13 procent af alle lægetimer går til videreuddannelsen

13 procent af alle lægetimer på Gynækologisk-obstetrisk Afdeling, Amtssygehuset i Herlev, går til videreuddannelsen.

Den ny videreuddannelse, som træder i kraft den 1. januar, vil medføre »et væsentligt større resursetræk på de uddannelsesansvarlige afdelinger«.

Det mener Øjvind Lidegaard, uddannelsesansvarlig overlæge på den pågældende afdeling.

På FAS' efterårskonference fremlagde han data fra den første større undersøgelse over trækket på resurserne til videreuddannelse på en universitetsafdeling.

Forunderligt nok er der i disse DRG-tider kun gjort sporadiske forsøg på at sætte tal på den kliniske produktionspris på videreuddannelsen, ligesom forskningen, kvalitetsudviklingen og efteruddannelsen ikke - endnu - er underlagt en systematisk prispolitik.

På den gynækologisk-obstetriske afdeling i Herlev har den administrerende overlæge Poul Jaszcak indset, at det har været nødvendigt kun at bruge Øjvind Lidegaard i klinikken i halvdelen af tiden, resten er helliget arbejdet som uddannelsesansvarlig overlæge.

»Det gør ondt at tage ham ud et halv år af det kliniske arbejde, men det har været nødvendigt for at få videreuddannelsen til at fungere«, sagde Poul Jaszcak, som pointerede, at ikke blot den ny videreuddannelse, men også flere og flere administrative tiltag såsom registreringer og indberetninger i forbindelse med Den Danske Kvalitets-model, vil øge belastningen på lægegruppen.

Øjvind Lidegaard har minutiøst identificeret alle afdelingens videreuddannelsesaktiviteter og påført dem en »uddannelsesfaktor«.

Fx har konferencerne således fået en uddannelsesfaktor på 50 procent, for uden uddannelsessøgende skønner han, at konferencerne kunne holdes på den halve tid. Stuegangen har fået en uddannelsesfaktor på 20 procent, fordi stuegang varetaget kun af speciallæger ville kræve 20 procent mere tid, og - som nævnt - bliver facit, at 13 procent af alle lægetimer går til videreuddannelsen.

Lidegaards konklusion på baggrund af de mange tal og udregninger er enkel og klar:

Udgifterne til videreuddannelsen skal synliggøres, de skal fremgå af driftsbudgettet.

Ellers risikerer aktiviteterne i forbindelse med videreuddannelsen ikke at blive honoreret i de rammebudgetter, som fastlægges i samarbejde mellem afdelingen og sygehusledelsen, hvilket kan blive til ugunst for videreuddannelsen, fordi den vil blive underprioriteret i forhold til den daglige drift.

Overlæge Anna Birthe Bach anlagde en trods alt positiv vinkel på videreuddannelsens træk på en afdelings resurser.

»Det kommer til at koste resurser at uddanne de yngre læger, men det vil også give resurser at uddanne dem, for de bliver bedre læger«, nævnte hun, og tilføjede, at »det tager tre måneder at demotivere en yngre læge«, hvorimod »de mennesker, som man har lært noget af, husker man resten af sit liv«.

Den lykkelige læge

Mette Worsøe, formand for FAYL, fulgte op med, at »en god læge, er en lykkelig læge«, og understregede betydningen af en god lægekultur, det ville styrke videreuddannelsen.

»Overlægerne er de læger, som er længst på afdelingen, og som er kulturbærere. Det er jer, der skal sørge for, at den nye speciallægeuddannelse foregår i nye rammer og i en kultur, hvor spørgelyst opfattes positivt, og hvor der tales åbent om fejl og usikkerhed. Ingen bliver en bedre speciallæge, fordi de udsættes for negativ læring. Hvor fokus er på begåede fejl og mangler, og ikke på, hvad den yngre læge gør godt. Heller ikke noget tyder på, at læger bliver bedre speciallæger af at gå meget i vagt. Ikke at vagten skal afskaffes, men vagten kan sagtens fordeles og anvendes på en anden måde.

Vi kan ikke undgå at introducere nye læringsformer og -metoder, men den nye speciallægeuddannelse er helt åbenlyst et spørgsmål om lægekultur«, sagde FAYL-formanden.

For at illustrere problemet med lægekulturen læste og kommenterede Mette Worsøe tre mere eller mindre fiktive fortællinger om en yngre læges genvordigheder - blandt andet denne (i udtog) »fra en af landets sorte afdelinger«:

»Den dårlige kommunikation lægerne imellem på afdelingen gør, at morgenkonferencerne er præget af meget lidt engagement fra alle afdelingens læger, hvilket måske mere afspejler den eksisterende lægekultur frem for noget andet.

Artikelgennemgange og teoretisk undervisning er pligt, ikke lyst. Dette hænger selvfølgelig sammen med, at stemningen ikke opfordrer til livlig diskussion, men snarere det modsatte. Jo færre spørgsmål desto mindre sandsynlighed er der for at blive til grin, og desto hurtigere er vi færdige.

På den anden side er konferencerne det eneste sted, hvor der gives og modtages struktureret uddannelse - for det sker ikke i den øvrige dagtid. Der er vi der som regel ikke, og når vi endelig er der, er arbejdet oftest rutinepræget - forundersøgelser, journalskrivning og skadestuearbejde. Vi passer os selv, og når vi beder om bistand fra ældre kolleger, mødes vi ofte at et ,det må du da virkelig selv kunne finde ud af!`«.