13.013 borgere har oprettet et behandlingstestamente

Den 1. januar blev livstestamentet udskiftet med et behandlingstestamente, hvor borgere kan give udtryk for, om de ønsker livsforlængende behandling.

Det har 13.013 mennesker gjort indtil videre, oplyser Sundhedsdatastyrelsen.

Det afgørende nye i forhold til livstestamentet er, at sundhedspersonalet er juridisk forpligtet til at rette sige efter testamentet.

En af de læger, der hyppigt står i en situation, hvor behandlingstestamentet kan blive relevant, er Jens Flensted Lassen, som er overlæge i invasiv kardiologi på Odense Universitetshospital (OUH) og formand for Dansk Råd for Genoplivning.

Grundlæggende hilser han det velkomment, at der er 13.013 mennesker, der har oprettet et behandlingstestamente.

”Det kan vi som læger tage udgangspunkt i og dermed stoppe en behandling, der i forløbet viser sig udsigtsløs”, siger han.

Han gør opmærksom på, at der i akutte situationer, hvor der genoplives med hjertestop uden for hospitalet, ikke er tid til at overveje, om der skulle være et behandlingstestamente.

”Men nogle gange ender redningsforløbet med, at en patient ligger i respirator, måske tilkoblet en hjerte-lunge-maskine og en masse teknologi, mens behandlingen fortsætter, og man venter på, at patienten kommer sig. Her må man hele tiden vurdere, om behandlingen er udsigtsløs. Hvis der ikke er nogen bedring, og undersøgelser viser, at der er meget ringe sandsynlighed for, at patienten kommer igennem uden men, så kommer der et tidspunkt, hvor man må overveje at stoppe behandlingen. Det kunne vi ikke tidligere. Men det kan vi i dag, hvis der foreligger et behandlingstestamente; så kan vi følge ønsket og afslutte udsigtsløs behandling. Det er en klar forbedring, og derfor er jeg glad for, at der er 13.000, der er med”.

De sygehusafdelinger, der især vil opleve at gøre brug af behandlingstestamentet, er de intensivafdelinger, hvor der ligger hjertestoppatienter, trafikofre og traumepatienter, de neurointensive, hvor der kommer patienter, der er faldet om med hjerneblødning, og hvor der kan være usikkerhed, om behandlingen fører til noget. Og så kan det være hjerteintensive afdelinger, f.eks. hvor der udføres thoraxkirurgiske højrisikoprocedurer, oplyser Jens Flensted Lassen.

Endnu har han ikke selv mærket, at der er kommet en ny lovgivning. På hans egen afdeling, Hjerteafdelingen – indtil for kort tid siden på Rigshospitalet, nu på OUH – har der været flere situationer, hvor man har undersøgt, om patienten havde et behandlingstestamente. Det har der endnu ikke været, oplyser han.

Lægens usikkerhed

Er I ikke nogle gange usikre på, hvornår det er relevant at undersøge, om patienten har et behandlingstestamente?

”Vi står hver dag med en overlever efter hjertestop. Og vi ved, at selv om patienten bliver holdt i live, er der 50 procent chance for, at patienten overlever, og de øvrige dør snart. Vi er også blevet rigtig gode til at forudse, hvem der kommer sig uden men, og det betyder altså, at vi nogenlunde kan forudsige, hvem der får men. Patienter uden et behandlingstestamente må dø af sig selv, sådan skal det også være.

Men hvis patienten har et behandlingstestamente, og vi står i en situation, hvor vi tror, det er udsigtsløst, kan vi med et testamente i hånden og god etik træffe den beslutning, tage de pårørende ind og slukke respiratoren. Uden at blive sat i fængsel for aktiv dødshjælp”.

Men det er bare ikke helt så enkelt.

På spørgsmålet, hvor sikker lægen er, når han eller hun vurderer, at behandlingen er udsigtsløs, svarer Jens Flensted Lassen:

”Der er kommet nogle nye dilemmaer til med behandlingstestamentet. Tidligere, når vi ikke var sikre, ventede vi bare på at se, hvad der skete. I dag skal vi afslutte behandlingen, når vi vurderer, det skal være, hvis patienten har behandlingstestamentet.

Men der ligger et etisk dilemma i og med, at der ligger et pres på lægen for at udløse brugen af testamentet. For der står i testamentet: ,hvis behandlingen er udsigtsløs' – men det er et skøn og dermed elastik i metermål. Så vi har forpligtelsen til at træffe beslutningen om at følge ønsket på det tidspunkt, hvor vi føler os rimeligt overbevist om, at det er uigenkaldeligt”.

Og det kan i være lidt i tvivl om?

”Jeg får min løn for at være i tvivl og for alligevel at påtage mig ansvaret for at vælge på andres vegne. Jeg er i tvivl hver dag. Jeg vil mene, at jeg er en god læge, og jeg har ikke mange klagesager. Men jeg tager selvfølgelig indimellem fejl. Det at være læge er i yderste konsekvens, at du træffer nogle beslutninger for et andet menneske, som lægger sit liv og førlighed i dine hænder. Og det kan du ikke lave en retningslinje for – det er konsekvensen af jobbet. Ligegyldigt hvor teknologifikserede vi er, så er der stadig et skøn, når man er læge, og det kan selvfølgelig udfordres. Men der er ikke et svar”.

Nye retningslinjer på vej

Der er faktisk ved at blive lavet nye retningslinjer.

En arbejdsgruppe i Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med at revidere de vejledninger, der findes om fravalg af livsforlængende behandling, genoplivningsforsøg og afbrydelse af behandling, herunder sundhedsperersonalets ageren i forhold til behandlingstestamentet.

De gamle retningslinjer blev ændret, da behandlingstestamentet skulle indføres, og Styrelsn for Patientsikkerhed formulerede et udkast. Men Lægeforeningen og flere andre organisationer kritiserede skarpt udkastet, og nu er en arbejdsgruppe altså ved at gennemgå vejledningen på ny.

Der er to vejledninger: en for sygehusene og en for den primære sektor.

Lægeforeningens overordnede ønsker er klare og kortfattede retningslinjer for sundhedspersonalets opgaver.

”De nuværende vejledninger er svære at arbejde med, de er uklare og svære at bruge for lægerne som opslagsværk. Formålet er at få så korte og præcise vejledninger som muligt”, siger Anna Mette Nathan, der er Lægeforeningens repræsentant i arbejdsgruppen.

En af de ting, som Lægeforeningen har efterlyst i sit høringssvar, er en afklaring af begreberne ”aktuel beslutning” og ”aktuel situation”. De skal uddybes, mener Lægeforeningen.

”Det er f.eks. uklart, hvordan lægen skal foretage sin lægefaglige vurdering, hvornår lægen skal foretage den, og hvor længe den konkrete vurdering kan bruges”, siger Anna Mette Nathan.

Hun oplyser, at arbejdsgruppen senere vil se på vurderinger i relation til behandlingstestamenter.

En færdig vejledning forventes at være klar til juni.