. I Ugeskrift for Læger fortæller han i detaljer, hvordan det var gået: Jepsen havde undersøgt en række af de patienter, der kom i klinikken, og havde ikke fundet en eneste, der var blevet bedre. Og da Thomas Jensen havde hævdet, at en bestemt patient var henvist af en navngiven læge, havde Jepsen ringet til den pågældende læge, som oplyste, at han aldrig havde hørt om patienten.

Ekskluderet i vanære

Både Thomas Jensen og Faurbye hævdede hårdnakket, at de rådede over et hemmeligt »Basedow-Middel«. Dette arkanum havde angiveligt hjulpet mange mennesker, som lægerne havde opgivet. Thomas Jensen ville dog ikke ud med, hvad midlet indeholdt. Men han kunne oplyse, at han havde fået opskriften »af Gud i en Drøm«.

Dr. Faurbye ville heller ikke røbe, hvad det hemmelige middel består af.

Thomas Jensen forsøger med et modangreb: Lægerne er efter ham og vil ødelægge ham, fordi »det Gang paa Gang havde vist sig, at han kunde kurere Mennesker, som (lægerne) forgæves havde fyldt med Medicin«.

På det tidspunkt havde Georg Jepsens anstrengelser allerede ført til en sag i Lægeforeningens Overvoldgiftsret. Udfaldet blev, at Faurbye blev ekskluderet i vanære. Foreningen kunne ikke acceptere, at en læge »sælger sit Navn til at dække over Kvaksalverisvindel«. Den forholdsvist udførlige redaktionelle omtale i Ugeskriftet slutter med et slet skjult ønske om, at »Tabet af hans Lægeære« ikke bliver afslutningen på sagen. Underforstået: At myndighederne retsforfølger ham for meddelagtighed i ulovlig kvaksalverivirksomhed.

Myndighedens blinde øje

Men myndighederne har ikke lyst til at gribe ind – hverken over for den ekskluderede læge eller Fiskerthomas og hans »Basedow-Klinik«.

Lægeforeningens eksklusion får ikke Sundhedsstyrelsen til at gribe ind mod dr. Faurby, som uanfægtet kan fortsætte i sin lægepraksis – og i sit tvivlsomme partnerskab med kvaksalveren. Patienterne strømmer til Thomas Jensens klinik. Der er fortrinsvist tale om patienter med Mb. Basedow og myksødem – to lidelser, som hverken kvaksalveren eller Faurbye under Georg Jepsens besøg syntes at være i stand til at skelne fra hinanden.

Og Jepsen koger af indestængt harme over myndighedernes passivitet:

»Her lever en Kvaksalver saa at sige Side om Side med en Herredsfoged, en Amtslæge og en Kredslæge, og i en Række af Aar har han drevet sin indbringende Humbugsgeschäft … Behandlingen (…) bestaar i nogle Draaber og et Pulver, som i og for sig ingen Virkning har (…) Da saa Frækheden kulminerer ved at det lykkes at knytte en Læge til Virksomheden, saa tænker man næsten, om ikke Sundhedsstyrelsen skulde kunne forpurre det hele ved at fratage en saadan Læge sin Jus Practicandi. Men Nej! Sundhedsstyrelsen forholder sig ganske rolig. (…) Rettens Haandhævere forholder sig rolige, maaske fordi de tror paa Kvaksalveren; Sundhedsstyrelsen gider antagelig ikke røre ved ham, og Amtslæge og Kredslæger kan maaske ikke«.

Til dr. Jepsens irritation skriver lokalpressen positivt og opmuntrer folk til at støtte »Spekulationsfirmaet Jensen & Faurbye« i dets jagt på myndighedsgodkendelse. Også lokale politikere, ja tilmed skolelærere, rykker kvaksalveren til undsætning, mens »Lægerne og den mere oplyste Presse kæmper en tilsyneladende haabløs Kamp mod dette mystiske, som hviler over ’kloge Mænd og Koner’. Og dog bør Kampen ikke opgives; thi Sejren maa kunne vindes gennem Oplysning«.

Det mente altså en håbefuld dr. Jepsen i 1918.À