Skip to main content

300.000 danskere skal svare:: ”Hvordan har du det?”

Underrubrik

Kristine Buske Nielsen krn@dadl.dk

3. feb. 2017
1 min.

I dag, den 3. februar, modtager 300.000 danskere spørgeskemaer, der skal bruges til forebygning og behandling af danskernes sundhed.

’Hvordan har du det?’ Sådan lyder titlen på den nationale sundhedsundersøgelse, som nu foretages for tredje gang.

I dag, den 3. februar, bliver der sendt spørgeskemaer ud til 300.000 danskere over 16 år, der skal munde ud i et Danmarkskort, der afdækker sundheden og trivslen i alle kroge af landet.

Det er tredje gang at undersøgelsen gennemføres af de fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed på baggrund af en aftale mellem Danske Regioner, KL, Sundheds- og Ældreministeriet samt Finansministeriet.

Undersøgelsen skal bruges som grundlag til forbedring af forebyggelse og behandling.

”Undersøgelsen er den største sundhedsundersøgelse i Danmark, og derfor kan den være med til at tegne et billede af, hvordan sundhedstilstanden er - både generelt for hele landet, og i de enkelte regioner og kommuner,” siger specialkonsulent for sundhedsstyrelsen Lisa von Huth Smith i en pressemeddelelse.

Resultaterne fra undersøgelsen bliver samlet på hjemmesiden danskernessundhed.dk, hvor man også kan læse resultaterne fra de to foregående undersøgelser.