Skip to main content

1813-fejl i forbindelse med meningitis-dødsfald

Personalet på Region Hovedstadens akuttelefon 1813 overså symptomer på meningitis.

Klaus Larsen kll@dadl.dk

23. feb. 2017
2 min.

Da den 17-årige Hans Graham Petersen nytårsaften ringede til akuttelefonen 1813, troede han selv, at det var influenza, der havde tvunget ham til at gå i seng i stedet for at feste med vennerne.

Da termometeret viste 39,5, og han havde kastet op i 20 minutter, konstaterede han led- og nakkesmerter samt hovedpine og frygtede, at det kan være meningitis, som han har læst om.

Sådan begynder en nat og et døgn, der – tilsyneladende på grund af fejl hos 1813 – ender med den 17-åriges død af meningitis.

Den første opringning til Akuttelefonen 1813 er logget til kl. 17.40. Næsten 12 timer senere ringer Hans Graham Petersen igen. Han har nu blåsorte pletter på huden og ondt over det hele. Hans fødder gør så ondt, at han ikke kan stå. På opfordring sender han billeder af pletterne til 1813.

Efter yderligere 26 minutter ringer 1813-personalet tilbage og beder forældrene om at køre sønnen til Nordsjællands Hospital. Yderligere otte minutter går med at finde svar på, hvilken afdeling, de skal køre til, fortæller Hans Graham Petersens far til DR Nyheder.

Nytårsdag kl. 15.58 dør Hans Graham Petersen af hjertestop i en ambulance på vej til Rigshospitalet.

To lægelige eksperter, som DR Nyheder har talt med, har læst den 17-åriges journal, udskrifter fra samtalerne med 1813 og en redegørelse fra Region Hovedstaden, der driver Akuttelefonen 1813. Begge vurderer, at Akuttelefonen 1813 begik en fejl ved ikke at sende en ambulance, da man fik oplysningen om de mørke pletter og de stærke smerter.

Over for DR Nyheder, som beskriver forløbet, erkender Region Hovedstaden, at det var en fejl ikke at sende en ambulance. Men om forløbet af de 12 timer hedder det i regionens skriftlige svar, at ”de sundhedsfaglige vurderinger, det er foretaget hos Akuttelefonen 1813, følger vores retningslinjer”.

Læs om hele forløbet hos dr.dk, som også har links til udskrifter af de to samtaler med 1813. (LINK)