4th International symposium on coma and death

Til trods for, at hjernedød er en forudsætning for at foretage transplantationer, er der stort set ingen internationale møder om dette emne. I Cuba har en gruppe under den entusiastiske neurofysiologiske professor Calixto Machado s (CM) ledelse netop arrangeret det 4. internationale møde i Havana. CM var formand for en komité i Cuba, som i 2003 afgav en rapport om hjernedød, der efterfølgende er blevet lovligt dødskriterium.

Kongressen var et rent cubansk anliggende. Der stod intet internationalt videnskabeligt selskab bagved, og mødet var udelukkende finansieret af lokale midler og deltagergebyrer. Desværre blev 100 amerikanske deltagere forhindret i at komme, fordi de ifølge arrangørerne få dage før mødet fik inddraget deres rejsetilladelse af de amerikanske myndigheder. Dette førte til en halvering af deltagerantallet med deraf følgende konsekvenser for programmet. De ydre rammer var næsten upåklagelige. Mødet blev holdt i Havanas kongrescenter. Mødesproget var engelsk og spansk, og der var simultantolkning af rimelig god kvalitet.

Trods halveringen var mødet af stor interesse. Der var indlæg om døden ud fra etiske og religiøse synsvinkler, samt indlæg om parakliniske undersøgelser, som kan understøtte hjernedødsdiagnosen.

Van Lommel (Arnham, Holland) havde et interessant og kontroversielt indlæg om nærdødsoplevelse hos patienter, som overlevede hjertestop, og han argumenterede for en slags bevidsthed uden for hjernen.

Et væsentligt arbejde blev præsenteret af Shemie (McGill) på vegne af Canadian Council for Donation and Transplantation, der i 2003 udgav en fyldig rapport om hjernedød, som indeholder retningslinjer for, hvorledes hjernedødsundersøgelsen skal gennemføres.

Den del af undersøgelsen, som udføres med den største variation, er apnøtesten, altså den undersøgelse, hvor man bekræfter, at den hjernedøde ikke har nogen spontan respiration. Lang og Heckmann (Erlangen) havde gennemgået litteraturen og anbefalede ud fra egne erfaringer, at man måler kuldioxidtensionen i blodet ved undersøgelsens afslutning for at dokumentere pCO2 -stigningen.

Der var selvfølgelig også indlæg, der handlede om »den vanskelige samtale«, hvor lægen skal indhente samtykke til organdonation.

Sque, Long og Payne (Southhampton) havde talt med 49 familiemedlemmer til mulige organdonorer. De fandt, at den væsentligste årsag til, at pårørende sagde nej til donation, var manglende kendskab til afdødes ønske. Der var også gode råd til dem, der får til opgave at indhente samtykke. Det blev understreget, hvor vigtigt det var, hvem der havde samtalen, hvad man diskuterede, hvor og hvornår dette foregik og ikke mindst hvordan. Alle disse hv-ord har vi indflydelse på, og vi kan dermed forbedre samtalen med de pårørende. En løsning, som anvendes flere steder med held, er at have dedikerede personer, der har den specifikke opgave at tale med pårørende. Hermed opnår man at få en person, som er motiveret, og som ikke er under pres, fordi en vagt samtidig skal passes.

Novartis Healthcare A/S takkes for økonomisk støtte.