Content area

|

15.000 års omskæring

I mindst 5.000 år, og nogle mener 15.000, har mænd ladet sig omskære. Senere blev det drengebørnenes tur. Og hverken jøder eller muslimer var alene om den omdiskuterede praksis.
Relief på Ankh-ma-Hors sarkofag i Saqqara fra omkring 2350 f.v.t. viser den rituelle omskæring som forberedelse til indtræden i præsteskabet. Manden til højre siger ifølge inskriptionen: »Skær godt til!«. Den siddende mand med kniven svarer: »Jeg skal nok være omhyggelig«. Personen til venstre er knap så kålhøgen: Manden med kniven siger til sin hjælper: »Hold ham fast. Lad ham ikke besvime«. Hjælperen svarer: »Jeg skal gøre, som du ønsker«. (Foto: The Wellcome Collection)
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Omkring hver sjette mand på kloden er omskåret. Spørger man dem hvorfor, vil nogle svare, at det er af religiøse årsager. Andre vil sige, at »sådan gør man bare«. En del vil helt prosaisk henvise til hygiejniske fordele. Men spørger man videre, vil de færreste nok vide, hvornår og hvorfor skikken med at omskære drengebørn egentlig begyndte.

Omskæring i 4.500 år

Eller rettere: Ingen – heller ikke arkæologer og antropologer – ved, hvor og hvornår den omdiskuterede praksis opstod. En engelsk ægyptolog har hævdet, at skikken opstod nogenlunde synkront over hele verden for omkring 15.000 år siden. Og da Columbus kom til »Den nye Verden« i 1492, var mange af de mandlige indbyggere angiveligt omskårne.

De ældste konkrete eksempler på mandlig omskæring er fundet i egyptiske mumiegrave fra tiden omkring 2500 f.v.t. Vægmalerier i gravkamrene afbilder selve udførelsen. Den græske historiker Herodot skrev omkring 450 f.v.t., at egypterne »udfører omskæring for renlighedens skyld, da de synes at foretrække renlighed frem for skønhed«. Det var ikke alle egyptere, der blev omskåret, men undersøgelser af mumier viser, at det var en udbredt praksis blandt mænd (men ikke blandt kvinder). Der er heller ingen indikationer på, at omskæring var et særkende for bestemte sociale klasser. En del konger var omskårne, men ikke alle: Forhuden var intakt hos grundlæggeren af det 18. dynasti, Ahmose den Første, hvilket man kunne konstatere ved udpakningen af hans mumie.

Ifølge Herodot blev omskæring i øvrigt også praktiseret blandt fønikerne, hittiterne og etioperne, og så længe, nogen kan spore det, har skikken været praktiseret blandt Australiens aboriginere, en del afrikanske stammer i det sydlige Afrika samt Kenya – og i Mellemøsten blandt jøderne siden gammeltestamentlig tid, og fra det syvende århundrede også blandt muslimer.

Hos jøderne tilsiger skikken, at omskæringen skal ske otte dage efter et drengebarns fødsel, mens muslimer ofte venter, til drengen når puberteten – eller senest ved ægteskabets indgåelse. Da kristendommen skilte sig ud fra jødedommen, afskaffede den nye religion omskæringen – måske for at gøre deres nye sekt mere tiltrækkende, fordi man ikke behøvede at undergå det ubehagelige ritual.

Gud og forhuden

Jødedommens hellige bog hedder Toraen og er en del af de kristnes Gamle Testamente. Den skriftlige overlevering blev til under det jødiske eksil i Babylon (587-539 f.v.t.). Præsterne fra templet i Jerusalem blev tvunget i eksil efter babylonernes erobring og det første tempels ødelæggelse. I eksilet fik de travlt med at indsamle, redigere og nedskrive deres traditioner, og det var her, at den første samling af Toraen/Det Gamle Testamente fandt sted. Mange jøder udvandrede til græsk-romerske kolonier i Levanten, hvor de glemte det hebraiske sprog, og for at bevare sammenhængen og traditionerne måtte man samle skrifterne og oversætte dem til græsk, som var blevet jødernes fælles omgangssprog.

Jesu omskæring. For nogle er omskæring et uundværligt udtryk for deres religiøse eller kulturelle identitet. Andre ser det som en barbarisk skik og – når den udføres på spæde børn eller mindreårige – som et overgreb og en krænkelse af individets rettigheder. Tegning fra 1600-tallet.  (Foto: The Wellcome Collection)Jesu omskæring. For nogle er omskæring et uundværligt udtryk for deres religiøse eller kulturelle identitet. Andre ser det som en barbarisk skik og – når den udføres på spæde børn eller mindreårige – som et overgreb og en krænkelse af individets rettigheder. Tegning fra 1600-tallet. (Foto: The Wellcome Collection)

Det Gamle Testamente forklarer, at omskæringen besegler en pagt mellem Gud og Abraham. I Første Mosebog (kap. 17, v. 9-14) viser Herren sig for patriarken Abraham og lover, at han vil blive stamfader til folkeslag, der skal herske over landet. Til gengæld skal han omskære alle drengebørn og slaver i sit hus, og hans efterkommere skal gøre det samme »i slægt efter slægt … Sådan skal I bære min pagt på kroppen som en evig pagt. Men en uomskåret mand, en, hvis forhud ikke er omskåret, skal udryddes fra sit folk. Han har brudt min pagt«.

Senere bliver det virkelig underligt: Moses og hans hustru Sippora er på vej til Egypten, og Gud er af uvisse årsager blevet rasende på ham: »I et herberg undervejs … overfaldt Herren ham og ville slå ham ihjel. Da tog Sippora en flintekniv og skar sin søns forhud af. Hun berørte hans kønsdele og sagde: ,Nu er du min blodbrudgom’. Så slap Herren Moses« (2. Mosebog, kap. 4, v. 25-26).

Der er adskillige omtaler af omskæring i Det Gamle Testamente: Efter 40 års ørkenvandring står israelitterne omsider ved Jordanfloden for at invadere det land, som de mener, Gud har lovet dem. På dette tidspunkt var Moses og alle de omskårne krigere, han havde ført med fra Egypten, døde, og en ny generation var vokset op. Men inden de fik lov at gå videre, krævede Gud, at deres hærfører, Josva, skulle lade alle mændene omskære: »Lav dig nogle flinteknive, og omskær så israelitterne igen«, befalede Gud. Josva adlød, og »da alle var blevet omskåret, holdt de sig i ro i lejren, indtil de kom sig« (Josvabogen, kap. 5, v. 2-8).

Ikke kun jøder og muslimer

Tre af de syv steder, hvor omskæring nævnes i Det Gamle Testamente, foregår det før jødernes deportation til Babylon efter Jerusalems ødelæggelse, dvs. i det sjette århundrede f.v.t. (og i ingen af disse tre steder er det spædbørn, der omskæres).

Til gengæld fremgår det af flere kilder, at israelitterne langtfra var det eneste mellemøstlige folk, der praktiserede omskæring. Ifølge Det Gamle Testamente foregik det hos så godt som alle Mellemøstens folkeslag: »Der skal komme dage, da jeg straffer de omskårne: Egypten, Juda, Edom, ammonitterne, Moab og alle dem med klippede tindinger, som bor i ørkenen«, lyder det truende fra Herren i profeten Jeremias’ Bog (kap. 9, v. 24-25), som blev til omkring 627 f.v.t. Ifølge Jeremias er Herren vred over disse omskårnes ugudelighed, og Herren lader da også babylonerne ødelægge Jerusalem 40 år senere.

De uomskårne gik det heller ikke bedre: Israelitternes naboer og ærkefjender, filistrene, som var indvandret fra Kreta i det 12. århundrede f.v.t., undlod at omskære. De omtales flere steder i Det Gamle Testamente med slet skjult foragt som »de uomskårne«.

I betragtning af, at omskæring var udbredt blandt Mellemøstens folkeslag for i hvert fald 4.300 år siden, er det svært at se, at omskæring oprindeligt skulle være en entydigt jødisk eller muslimsk identitetsmarkør.

Omskæring i islam

Selvom mange muslimer omskærer deres drengebørn, er der ikke enighed om, at det er et absolut krav. Men da muslimer ligesom jøder betragter sig som Abrahams folk, har det naturligvis vægt, at den gamle patriark også var omskåret. Muslimske gejstlige har dog peget på, at Abraham (Ibrahim) først fik foretaget indgrebet som 80-årig, og at det derfor ikke nødvendigvis er et krav, at omskæringen skal foretages på spæde drengebørn.

Omskæring nævnes ikke i Koranen, men i beretningerne om profeten Muhammeds gøren og laden er skikken nævnt i Hadith 779, ifølge hvilken Profeten skal have sagt, at fem ting er karakteristisk for menneskets naturlige adfærd (Fitrah): »Omskæring, barbering af kønshårene, at trimme overskægget, klippe negle og fjerne hår i armhulerne«.

Omskæring ser altså ikke ud til at være et helligt ritual, men en skik på linje med anden kropspleje (bortset fra, at hår og negle jo vokser ud igen).

En islamisk »katekismus« fra 1300-tallet, Tuhfat al-Mawdud, forklarer helt lavpraktisk, hvorfor mandlig omskæring kunne være en god idé, thi »hvis forhuden forbliver, mens urinen kommer ud af urinrøret, vil noget af det samle sig, og dette vil forårsage irritation og infektion«.

Denne artikel har hverken til formål at dømme eller forsvare, men blot skitsere den historiske baggrund.

Blad nummer: 

Right side

af Torben Mahneke | 22/10
1 Kommentar
af Flemming Amter | 19/10
1 Kommentar
af Henrik Dibbern | 18/10
1 Kommentar
af Jens Langhoff-Roos | 17/10
3 kommentarer
af Tomas Christensen Kjær | 16/10
1 Kommentar
af Lars Lindberg Andersen | 15/10
1 Kommentar
af Johan Tommy Robert Wallentin | 14/10
1 Kommentar