100 km/t i myldretiden

Den første alarm bipper i lægeassistent Anders Sødrings lommeradio et par minutter over otte. Uden et ord rejser han og læge Søren Loumann Nielsen sig. 45 sekunder senere sidder de i den ene af de to københavnske lægeambulancer, klar til dagens første kørsel.

Tilbage i opholdsstuen på Hoved-brandstationens 1. sal står de dampende krus med nybrygget morgenkaffe.

Ingen chancer

Selve udrykningskørslen er formentlig banal for de læger, som er fortrolige med den. Men som førstegangsoplevelse er det grænseoverskridende at bevæge sig i slalom på tværs af alle kørebaner, køre venstre om heller, over for rødt, ind over cykelstier, og med jævne mellemrum accelerere til 100 km/t, når trafikken i Københavns indre by og brokvarterer tillader det.

Til gengæld er kaffen næppe blevet kold hjemme på brandstationen, før lægeambulancen er fremme ved skadestedet på den brede indfaldsvej, hvor en taxa har vædret en personbil bagfra. Taxachaufføren er ved at afgive forklaring til en betjent. Motorcykelpoliti omdirigerer myldretidstrafikken, mens brandvæsenets pionerer gør klar til at skære taget af personbilen for at befri passageren - et ungt menneske på 14, som klager over nakkesmerter - derfor tages ingen chancer.

Inde på fortovet står en kraftig, tatoveret mand og nørkler med en bedekrans, mens han mumler uforståelige bønner.

Nu er patienten smertebehandlet og løftes over på lejet. Søren Loumann tjekker, at hun er stabil og egnet til transport. »Uanset, hvor i byen, vi står, kan vi når som helst på døgnet være på H:S Rigshospitalets Traumecen-ter maks. ti minutter efter, at jeg siger go«, forklarer han. Så lang tid går der ikke, før ambulancen og lægebilen er fremme, og traumeteamet, der på forhånd er informeret om, hvad der er på vej, kan tage over.

Inden vi er parat til at køre tilbage til stationen, ankommer den anden lægeambulance med en cyklist, der netop har mistet foden ved en højresvingsulykke.

100.000 gange på 20 år

Søren Loumann er overlæge på anæstesi- og operationsklinikken på H:SRigshospitalets Hoved-Orto-Center og daglig leder af H:S Lægeambulance. Den har til huse på Hovedbrandsta-tionen bag Københavns Rådhus sammen med det kommunale brandvæsen. Lægeambulancen råder over to Mercedes 350-lægeambulancer (og en i reserve), hvoraf den ene er i funktion kl. 8-22 på hverdage og kl. 9-24 på lørdage. Den anden er på 24 timer i døgnet. I sine 20 år er lægeambulancen rykket ud mere end 100.000 gange - »uden alvorlig persontilskadekomst«, siger Søren Loumann og banker under bordet.

Systemet er en rendezvous-ordning, hvor lægeambulancen støder til ved ca. 40 pct. af primærambulancernes udrykninger med lygter og horn. I ca. 20 pct. af tilfældene bevirker behandlingen, at den akut syge eller tilskadekomne kan færdigbehandles.

Herved undgår man at belaste akutmodtagelsen.

Lægeambulancen har principielt fri visitationsret til alle hospitaler i området. »De fleste fejler noget helt almindeligt: Lungesygdomme og hjertesygdomme, der kan og skal behandles på almindelige medicinske afdelinger«.

Lægeambulancen ser også en del psykiatriske tilfælde, hvor mødet med patienternes kummerlige tilværelse er noget, som ofte berører ambulancens personale stærkt.

Et dødsfald

Alarmen lyder igen, og af sted går det gennem byens trafik til et »muligt hjertestop« i Nordvest. Anders Sødring manøvrerer gennem trafikken. Taxaer, lastvogne og busser reagerer adækvat på sirener, blink og »ulvehyl«, mens lægen og assistenten ironisk kommenterer den øvrige trafik. »Man bliver ikke imponeret over lægfolks evner til at køre bil«, bemærker Søren Loumann, da en forfjamsket bilist fortsætter med at trille frem og næsten når at lukke et hul, som de mere professionelle chauffører ville have holdt åbent. »Se ham ... hold da op. Han gør det i en god mening, men du godeste!«

Efter en sidste spurt ad tomme villaveje er lægeambulancen fremme. På stuegulvet i det noget forsømte hus ligger en 50-årig mand i boksershorts. Ambulancefolkene, der ankom efter politiet, har overtaget hjertemassagen fra den betjent, der først trængte ind, tilkaldt af de pårørende, der ikke kunne få kontakt.

Søren Loumann intuberer, giver atropin og adrenalin. Stuen myldrer af ambulancefolk og politi. Der måles på hjerteaktiviteten. Efter 20 minutter ryster lægen på hovedet. »Skal jeg underrette de pårørende? De står derude«, siger en ung betjent. »Det skal jeg nok klare«, svarer lægen til betjentens synlige lettelse.

Efter så blidt som muligt at have overbragt den ubehagelige nyhed, ordnes det nødvendige papirarbejde. Betjenten rådspørger Søren Loumann om hjertemassage, får ros for sin indsats og et par gode råd. Den døde bæres ud og køres til Bispebjerg.

Anæstesiologer kan det, der er vigtigt

Det er anæstesiologer, der bemander lægeambulancen, og de er efter Søren Loumanns mening de bedste egnede. Men hvad kan anæstesiologer, som andre specialer - eller f.eks. et akutspeciale, som nogle efterlyser - ikke kan?

»Vi kan håndtere luftvejene og har rutine i det. Som anæstesiolog kan man velovervejet beslutte sig for at bedøve og intubere en patient i en meget risikabel situation ved lynhurtigt at veje for og imod. Det kan andre ikke på samme niveau. Heller ikke akutmedicinere«.

Nu findes de jo ikke i Danmark ...

»Nej, og gud ske lov for det. De ser simpelt hen for få kritiske situationer. Vi har for lang tid siden lagt det kriterium til grund, at man på daglig basis skal være klinisk arbejdende anæstesiolog. Jeg går jo heller ikke ud og syr en aortaprotese på. Det overlader jeg til nogen, der er bedre til det end mig. Kardiologen har stor indsigt i væsentlige dele af akutmedicinen men er mest interesseret i hjertet og i et vist omfang kredsløbet - og reelt uinteresseret og ude af stand til at håndtere luftvejen.

Derfor er det præhospitale område godt forankret inden for anæstesiologien«.

Hvad er det, helt præcist, man skal kunne?

»Man skal være god til at genoplive - det er en kerneydelse.

Og de, som bliver ansat, skal meget hurtigt, oven i anæstesispecialet, have et advanced life support-kursus (ALS) og et ATLS-kursus, dvs. advanced trauma life support«.

»Konceptet er at bringe specialisten ud på skadestedet, stabilisere patienten og holde ham i live i 30-60 minutter, mens han flyttes til det sted, som mest hensigtsmæssigt kan tage sig af den videre behandling. Vi tilbyder, at f.eks. patienter med store blodpropper i hjertet eller alvorlig tilskadekomst efter stabilisering hurtigt kommer under avanceret behandling, typisk på et invasivt hjertecenter eller traumecenter. Og vil vi tilbyde disse avancerede behandlinger til alle i Danmark, skal vi også have nogle organisationer, som kan tage sig af det på kvalificeret vis«.

Rutine er afgørende

En udrykning afbryder igen. Hjemme-sygeplejersken har fundet en 80-årig dame halvt bevidstløs i pensionistboligen.

Tilbage på stationen fork larer Søren Loumann den forskel, lægeambulancen efter hans mening gør:

»Den største, synlige forskel er nok, at den avancerede genoplivning kan supplere den basale genoplivning med intubation og avanceret medicinering, og herefter, når man har fået kredsløb, at man får patienten til det rigtige sted, hvor man kan give den eventuelle supplerende behandling«.

Søren Loumann henviser til den 80-årige dame: »Hun lå med et lavt blodtryk og en alt for lav puls på 30. Hun fik atropin, som øgede pulsen til 40. Så pacede vi hende, og det bedrede hende mærkbart, selv om det var lidt ubehageligt for hende. Jeg slukkede for paceren, men nu vidste vi, at vi kunne pace hende tilbage til den tilstand, hvis det skulle begynde at gå galt.

Derefter kunne vi holde hende kørende på egne konditioner uden at skulle pace hende. Samtidig fik vi taget et 12-aflednings-EKG for at sikre, at hun ikke havde et myokardieinfarkt som tilgrundliggende årsag. Det havde hun ikke ...«.

»Jeg tror, at vi skal køre nu!«

En falsk alarm

Otte amter har lægeambulancer, og der er bred konsensus om, at det tilbud skal udbredes til hele landet. »Der er ingen tvivl om, at et større flow af patienter til skadestuerne vil give en bedre behandling. Men det kræver også, at diagnostikken er god ude på skadestedet«, siger Søren Loumann, mens vi suser ad Vesterbrogade til en formodet overdosis på Mændenes Hjem i Lille Istedgade.

Søren Loumann erkender, at større, men færre, akutmodtagelser vil be-tyde, at mange patienter skal køres længere. »For den store del af patienterne vil det ikke gøre noget. De vil opleve, at der er længere, men de vil være i trygge hænder hos ambulanceredderne. Og om få år vil alle ambulancer have niveau 2-reddere som Anders Sødring, som er stærkt opgraderede i forhold til tidligere tiders reddere. Men for de 5-15 pct., som er allermest syge, skal vi også have et tilbud.

Det vil være urimeligt, hvis de berøves en behandling, de ville kunne få på en nærliggende skadestue, ved at skulle køre længere. Derfor er det helt logisk at tilbyde den speciallægebaserede lægeambulance og den akutmedicinske, præhospitale behandling, til alle danskere«.

På hjørnet af Istedgade står en ung mand i bar overkrop og vinker til ambulancen.

Han undskylder igen og igen; det er ham, der har ringet. Han troede, at hjertet var holdt op at slå. Men nu har han det allerede lidt bedre. Undskyld, altså, undskyld!

Også livsbekræftende

Hvad er det, der er så fedt ved at arbejde ved lægeambulancen - ud over at redde liv?

»Det er fedt at være den, der når frem til hjertepatienten med den store prop i hjertet, som bare er så dårlig, at der er betydelig risiko for, at han får hjertestop, hvis man ikke understøtter ham på bedste vis.

At være den lille spydspids for den store organisation bagved, der står klar til at tage imod patienten, det er meget tilfredsstillende.

Og de ting, man oplever på det mere menneskelige plan ... Engang var jeg ude hos en gammel kone på Østerbro. Hun fortalte, at det var 20 minutter siden, at hendes mand holdt op at trække vejret, men at hun havde ventet med at ringe. ,Hvorfor vente?` spurgte jeg. Hun svarede, at han havde cancer over det hele. ,Der er ingen, der kan gøre noget for ham, og tænk, hvis I kunne finde på at gå i gang med ham!` Det er en oplevelse at møde sådan et helstøbt menneske, der tager et ansvar for sin næste«.

Ligefrem livsbekræftende. Du ser jo også megen elendighed?

»Der er ting, der virkelig når helt derind. Hvis du kan spejle dig selv i situa-tionen, er det hårdt. At det her kunne ske for dig, eller hvis den, du skal behandle, er en, du kender. Så vender man lige skråen, inden det er business as usual«.

Fakta

I 2005 blev H:S Lægeambulance alarmeret 9.114 gange. Det resulterede i 6.989 patientkontakter.

Blandt disse havde 753 personer sikre dødstegn.

Den største patientkategori var akut sygdom, der tegnede sig for 70 pct. af alle kontakter, og herefter kom ulykker med 17 pct.

Der kunne påvises en bedring i tilstanden hos 4.011 patienter (64 pct.). Behandlingseffekten blev betegnet som livreddende i 296 tilfælde (5 pct.).

Ved udrykning til 289 patienter med hjertestop, hvor man indledte genoplivningsforsøg, lykkedes det at genoplive 66 sv.t. 23 pct. af de behandlede, og heraf blev en tredjedel udskrevet fra hospitalet. Det svarer til, at 7,6 pct. af patienter behandlet for hjertestop kunne udskrives fra hospital.

I alt 1.388 (22 pct.) af patienterne kunne færdigbehandles på skadestedet eller i hjemmet. Det drejede sig primært om sukkersygepatienter med kritisk lavt blodsukker, narkotikaforgiftede samt patienter med akut forværring af en kronisk bronkitis.

Hyppigste behandling var anlæggelse af intravenøs adgang, som fandt sted hos 3.151 patienter (51 pct.); 2.949 patienter (47 pct. af alle) fik væske eller medicin; 714 (11 pct.) fik morfin eller lignende pga. stærke smerter; 253 gange (4 pct.) blev patienter lagt i respirator på skadestedet.

Som led i deres uddannelse deltog i 2005 i alt 62 læger, 88 medicinske studenter og sygeplejersker samt 50 andre, bl.a. ambulancefolk, som observatører.

Kilde: Årsrapport 2005 H:S Lægeambulance.