Skip to main content

30 millioner til forebyggelse og behandling af ludomani

Såfremt Finansloven for 2016 vedtages, opretter Sundheds- og Ældreministeriet en pulje på 30,4 millioner kroner, der skal være med til at forebygge og sikre behandling af ludomani.

Sundheds- og Ældreminister, Sophie Løhde (V).
Sundheds- og Ældreminister, Sophie Løhde (V).
11. nov. 2015
2 min.

Fakta

Fakta

I 2016 vil der være flere penge til at forebygge og behandle ludomani, såfremt Finansloven for næste år vedtages, skriver Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Ministeriet har nemlig sat sygdommen ludomani på dagordenen i form af en pulje på 30,4 millioner kroner, da det ifølge sundhedsministeren er vigtigt, at der er tilbud til de spilafhængige.

”Det kan få store konsekvenser at være besat af spil. Ikke bare for det menneske, som ikke af egen hjælp kan komme ud af sin spilafhængighed og er i risiko for at opbygge en kæmpe gæld, men også for ægtefæller og børn, der bare kan se på, at familiens penge bliver spillet op. Derfor er det også vigtigt, at der er tilbud, hvor de spilafhængige kan få hjælp til ud at komme ud af deres misbrug”, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde.

Midlerne i puljen på 30 millioner kan søges af private behandlingsinstitutioner for ludomaner eller andre institutioner, der har tilbud om behandling efter fastsatte kriterier. Ansøgningsfristen er onsdag den 9. december 2015.